Gå til indhold
Ditte Okman. Fotograf: Søren Rønholt.

Pressemeddelelse -

Sladderen er genfødt som public service: ’Det vi taler om’ flytter til RADIO IIII

Ditte Okman sender igen live til hele Danmark, når ‘Det, vi taler om’ flytter ind hos RADIO IIII.

Danmarks sladderdronning Ditte Okman er tilbage i radioen med danskernes foretrukne sladderprogram. Seks år efter, at ‘Det, vi taler om’ forlod public service-radioens sendeflade, får sladderen nu nyt liv på RADIO IIII, hvor alle igen kan lytte med.

‘Det, vi taler om’ bliver en del af RADIO IIII’s fredagsflade. Hver fredag kl.14–16 sender Ditte Okman og hendes panel live, hvor de vender ugens mest kulørte, opsigtsvækkende og underholdende historier om politik, kultur og kendte.

“Jeg glæder mig til at komme over på Radio IIII, som er en vild og uforudsigelig butik, der ikke er bange for at udfordre – præcis lige som mig. Og så er der noget helt særligt ved at sende live på FM, hvor alt kan ske, og hvor lytterne kan mærke, at vi er sammen i det samme øjeblik,” siger Ditte Okman, og tilføjer:

"‘Det, vi taler om’ blev født i radioen på public service, og bliver nu genfødt, hvor det hele startede.”

Det er Okman, der i mere end 10 år har styret slagets gang og skabt en fast fredagsvane for hundredtusindvis af danskere.

Hos RADIO IIII er man begejstret for, at et af Danmarks mest populære radio- og podcastformater vender tilbage til æteren.

“’Det, vi taler om’ er en institution, hvor tingene siges direkte og uden omsvøb, og hvor alle høj som lav bliver både udfordret og underholdt. Programmet løfter de historier, alle taler om, men som ikke altid siges højt. Den blanding af humor og ærlighed passer perfekt til den radio, vi gerne vil være: oplysende, uafhængig, udfordrende og underholdende,” siger Nikolai Thyssen, direktør og chefredaktør på RADIO IIII, og tilføjer:

”Sladder er en ikke uvæsentlig samfundsfunktion. Det er her, vi i fællesskab afklarer normer, uformelt håndhæver ansvar og sætter relationer og magt i perspektiv.”

På RADIO IIII bliver ‘Det, vi taler om’ omdrejningspunktet i Danmarks mest underholdende fredag:

  • 13:00–14:00: ’Langt fra løgnen’ (satire med holdet bag Tæt på sandheden)
  • 14:00–16:00: ’Det, vi taler om’ (Danmarks skarpeste sladder – live)
  • 16:00–17:00: ’Mathias Helt Talkshow’ (højt humør til weekenden)

Distribution: Umiddelbart efter udsendelsen udkommer programmet eksklusivt som podcast i RADIO IIII’s app i 48 timer, og frigives derefter og vil være tilgængeligt på andre platforme.

Første udsendelse:
Fredag den 5. december kl. 14–16 på RADIO IIII.

For mere information:
Magnus Stig Christensen · +45 29 43 20 50 · magnus@andco.dk

Om programmet:
’Det, vi taler om’ har været en fast del af danskernes lyttevaner siden 2014. Programmet begyndte på Radio24syv, fortsatte på B.T. og sendte senest som podcast hos Podimo. Ditte Okman har været vært siden begyndelsen og er kendt for sin direkte tone, sit skarpe panel og evnen til at samle og skære igennem ugens mest omtalte historier fra medie- og kulturlivet.

Om radioen:
RADIO IIII er en landsdækkende public service-taleradiokanal med hovedsæde i Aarhus. Radioen sender nyheder live fra Banegårdspladsen 12 timer alle hverdage og udgiver en række podcasts, bl.a. ‘Et kapitel for sig’ (med Anne Sofie Kragh), den politiske ‘Sig det’ løgn’ (med Brian Weichardt og Sofie Frøkjær) og ‘Det billige skidt’ (med Sebastian Klein og Alexander Holm).

Emner

Kontakt

  • _56A5512.jpg
    Licens:
    Alle rettigheder forbeholdt
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4500 x 3001, 2,68 MB
  • tempImage96iAy3.png
    Licens:
    Alle rettigheder forbeholdt
    Filformat:
    .png
    Størrelse:
    3840 x 2160, 7,76 MB