Gå til indhold
Polestar 4

Pressemeddelelse

SDG Impact Lab ved University of Oxford og Polestar går sammen om at definere kørebegejstring fra et videnskabeligt perspektiv

  • Polestar og SDG Impact Lab ved University of Oxford har indgået et samarbjede for at undersøge, om kørebegejstring kan defineres og måles gennem videnskabelig forskning
  • Studiet afspejler, hvordan et elbilmarkede i forandring definerer kørebegejstring og performance i et mere holistisk perspektiv
  • Den langsigtede ambition er at etablere et målbart framework for kørebegejstring, der kan påvirke den fremtidige biludvikling og understøtte den grønne energi- og mobilitetstransition

GÖTEBORG, SVERIGE – 19. maj 2026. SDG Impact Lab ved University of Oxford og Polestar annoncerer lanceringen af et pilot-forskningsprojekt, der skal undersøge, om begejstringen ved at køre kan defineres og måles videnskabeligt. Samarbejdet markerer begyndelsen på en fælles indsats for at forstå, hvordan kørebegejstring kan måles gennem signaler i hjernen og kroppen.

I takt med, at elbiler bliver hverdagskost, er de traditionelle performance-benchmarks under forandring. Polestar og SDG Impact Lab ved University of Oxford udforsker derfor en mere nuanceret definition af moderne performance, der også afspejler de følelsesmæssige og oplevelsesmæssige kvaliteter ved at køre bil.

Pilotprojektet adresserer et komplekst forskningsspørgsmål, der samler ekspertise fra ingeniørvidenskab og eksperimentel psykologi. Seks senior Innovation Fellows, der er i gang med deres ph.d. ved University of Oxford, er blevet udvalgt til at gennemføre forskningen. De arbejder sammen som ét tværfagligt team, støttet af seniorakademikere fra University of Oxford, der kombinerer deres akademiske stringens med Polestars ekspertise.

“Projektet demonstrerer, hvordan akademisk forskning kan skabe reel impact uden for universitetets mure,” siger Prof. Alexander Betts, Pro-Vice Chancellor og medstifter af Oxford University SDG Impact Lab. “Samarbejdet med Polestar giver os mulighed for at omsætte videnskabelig indsigt til viden, der kan bidrage til at forme fremtidens innovation.”

Studiet vil undersøge fysiologiske, kognitive og adfærdsmæssige reaktioner, mens deltagere kører en high-performance Polestar-bil. Ved at analysere hjerneaktivitet sammen med biometriske og adfærdsmæssige data sigter forskningen mod at fastslå, om de følelser og fornemmelser, der er forbundet med kørebegejstringen, kan observeres, analyseres og kvantificeres.

Sammen udfordrer partnerne den udbredte antagelse om, at kørebegejstring afhænger af motorlyd, og undersøger i stedet, hvordan elektrificering kan muliggøre nye tilgange til performanceudvikling.

Studiet har også til formål at identificere måder at forme det globale narrativ omkring forbrugeradfærd og opfattelsen af elbilers performance for at understøtte den grønne omstilling. Forskningen er en demonstration af begge parters stærke engagement i bæredygtighed og positiv forandring.

Polestar har fra sin grundlæggelse forpligtet sig til at levere et mere holistisk syn på performance og har arbejdet med de bedste partnere for at skabe en køreoplevelse, der handler om langt mere end blot acceleration og tal på et papir. Mærket har for nylig lanceret sit hidtil mest performance-fokuserede produkt – Polestar 5. Den firedørs Grand Tourer er bygget på mærkets Polestar Performance Architecture-platform med limet aluminium, der reducerer vægten og giver præcise reaktioner under kørsel. Sofistikeret traction-control, affjedringssystemer, bremseopsætninger og specialudviklede dæk understøtter yderligere fornemmelsen bag rattet.

Christian Samson, Head of Product Attributes hos Polestar, udtaler: “Hos Polestar har vi vist, at vi er en ledestjerne inden for design og bæredygtighed. Nu er det tid til også at føre an på performance ved at gøre op med forestillingen om, at acceleration i en lige linje er det vigtigste, når det kommer til kørebegejstring. Den videnskabelige tilgang i forskningsprojektet kommer til at føre til mærkbare fordele for vores kunder, da vores ingeniører kan bruge dataene som et ekstra værktøj til at finjustere bilernes køredynamik og performance-egenskaber.”

Studiet løber fra 9. marts til 31. juli 2026 og vil bl.a. inkludere en test af bilerne på Gotland Ring-testbanen i juni. Resultaterne forventes præsenteret i efteråret 2026 ved et event på University of Oxford.

Sideløbende med forskningen vil Polestar understøtte initiativet gennem en indholdsserie i fire dele, der er planlagt til Q3 af 2026.

For yderligere information kontakt:
Marlene Hyre-Dybbro
PR & Communications Polestar Denmark
marlene.hyredybbro@polestar.com
+45 28941591

Magnus Stig Christensen
PR & Communications Manager &Co. Public Relations
Magnus@andco.dk
+45 29432050

Slut.

Om SDG Impact Lab – University of Oxford

SDG Impact Lab blev grundlagt i 2021 ud fra overbevisningen om, at Oxfords kandidatstuderende har potentialet til at fremme FN's verdensmål (SDG'erne) og lede transformativ forandring på både lokalt og globalt plan.

Labbets unikke pensum og program integrerer teori, etik og praktiske færdigheder og er designet til at ruste de studerende til at lede transformativ og bæredygtig forandring. Lab Fellows arbejder med virksomheder og ikke-akademiske organisationer om at udvikle innovative, forskningsbaserede løsninger på de voksende miljømæssige og sociale udfordringer, verden står over for i dag. Vores Lab Fellows tester og omsætter kreative idéer til handlingsrettede forslag med reel, målbar impact.

Om University of Oxford

University of Oxford er en af verdens førende akademiske institutioner, anerkendt for sin ekspertise inden for undervisning, forskning og innovation. Grundlagt i det 12. århundrede er Oxford det ældste universitet i den engelsktalende verden og har et globalt ry for at prudcere banebrydende forskning og indflydelsesrige ledere på tværs af discipliner. Universitetet er i øjeblikket rangeret som nummer et globalt i Times Higher Education World University Rankings 2026 og markerer dermed sit tiende år i træk i toppen.

Om Polestar

Polestar (Nasdaq: PSNY) er det svenske mærke for elektriske performancebiler med fokus på kompromisløst design og innovation og en ambition om at accelerere overgangen til en bæredygtig fremtid. Polestar har hovedkvarter i Gøteborg i Sverige med biler tilgængelige på 28 markeder på tværs af Nordamerika, Europa og Asien og Stillehavsområdet.

I Danmark ligger det lokale Polestar-kontor i Søborg. Polestar har i alt otte danske Polestar-lokationer, hvor kunder kan interagere fysisk med Polestar Specialister, der håndterer testkørsler og udlevering af biler.

Polestar har fire modeller i sit modelprogram: Polestar 2, Polestar 3, Polestar 4 og Polestar 5. Blandt de planlagte modeller er den kompakte SUV Polestar 7 (som introduceres i 2028) og roadsteren Polestar 6. Da Polestars køretøjer i øjeblikket produceres på to kontinenter, Nordamerika og Asien, planlægger virksomheden at sprede sin produktion yderligere, idet produktionen af Polestar 7 er planlagt til at foregå i Europa.

Polestar har en urokkelig dedikeret indsats til bæredygtighed og har fastlagt en ambitiøs køreplan for at nå sine klimamål: at halvere udledningen af drivhusgasser inden 2030 pr. solgt køretøj og blive klimaneutral i hele sin værdikæde inden 2040. Polestars omfattende bæredygtighedsstrategi dækker de fire områder: klima, gennemsigtighed, cirkularitet og inklusion.

Fremadrettede udsagn

Visse erklæringer i denne pressemeddelelse kan betragtes som 'fremadrettede udsagn' som defineret i den amerikanske Private Securities Litigation Reform Act of 1995. Fremadrettede udsagn relaterer sig generelt til fremtidige begivenheder eller Polestars fremtidige finansielle eller driftsmæssige resultater. Sådanne fremadrettede udsagn er underlagt risici, usikkerheder og andre faktorer, der kan medføre, at de faktiske resultater afviger væsentligt fra det, der udtrykkes eller antydes i disse udsagn. Disse fremadrettede udsagn er baseret på estimater og antagelser, som Polestar og selskabets ledelse anser for rimelige, men som i sagens natur er behæftet med usikkerhed. Faktorer, der kan medføre, at de faktiske resultater afviger væsentligt fra de nuværende forventninger, inkluderer, men er ikke begrænset til: Polestars evne til at indgå eller opretholde aftaler og partnerskaber med strategiske partnere; Polestars evne til at opretholde relationer med eksisterende leverandører og finde nye leverandører til kritiske komponenter; Polestars evne til at rejse yderligere finansiering; ændringer i nationale og udenlandske forretningsmæssige, markedsmæssige, finansielle, politiske og juridiske forhold; efterspørgslen efter Polestars køretøjer; prisstigninger, forsyningsafbrydelser eller mangel på materialer; samt andre risici og usikkerheder beskrevet i afsnittene 'Risk Factors' og 'Cautionary Note Regarding Forward-Looking Statements' i Polestars Form 20-F og andre dokumenter indsendt til SEC. Intet i denne pressemeddelelse skal betragtes som en garanti for, at de fremadrettede udsagn heri vil blive realiseret. Polestar påtager sig ingen forpligtelse til at opdatere disse fremadrettede udsagn, medmindre det kræves ved lov.

Emner

Regions

Kontakt

  • Oxford PS4-4.jpg
    Licens:
    Alle rettigheder forbeholdt
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    10593 x 5959, 31,4 MB