Gå til indhold
Ny programchef har blikket rettet mod Thoravej 29

Nyhed -

Ny programchef har blikket rettet mod Thoravej 29

Bikubenfondens nye programchef Trine Bøgkjær skal være med til at realisere fremtidens mødested og professionelle fællesskab for dem der vil, og dem der kan transformere samfundet.

Trine Bøgkjær er uddannet sociolog og kommer fra en stilling som seniorstrateg i det strategiske designbureau Studio C. Her har hun blandt andet været med til at udvikle brandstrategien for Bikubenfondens initiativ Thoravej 29, hvor ambitionen er at skabe fremtidens mødested og professionelle fællesskab for dem, der kan og vil transformere samfundet. Nu skal hun med ansættelsen som programchef i Bikubenfonden være med til at sikre, at ambitionen indfries med indflytning i 2025 som første vigtige skridt.

"Thoravej 29 er et af de modigste projekter, jeg kender. Som filantropisk metode, i sin måde at bruge arkitektur som et værktøj for at bryde med vanetænkningen og i sin ambition om at skabe reelle, gennemgribende transformationer for mennesker og samfund. Indsatsen er et vidnesbyrd om Bikubenfondens særlige tilgang til filantropisk udvikling, som jeg glæder mig til at være med til at realisere," siger Trine Bøgkjær.

Communitiet blev i 2022 etableret som selvstændig forening og har pt. omkring 150 medlemmer bestående af ambitiøse mennesker og organisationer fra særligt socialområdet og kunstfeltet, men også andre fagområder. De har lige nu til huse i midlertidige lokaler på Enigheden i Nordvest, mens Bikubenfonden er i gang med en større transformation af en ældre industribygning på Thoravej 29. I fremtiden kommer bygningen til at rumme faciliteter skabt til samarbejde, inspiration og udvikling med blandt andet arbejdspladser, møderum, cafe, Black Box til scenekunstnerisk udvikling, atelierer, værksteder, udstillingsrum, video- og lydstudie mm. Selve transformationen af bygningen sker ud fra et princip om, at bygningen skal genanvende sig selv, og den forventes at stå klar til indflytning primo 2025.

For Bikubenfonden er Thoravej 29 en metode til at skabe et stærkt grundlag for systemforandring og en helt ny vej at gå i deres filantropiske arbejde. Den ambition styrkes nu med ansættelsen af Trine Bøgkjær, og Bikubenfondens udviklingsdirektør, Sine Egede Eskesen, ser frem til samarbejdet:

"Vi er utroligt glade for at byde Trine velkommen som vores nye programchef. Hendes ekspertise inden for strategisk udvikling og interessenthåndtering kombineret med hendes baggrund som sociolog med særlig interesse for performative rum vil spille en afgørende rolle i vores transition til Thoravej 29 – og for Bikubenfondens filantropiske udvikling i det hele taget. Viser frem til et inspirerende og givende samarbejde.”

Trine Bøgkjær begynder i Bikubenfonden den 4. marts.

Emner

Kategorier

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden
Lygten 39
2400 København MV
Danmark