Pressemeddelelse -
Dansk industri kæmper stadig med ressourceforbruget
Danske virksomheder har formået at øge væksten og samtidig reducere energiforbruget og egne CO2-udledninger, viser ny analyse fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber. Det næste skridt i omstillingen er at håndtere industriens stigende ressourceforbrug.
Danske produktionsvirksomheder har nu bevist, at det er muligt at skabe økonomisk vækst og samtidig nedbringe virksomhedernes egne CO₂-udledninger. En ny analyse fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) viser en afkobling mellem vækst og en række miljøpåvirkninger i perioden 2012-2022.
"Industrien har taget et vigtigt skridt og vist, at målrettede indsatser kan rykke os i den rigtige retning,” siger Lia Leffland, akademidirektør i ATV.
Analysen er udarbejdet som del af projektet ”Fremtidens Bæredygtige Produktion”, som med støtte fra Industriens Fond skal ruste virksomhederne til fremtidens marked. Og her vil der være brug for at arbejde med virksomhedernes ressourcetræk.
Mens data fra Danmarks Statistik viser, at CO₂-aftrykket fra virksomhedernes egne udledninger (under scope 1 og 2) er faldet med 6 pct. fra 2012-2022, er ressourceforbruget dog i samme periode steget med 22 pct. Og det har medført en vækst i CO2-forbruget under scope 3, som virksomhederne ikke kan løse ved at optimere processer i deres vante arbejdsgange.
”For at komme i mål med den grønne omstilling og samtidig styrke den danske forsyningssikkerhed bliver vi nødt til at håndtere en helt central udfordring - ressourceforbruget. Der skal ske et fundamentalt skifte i virksomhedernes strategiske tilgang til ressourcer og produktdesign," forklarer Lia Leffland.
Behov for strategisk nytænkning
ATV’s analyse viser, at produktionsvirksomhederne har haft en stærk vækst på 60 pct. i det sidste årti. Men de flotte regnskaber til trods er mange virksomheder nødt til at gentænke deres forretningsmodeller. Vi har ganske enkelt ikke råd til at fortsætte i samme spor.
”Rigtig mange virksomheder er godt i gang med grøn omstilling, men det er vigtigt at huske på, at grøn omstilling er andet og mere end egne CO2-udledninger. Vi skal nu i gang med et gearskifte, hvor flere virksomheder kommer i gang med cirkulær produktion og får nedbragt ressourceforbruget markant, som er en forudsætning for at gøre en reel forskel for klimaet”, siger programansvarlig i Industriens Fond Anders Ziegler Kusk.
Projektet sporer udviklingen over tid
Analysen er den anden i rækken fra ”Fremtidens Bæredygtige Produktion” og følger op på resultaterne fra 2022, der allerede dengang pegede på behovet for mere gennemgribende forandringer og investeringer i cirkulære forretningsmodeller.
Heldigvis viser tallene, at langt flere virksomheder i dag arbejder strategisk med bæredygtighed. Eksempelvis har næsten halvdelen af de adspurgte virksomheder oplevet målbare effekter på deres energiforbrug baseret på cirkulære investeringer.
"Vi har nu tydelige data, som understøtter, at vi skal tænke strategisk og innovativt i hele værdikæden for at vende udviklingen," siger formanden for ATV’s arbejdsgruppe bag projektet, Jesper Jerlang, der til daglig er Sustainability Manager hos Aasted.
Forklaring af scope 1, 2 og 3
Scope 1: Direkte udledninger fra kilder, som virksomheden selv ejer eller kontrollerer. Eksempler inkluderer forbrænding af fossile brændstoffer i virksomhedens egne køretøjer og produktionsanlæg.
Scope 2: Indirekte udledninger fra køb af energi, typisk elektricitet eller varme, som virksomheden anvender. Selvom virksomheden ikke direkte kontrollerer udledningen, er den forårsaget af virksomhedens energiforbrug.
Scope 3: Alle øvrige indirekte udledninger, som sker i virksomhedens værdikæde, herunder indkøbte varer og services, transport, affaldshåndtering og slutbrug af virksomhedens produkter hos kunderne. Disse udledninger ligger typisk uden for virksomhedens direkte kontrol, men påvirkes gennem valg af leverandører og samarbejdspartnere.
Om projektet Fremtidens bæredygtige produktion
Projektet Fremtidens Bæredygtige Produktion drives af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) og er støttet af Industriens Fond.
Projektet fokuserer på den strategiske omstilling til bæredygtig og cirkulær produktion og er således også del af den samlede indsats ”Cirkulær Produktion – for et stærkere, grønnere dansk erhvervsliv”, som Industriens Fond har søsat.
Formålet med den indsats er at hjælpe danske produktionsvirksomheder med at komme godt i gang med cirkulær produktion og består af en lang række projekter, der styrker og skaber kompetencer, nye produktionsmetoder og forretningsmodeller, der understøtter omstillingen.
Related links
Emner
Kategorier
ATV er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank. Akademiet arbejder for, at Danmark skal være en af fem førende Science & Engineering-regioner i verden – til gavn for kommende generationer. For at gøre dette mål til virkelighed gennemfører ATV aktiviteter, der skaber konkret værdi for virksomheder og for samfundet. I kraft af sine 800 medlemmer har Akademiet særlige forudsætninger for, at anbefalinger og viden fra projekter bliver anvendt og implementeret i virksomhederne og vidensmiljøerne.