Gå til indhold
Collage med billeder af Lia Leffland (ATV), Claus Jensen (Dansk Metal), Laura Klitgaard (IDA) og Lars Sandahl Sørensen (DI).
Forskningsalliancen – ATV, Dansk Metal, IDA og DI – har otte konkrete anbefalinger til et kommende regeringsgrundlag. Illustration: Forskningsalliancen/IDA

Pressemeddelelse -

ATV og Forskningsalliancen har otte anbefalinger til en ny regering: Investér markant mere i forskning og teknologi

Danmark risikerer at tabe konkurrenceevne, arbejdspladser og teknologisk handlekraft, hvis ikke den kommende regering styrker dansk forskning og teknologiudvikling. Forskningsalliancen, som ATV er en del af, er klar med otte konkrete anbefalinger til regeringsgrundlaget.

Vi bør investere markant mere i forskning og innovation, ellers taber Danmark og Europa det teknologiske kapløb og sætter konkurrenceevne, arbejdspladser og vores sikkerhed over styr. Det er budskabet fra Forskningsalliancen, som ATV – Akademiet for de Tekniske Videnskaber er en del af.

”Investeringer i forskning og teknologi i dag afgør, hvem der udvikler løsninger på morgendagens problemer. Hvis Danmark og Europa ikke matcher tempoet i USA og Kina, risikerer vi at overlade det til lande med andre dagsordener at definere, hvilket handlingsrum vi har for egen udvikling”, siger Lia Leffland, akademidirektør i ATV.

Forskningsalliancen består ud over ATV – Akademiet for de Tekniske Videnskaber af Dansk Metal, Ingeniørforeningen IDA og DI – Dansk Industri. Alliancen kommer i et nyt udspil med otte anbefalinger til et kommende regeringsgrundlag.

Se Forskningsalliancens udspil her

Udspillet skal ruste Danmark til en tid, hvor den globale konkurrence om teknologi og innovation intensiveres. USA og Kina investerer massivt i nye teknologier, mens Europa oplever lavere produktivitetsvækst end flere globale konkurrenter. Det skader Danmarks vækst og velfærd – og i sidste ende også vores autonomi.

Alliancen vil hæve ambitionen
Et centralt forslag i Forskningsalliancens udspil er at øge Danmarks offentlige investeringer i forskning til 1,5 procent af BNP og sætte et nationalt mål om, at de samlede offentlige og private investeringer i forskning og udvikling når 4 procent.

”I en usikker verden er forskning en vigtig skanse i Danmarks forsvar. Det handler både om vores økonomi og vores sikkerhed. Evnen til at udvikle nye teknologier får i stigende grad betydning for Europas strategiske autonomi, energisikkerhed og forsvarskapacitet. Vi har ikke råd til at sætte det over styr”, siger Lia Leffland.

Alliancen peger på, at Danmark i dag investerer relativt lidt i visse kritiske teknologiområder, blandt andet inden for industriel teknologi og forsvarsteknologi. Højere investeringer er nødvendige, hvis Danmark og Europa skal bevare teknologisk styrke og strategisk autonomi inden for fremtidens nøgleteknologier.

Stop modregning af EU-midler
Alliancen foreslår også at stoppe den nuværende praksis, hvor penge fra EU’s forskningsprogrammer modregnes i det danske forskningsbudget. Den nuværende model betyder, at dygtige danske forskeres succes med at hjemtage forskningsmidler fra EU ikke giver flere penge at forske for.

Danmark har stærke forskningsmiljøer, men potentialet udnyttes ikke fuldt ud. Forskningsalliancen efterlyser derfor også bedre samspil mellem forskning, virksomheder og testfaciliteter, så nye teknologier hurtigere kan udvikles, afprøves og bringes i anvendelse.

---

FAKTA
Forskningsalliancens anbefalinger til regeringen

Hvad skal der stå i det kommende regeringsgrundlag? Her er otte konkrete anbefalinger fra Forskningsalliancen - ATV, Dansk Metal, IDA og DI - til Danmarks næste regering:

  1. Opprioritér forskning inden for fremtidens kritiske og digitale teknologier
  2. Investér i robot- og produktionsteknologi
  3. Øg investeringer i forsvarsteknologi
  4. Stop modregningen af EU-midler i Danmarks forskningsbudget
  5. Styrk EU-hjemtag af forsknings- og innovationsmidler
  6. Styrk virksomhedernes forsknings- og udviklingsvilkår
  7. Giv bedre adgang til testfaciliteter
  8. Hæv ambitionerne for dansk forskning og udvikling til 4 pct. af BNP

---

Læs mere om Forskningsalliancen hos IDA

Emner

Kategorier


ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. Akademiet arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science & Engineering-regioner i verden – til gavn for kommende generationer. For at gøre dette mål til virkelighed gennemfører ATV aktiviteter, der skaber konkret værdi for virksomheder og for samfundet. I kraft af sine 800 medlemmer har Akademiet særlige forudsætninger for, at anbefalinger og viden fra projekter bliver anvendt og implementeret i virksomhederne og vidensmiljøerne.

Kontakt