Pressemeddelelse —
Oliver Zaren skriver dansk boksehistorie med VM-kamp i Canada
Torsdag den 8. oktober skal Oliver Zaren som den første danske herrebokser siden Mikkel Kessler bokse om en VM-titel, når han går i ringen i Québec, Canada.
Det bliver den forsvarende IBF- og IBO-verdensmester i supermellemvægt, cubanske Osleys Iglesias, der venter i kampen om begge mesterskabsbælter.
»Iglesias er utrolig stærk, ubesejret og har en knockout-procent, der ligger tæt på 100. Men det skræmmer mig ikke. Jeg tror fuldt og fast på, at mine tekniske evner er mere end gode nok til at tage verdensmesterskabet med hjem til Danmark,« siger Oliver Zaren om sin modstander.
Uanset udfaldet er opgøret allerede historisk: Zaren bliver den første danske mandlige bokser siden 2013 til at bokse om et verdensmesterskab. Det er samtidig 13 år siden, hans egen træner, tidligere verdensmester Mikkel Kessler, sidst kæmpede om netop IBF-titlen – den 25. maj 2013, hvor han tabte til britiske Carl Froch.
»At bokse om en VM-titel har altid været min største drøm. Det er noget, jeg har arbejdet hen imod, siden jeg var lille. Hele min karriere har handlet om at nå hertil, og jeg er klar til at levere, når det virkelig gælder,« siger Oliver Zaren.
Kampen kommer i en periode, hvor dansk boksning for alvor er tilbage på den internationale scene. I juli var Jacob Bank en del af det store Anthony Joshua-kort i Jeddah, Saudi-Arabien. D. 9. august sikrede Dina Thorslund sig sit fjerde VM-bælte og fredag den 21. august går Melissa Mortensen i ringen i USA om WBA-verdensmesterskabet. Selv boksede Oliver Zaren så sent som i juni om EBU-Europamesterskabet.
Med opgørene i Québec, Jeddah og USA er der for første gang i mange år danske boksere involveret i kampe om både europæiske titler og verdensmesterskaber inden for samme år.
Oliver Zarens promotor, Kasper Holgersen fra Primetime Boxing, peger på niveauet blandt de danske boksere som en del af forklaringen:
»Når man ser på niveauet hos vores boksere lige nu, er det ekstremt svært ikke at være optimistisk på dansk boksnings vegne,« siger Kasper Holgersen.
Kampen fra Québec sendes live på DAZN. Efter kampen vil højdepunkter og sammendrag kunne ses på DirekteSport.dk.
Fakta: Oliver Zaren (Danmark) møder Osleys Iglesias (Cuba) om IBF- og IBO-verdensmesterskabet i supermellemvægt torsdag den 8. oktober 2026 i Québec, Canada. Kampen sendes live på DAZN, og et sammendrag kan efterfølgende ses på DirekteSport.dk.
Danske bokseres internationale kampe i 2026:
Oliver Zaren: EBU-Europamesterskab (juni) og IBF/IBO-verdensmesterskab i Québec, Canada (8. oktober)
Jacob Bank: Del af Anthony Joshua-kort i Jeddah, Saudi-Arabien (juli)
Melissa Mortensen: VM-kamp om WBA-titlen i USA (21. august)
For mere information:
Magnus Stig Christensen · +45 29 43 20 50 · magnus@andco.dk
Emner
Om Oliver Zaren:
Oliver Zaren, kaldenavn 'Great Dane', er professionel bokser i supermellemvægt fra Roskilde. Han har en rekord på 19 sejre, 0 nederlag og 1 uafgjort – heraf 8 på knockout – og trænes af tidligere verdensmester Mikkel Kessler.
Om Primetime Boxing:
Primetime Boxing er et dansk bokse-promotorselskab med Kasper Holgersen i spidsen. Selskabet har kontrakt med bl.a. Oliver Zaren, Jacob Bank og Melissa Mortensen.