Gå til indhold
Fra venstre; Morten Wichmann, Sebastian Karani, Martin Nørgaard og Michael Christiansen. Fotograf: Søren Rønholt

Pressemeddelelse -

Holdet bag Tæt på sandheden er tilbage med nyt program på Radio IIII

Efter en kort slingretur er holdet bag Tæt på sandheden tilbage for at udfordre magten i et nyt program: Langt fra løgnen, hver fredag på RADIO IIII.

Da det populære satireprogram Tæt på sandheden lukkede i september, mistede danskerne en vigtig kilde til viden og en fast ugentlig ventil for kritisk humor. Man kunne frygte, at spin og selvbedrag ville få alt for let spil i tomrummet efter lukningen. Men der er ingen grund til panik.

For nu sætter Michael Christiansen, Martin Nørgaard, Morten Wichmann og Sebastian Kanani – de tre komikere og reporteren fra Tæt på sandheden – sig bag mikrofonen i et nyt program.

»Om kort tid er radioen med håndsvinget fra din prepperpakke din eneste livslinje. Og dette program vil kalde til kamp, men også give håb og åndelig oplysning til de tilbageværende danske enklaver. Revolutionen er radiotransmitteret, og vi starter nu,« siger Michael Christiansen, komiker og sandsiger på Langt fra løgnen.

Direktør på RADIO IIII Nikolai Thyssen stemmer i. For ham er der ingen tvivl om vigtigheden af, at vi fortsat har et frirum til at dissekere de fortællinger, der præger den offentlige debat. Og han peger på en farlig tendens:

»RADIO IIII er sat i verden for at udfordre alle – høj som lav. Det gør vi hver eneste dag med en vis succes. Problemet er ikke længere, at vi lyver, men at vi alle sammen er blevet så ligeglade med at blive grebet i en løgn. Det er bare et bump på vejen og en anledning til endnu en runde i manegen. Det er derfor, vi udkommer med Langt fra løgnen: Hvis ikke det længere er skamfuldt at blive taget i at lyve, kan man i det mindste frygte at blive gjort til grin.«

Det bliver journalist og vært på RADIO IIII Sebastian Kanani, der forsøger at agere domptør for de tre komikere.

»Jeg er ikke sjov. Overhovedet ikke. Jeg er bare et møbel, som folkeoplysningen kan sætte sig på. Jeg er blevet kaldt hertil og har besvaret det kald. Selvom jeg egentlig var blevet lidt træt af at dele frokostordning med de tre komikere,« konstaterer Sebastian Kanani.

Langt fra løgnen er ugens nyheder – satirisk, skarpt og leveret uden filter. Programmet går til historierne med et særligt blik for hykleri, hybris og humbug og tager fat dér, hvor andre giver fortabt. De fire værter piller tidens fortællinger fra hinanden og får dem drejet, så både absurditeter, blinde vinkler og bortforklaringer får den behandling, de fortjener.

Langt fra løgnen udkommer på RADIO IIII hver fredag som podcast og sendes i radioen kl. 13.00.

Første episode udkommer fredag den 21. november.

For mere information, kontakt:

Magnus Stig Christensen,

tlf. 29 43 20 50 / magnus@andco.dk

Holdet bag Langt fra løgnen:

Michael Christiansen
Komiker, manuskriptforfatter og tidligere hovedforfatter på Tæt på sandheden. Kendt for sin politiske satire, sine præcise punchlines og sin evne til at gennemlyse tidens absurditeter.

Martin Nørgaard
Komiker, manuskriptforfatter og satiriker. Tidligere vært på Nørgaards Netfix og skribent på Tæt på sandheden. En central stemme i dansk samtidskomik med et særligt blik for hykleri og hverdagens blindgyder.

Morten Wichmann
Komiker, tekstforfatter og en af landets mest brugte jokesmede. Har leveret satire og komik til bl.a. Tæt på sandheden, stand-up shows og en lang række populære tv-formater.

Sebastian Kanani
Journalist, vært og tidligere reporter på Tæt på sandheden. Kendt for sit skarpe analytiske blik, sin politiske tæft og sin evne til at holde komikere nogenlunde på sporet i kaosprægede formater.

Emner

Kontakt

  • _56A3041.jpg
    Licens:
    Alle rettigheder forbeholdt
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4500 x 3001, 4,14 MB