Gå til indhold
Audis elbil Q4 e-tron sætter nye standarder i kabinen

Pressemeddelelse -

Audis elbil Q4 e-tron sætter nye standarder i kabinen

I den kommende Audi Q4 e-tron oplever både fører og passagerer helt nye dimensioner i det luftige og progressive interiørdesign. Pladsforholdene i den eldrevne kompakte SUV overgår standarden i klassen, og et nyt visningskoncept med augmented-reality-head-up-display forbinder den virkelige og den virtuelle verden. Også den nye ratgeneration med touchbetjening viser den kommende elbils retning ind i fremtiden. Q4 e-tron har verdenspremiere midt i april.

Masser af plads
Med Q4 e-tron præsenterer Audi en ægte allrounder – den er en suveræn ledsager både til hverdag og fritid, og den er på alle punkter velegnet som primær bil. Med en længde på 4.590 mm, en bredde på 1.865 mm og en højde på 1.613 mm indtager Q4 e-tron en plads i segmentet for større kompakte SUV’er, når det gælder de udvendige mål. Men arkitekturen fra den modulopbyggede elbilsplatform (MEB), som den kompakte e-SUV er baseret på, giver mulighed for en helt ny kabineindretning. Det forreste overhæng er kun 86 cm, mens akselafstanden er på hele 2,76 m – hvilket er endnu længere end i det mellemste SUV-segment. Det resulterer i en kabine, som med en længde på 1,83 m er lige så lang som i en stor SUV i luksusklassen.

Sæderne er placeret komfortabelt højt, og føreren samt op til fire passagerer kan nyde fremragende pladsforhold, hvilket blandt andet skyldes, at midtertunnelen er erstattet af et næsten plant gulv. Siddepositionen på anden sæderække er næsten syv cm højere end foran, og alligevel er der rigelig loftshøjde, mens knæpladsen er nærmest luksuriøs. Den kompakte elektriske SUV fra Audi overgår sine direkte konkurrenter i premiumsegmentet, når det gælder pladsforholdene.

Bagagerummet i Audi Q4 e-tron rummer op til 520 l bagage. Når bagsæderyglænene klappes ned i forholdet 40:20:40, opstår der en næsten plan flade, og lastet til loftet har man en bagagerumsvolumen på 1.490 l til rådighed. Det svarer til niveauet i det næsthøjeste SUV-segment.

Progressivt og luftigt interiørdesign
Den nye teknologi-æra, som Audi er trådt ind i, kan også opleves i kabinen i Q4 e-tron. Instrumentpanelet har en progressiv elegance og forstærker den luftige fornemmelse i kabinen. I Q4 e-tron er betjenings- og visningsenhederne mere end nogensinde før en del af bilens designelementer. Det digitale instrument til føreren er indkapslet som en diamant mellem to elementer – på venstre side en integreret luftdyse, og på højre side ligeledes integrerede luftdyser samt MMI touch-displayet, der er vinklet mod føreren og kan betjenes ergonomisk korrekt.

Lige under og ligeledes orienteret mod føreren er betjeningsenheden til klimaanlægget placeret. Derunder er der et stort betjeningspanel i Black-Panel-optik, der omfatter den kompakte gearvælger, en volumenknap, start-stop-knappen, knappen til havariblink og knappen til Audi drive select. Desuden er der knapper til andre funktioner, som er udformet som touchflader i Black-Panel-optik og har hvid baggrundsbelysning.

Augmented-reality-head-up-display
Med augmented-reality-head-up-displayet (ekstraudstyr) i Q4 e-tron tager Audi et stort skridt inden for visningsteknologi. Det viser vigtige informationer via forruden i to separate områder – nederst et statusområde og øverst et augmented reality (AR) område. Anvisninger fra visse assistentsystemer, retningspile fra navigationssystemet og start- og slutpunkter placeres dynamisk og optisk på de rigtige steder i den virkelige verden via AR-teknologien. De fremstår virtuelt svævende i en fysisk afstand på ca. 10 m fra føreren, og alt efter situationen ser de ud til at befinde sig endnu længere foran bilen. Visningerne er lynhurtige at aflæse, uden at de generer eller afleder føreren, og de er særligt en stor hjælp, når sigtbarheden er dårlig. I statusområdet vises hastighed, vejskilte og assistent- og navigationssymboler statisk, og visningerne ser optisk ud til at svæve ca. 3 m foran føreren.

Dronen flyver i forvejen
Især ved brug af navigationssystemet viser augmented-reality-head-up-displayet sin styrke. På vejen viser den såkaldte drone – en svævende pil – det næste aktionspunkt på ruten. Visningen er dynamisk: Før et vejkryds viser den svævende pil fx i forvejen, hvilken vej man skal dreje, før en animeret pil viser manøvren på vejen. Hvis man derefter skal fortsætte ligeud, flyver dronen i forvejen og forsvinder, så den igen kan blive vist rettidigt før det næste aktionspunkt. I det nederste statusområde vises afstanden i meter til det sted, hvor man skal dreje.

Også når føreren har aktiveret den adaptive kørselsassistent, som holder bilen midt i vognbanen, hjælper augmented-reality-head-up-displayet med optiske anvisninger. Så snart Audi Q4 e-tron nærmer sig en vognbanemarkering, uden at blinklyset er aktiveret, placerer vognbaneadvarslen en rød linje over den reelle vognbanemarkering. Et andet eksempel er reguleringen i forhold til et forankørende køretøj: Hvis den adaptive kørselsassistent eller den adaptive hastighedsassistent er aktiveret, markeres bilen i displayet med en farvet stribe, hvorved føreren kan se statussen fra systemet uden at blive afledt. En rød markering og et advarselssymbol vises, når den adaptive kørselsassistent opfordrer føreren til at være opmærksom.

Teknologien bag augmented-reality-systemet
Det tekniske omdrejningspunkt i augmented-reality-head-up-displayet er en Picture Generation Unit (PGU), som ligger dybt inde i det lange instrumentpanel. Et særligt LCD-display sender de lysstråler, som frembringes, til to plane spejle, og særlige optiske elementer adskiller delene til nærområdet og fjernområdet. De plane spejle styrer strålerne til et stort konkavt spejl med elektrisk indstilling. Derfra videresendes de til forruden, hvor de reflekteres til den såkaldte eyebox og dermed bliver synlige for føreren. I en optisk afstand på 10 m eller mere afhængig af situationen ser føreren symbolerne lige så skarpt som de virkelige omgivelser.

På softwaresiden fungerer den såkaldte AR-Creator som mastermind og billeddanner, og denne computerenhed er en del af den modulopbyggede infotainmentplatform (MIB 3). AR-Creator danner visningssymbolerne med en hastighed på 60 frames pr. sek., og sideløbende beregner den placeringen i forhold til omgivelserne, som den får informationer via frontkameraet, radarsensoren og navigationssystemet. Softwaren omfatter ca. 600.000 linjer med programmeringskoder, hvilket er ca. en halv gang flere end i hele styresystemet til den første version af rumfærger.

I sine beregninger tager AR-Creator hensyn til, at der altid går nogle brøkdele af et sekund, fra sensorerne registrerer et objekt, til det grafiske indhold vises. På dette korte stykke tid kan Q4 e-tron nå at skifte position – fx på grund af en opbremsning eller et hul i vejen. For at sikre at visningen i eyebox er korrekt, kører der hele tiden flere beregninger på samme tid. En af disse foretages i softwaren til kameraet, og ved en anden beregner AR-Creator forudseende på grundlag af de nyeste data, hvordan bilens bevægelse fremad vil fortsætte. I en tredje beregning vurderer systemet den vertikale bevægelse ved hjælp af data fra kamera, radar og sensorerne til stabilitetskontrolsystemet (ESC). Resultaterne leveres til den ”Shake Compensation”, som sker få millisekunder før visningen af billedet, og som har til opgave at forhindre, at visningen ryster.

Digitalt cockpit i 3 varianter
Det digitale kombiinstrument (standardudstyr) har en størrelse på 10,25” og betjenes via multifunktionsrattet. Powermetret, som er placeret ved siden af speedometret i displayet, sammenfatter alle vigtige informationer om drivlinjen – fra ydelsen til batteriets ladetilstand i procent og informationer om rekuperationen. Den første ekstraudstyrsmulighed er Audi virtual cockpit. Det omfatter navigationskort og infotainmentbetjening, og føreren kan skifte mellem to visninger. Som topversion fås Audi virtual cockpit plus, der byder på visningerne ”classic”, ”sport” og ”e-tron”, hvor powermetret spiller hovedrollen. Her kan føreren frit konfigurere mange visninger via MMI.

MMI touch-display med op til 11,6” skærm
MMI touch-displayet med akustisk feedback har en størrelse på 10,1” og en opløsning på 1.540 x 720 pixels. Det er som standard konfigureret med MMI Radio plus med DAB-modtagelse og anvendes til betjening af infotainmentsystemet og visse komfortfunktioner, og føreren har desuden mulighed for at indlæse tekst med håndskrift. Den store variant (ekstraudstyr) har en størrelse på 11,6” og en opløsning på 1.764 x 824 pixels. Det er den hidtil største skærm i Audi programmet, og den vil kunne fås fra slutningen af året.

Rat med touchbetjening
Også de forskellige rattyper til Audi Q4 e-tron har kurs mod fremtidens mobilitet, og med det dobbeltegede design tilhører de en ny generation. De øverste eger har touchflader i Black-Panel-optik, hvor funktionsområderne også har baggrundsbelysning, så føreren kan se de aktive knapper. Små forhøjninger afgrænser knapperne fra hinanden og gør brugen nemmere, og når føreren trykker på en knap, kvitteres der med en blød mærkbar feedback. Som på en smartphone kan føreren foruden touchbetjening også bruge en swipe-funktion – fx når man scroller gennem en liste.

Føreren kan vælge mellem forskellige rattyper. På topversionen er der kontakter på rattet til rekuperation i påløb og en todelt afdækning på egerne. Den opvarmelige ratkrans er flad både foroven og forneden – en løsning som yderligere giver bilens kabine en futuristisk atmosfære. Hvad enten det gælder optik, funktion eller mærkbar feedback, udtrykker det nye rat tydeligt Q4 e-trons progressive karakter.

Centerairbag mellem forsæder giver høj sikkerhed
Forsæderne i Q4 e-tron repræsenterer det nyeste inden for sikkerhedsteknik. I tilfælde af en sidekollision udløses foruden sideairbaggene også den såkaldte centerairbag fra førersædets højre sidestøtte, så fører og forsædepassager ikke støder sammen. Sæderne fås i en basisversion og en sportsversion med optisk integrerede hovedstøtter og med diamantformede syninger som ekstraudstyr.

Sædeindtræk med genanvendt materiale
I forbindelse med S line-interiør kan man bl.a. vælge en ny variant sædeindtræk, der er en kombinationen af kunstlæder og mikrofibermaterialet Dinamica. Det ser ud og føles som ruskind, men 45 % af materialet består af genanvendt polyester fra fx stof og PET-flasker. Desuden fås indtrækket Puls, som også er kombineret med kunstlæder. Også her er der anvendt genbrugsmaterialer, hvor op til 50 procent af det stof, der bruges til fremstillingen, består af genanvendte PET-flasker, som gennem en kompliceret proces bliver forarbejdet til garn. Slutresultatet er et materiale, som både optisk og mærkbart lever op til de samme kvalitetsstandarder som klassiske stofindtræk. Til sædeindtrækket i en Q4 e-tron får 26 tidligere 1,5-liters-plastikflasker nyt liv.

Audi Q4 e-tron lanceres i et populært markedssegment
Som en del af Audis elbilsoffensiv følger Q4 e-tron i slipstrømmen på de store SUV-modeller Audi e-tron og e-tron Sportback samt den sportslige e-tron GT. Q4 e-tron spiller en central rolle i mærkets elektrificeringsstrategi, idet den lanceres i klassen for kompakte SUV’er, der er et særdeles attraktivt og hurtigt voksende markedssegment. For Audi kunderne er den en økonomisk attraktiv indstigningsmodel til elektrisk mobilitet i premiumklassen.

Q4 e-tron har officiel verdenspremiere midt i april.

Det er muligt at pre-booke Q4 e-tron i Danmark på audi.dk/q4prebook

Angivelserne vedr. udstyr og data er baseret på det modelprogram, der udbydes i Tyskland. Der tages forbehold for ændringer og fejl.

Related links

Emner

Kategorier


___________________________________________________________________________________________

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største koncern i bilbranchen. Her har importen ligget siden 1975, og i den periode har mærket været igennem en rivende udvikling. Audi har i dag otte forhandlere og 27 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audi AG er en af de mest succesfulde bilproducenter i premiumsegmentet. Mærket er til stede på mere end 100 markeder verden over og har produktion i 13 lande. Dertil har Audi omkring 87.000 ansatte spredt over hele verden, hvoraf 60.000 af dem er i Tyskland. I 2020 solgte Audi på verdensplan knap 1,7 millioner biler.

Audis vision er at være det mest attraktive og innovative premiumbrand, og til fremtidens mobilitet fokuserer Audi på produkter og teknologier, der har tanke på miljøet.

Følg Audi Danmark her:

Newsroom

Facebook

LinkedIN

Instagram

Twitter

Kontakt

Britt Stellinger

Britt Stellinger

Pressekontakt PR-chef, Audi Danmark 20208995

Relateret materiale

Vorsprung durch Technik

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største bilaktør. Audi har i dag otte autoriserede forhandlere og 28 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audis mål er gennem Vorsprung durch Technik at være det mest innovative premiummærke, og i 2021 meldte Audi AG ud, at mærket accelererer overgangen til elektrisk mobilitet. Fra 2026 vil Audi kun lancere nye modeller, der drives udelukkende af elektricitet, på det globale marked, og frem mod 2033 vil Audi gradvist afvikle produktionen af forbrændingsmotorer. I 2025 er det målsætningen, at alle Audis fabrikker skal være netto-CO2-neutrale. Derudover har Audi som en del af Volkswagen-koncernen tilsluttet sig Paris klimaaftalen og har derfor som mål at opnå netto-CO2-neutralitet senest i 2050.

Audi AG er en af de mest succesfulde bilproducenter i premiumsegmentet. Audi Group består af mærkerne Audi, Bentley, Lamborghini og Ducati, er til stede på mere end 100 markeder verden over og har produktion i 13 lande. I 2023 solgte Audi på verdensplan 1,9 millioner biler.

Audi Danmark
Park Allé 355
DK-2605 Brøndby
Danmark