Pressemeddelelse -

25 års jubilar i Bauhaus er vild med nye udfordringer

Det kan umiddelbart lyde som et paradoks, når indkøbsdirektør i Bauhaus Kenn Pedersen den 1. april fejrer 25 års jubilæum i Bauhaus og samtidig siger, at han elsker nye udfordringer. Men han har flere gange i årenes løb taget imod nye udfordringer og derfor prøvet mere end de fleste.

Kenn Pedersen har siden 2017 været indkøbsdirektør med overordnet ansvar for indkøb, marketing, E-handel og den digitale forretningsstrategi i såvel Danmark som Island. Det var ikke ligefrem en titel, han forestillede sig, da han i sin tid afsluttede elevuddannelsen hos Dansk Supermarked i afdelingen for Hus og Have.

”Jeg har ingen tung teoretisk uddannelse men er kommet langt med hårdt arbejde, engagement og en passion for det, jeg beskæftiger mig med,” siger Kenn Pedersen, der i Bauhaus har stået i spidsen for de fleste kommercielle afdelinger lige fra butiksindretning, salg, indkøb, marketing og e-handel.

Altid fokus på købmandskabet og kunderne

Kenn Pedersen har været omkring de fleste områder i organisationen, og han har dermed en kæmpe viden og forståelse for de forskellige forretningsområder.

”Det er en styrke i forhold til at skabe sammenhæng og forståelse for kunderejsen, så jeg sammen med resten af vores dygtige organisation kan skabe den bedste kundeoplevelse for vores kunder," fortæller Kenn Pedersen.

Resultatorienteret ildsjæl med bred erfaring

Kenn Pedersen brænder for sit arbejde og går til opgaverne med stor nysgerrighed og en oprigtig interesse. Han stiller store krav til sig selv og sine omgivelser og bekender sig til en bredt favnende ledelsesstil. Fagligt såvel som menneskeligt er han værdidrevet og understøtter en kultur, som bygger på ansvar og tillid. Kenn Pedersen er en resultatorienteret ildsjæl med stor forretningsforståelse og sans for at skabe succesfulde teams.

Fritiden bruger Kenn Pedersen på ”gør det selv-arbejde”, på golfbanen eller på hyggeligt samvær med familien i sommerhuset på Rømø. 

Emner

  • Virksomhed, generelt

BAUHAUS er en af Europas største byggemarkedskæder med mere end 300 varehuse i 19 lande. Vi åbnede det første varehus i Danmark i 1988 og er i dag repræsenteret i 18 byer.

Vores stærke position i markedet skyldes blandt andet, at vi tilbyder branchens største udvalg under ét tag til både håndværkere og private. For alle som arbejder i BAUHAUS har kunden altid første prioritet.