Gå til indhold
Nystartet alliance vil hjælpe unge ud af hjemløshed

Nyhed -

Nystartet alliance vil hjælpe unge ud af hjemløshed

Antallet af unge hjemløse mellem 18-29 år er steget eksplosivt. Ny alliance med en bred skare af aktører, vil forebygge og reducere hjemløshed blandt unge i Danmark.

'Hjem til Alle Alliancen' er et nyt samarbejde mellem Bikubenfonden, Realdania, Helsefonden, Københavns Kommune, Kommunernes Landsforening, KAB, Professionshøjskolen Metropol, Socialstyrelsen, SAND – De hjemløses landsorganisation, Ungdommens Røde Kors og Falck. Alliancen vil hjælpe unge ud af hjemløshed gennem en helhedsorienteret indsats.

Mere end en bolig

Der bliver stadigt flere unge hjemløse. Siden 2009 har der været en stigning på 76 % blandt de 18-29-årige, så denne gruppe nu udgør en tredjedel af alle hjemløse i Danmark. Skal man problemet til livs, er der behov for at finde nye løsninger, som dels handler om at skaffe tag over hovedet til de unge hjemløse, men som også fokuserer på job, uddannelse, sundhed og fællesskaber. Det vil Hjem til Alle Alliancen arbejde for.

”Vi kan se, at flere unge allerede står i en ekstrem sårbar situation som hjemløse, og at flere andre har udsigt til at miste deres hjem. Vi kan som fond være et bindeled mellem alle gode partnere, projekter og penge, der kan arbejde sammen om at hjælpe unge mennesker ramt af hjemløshed. Alliancen skal være drivkraften, der sikrer, at alle andre tandhjul fungerer sammen - og hver for sig - for at reducere hjemløshed blandt unge,” siger Bikubenfondens direktør, Søren Kaare-Andersen. 

“Jeg er glad for at der er nogen som sætter fokus på at skabe muligheder for os unge, der mangler et hjem.” Camilla 19 år.

Sammen om handling nu

Bikubenfonden, Helsefonden, Københavns Kommune og Realdania har udarbejdet en analyse, der viser et behov for en helhedsorienteret indsats for unge hjemløse. Alliancen tager dette et skridt videre og vil fokusere på at få igangsat byggeri af boliger, både permanente, midlertidige og akutte boligformer, og samtidig fokusere på den enkelte unges behov for støtte i forbindelse med at skaffe job, komme i uddannelse og skabe nye fællesskaber. Alliancens fælles mål er at få unge ud af hjemløshed og ind i en tryg hverdag.

”Det er nødvendigt at tænke nyt og anderledes når det kommer til at sikre boliger til unge hjemløse. Det etablerede har indtil nu ikke formået at løfte opgaven, så vi er i SAND glade for at være med i en bred alliance, som kan og vil arbejde på tværs af de offentlige, private og civile indsatser,” siger sekretariatschef i SAND, Ask Svejstrup. 

Også Socialborgmesteren i Københavns Kommune ser frem til at være med i alliancen.

”Vi er med i Københavns Kommune, fordi vi allerede til daglig arbejder med problemstillingen. Særligt behovet for billige boliger blinker i neon. Vi har brug for at inddrage og samarbejde med alle gode kræfter, idéer og sektorer, hvis det skal lykkes. Det gør projektet, derfor er det rigtigt tænkt. Derfor er vi med,siger Jesper Christensen. 

Tal der taler

  • I Danmark var der i 2015 1971 hjemløse mellem 18-29 år. I 2009 var antallet 1123. Det svarer til en stigning på 76 %
  • 2/3 af unge hjemløse har mindst ét misbrug af alkohol eller stoffer
  • Op mod halvdelen af unge hjemløse har en psykisk sygdom
  • Stofmisbrug er årsag til hjemløshed for mere end en tredjedel af hjemløse mellem 18-29 år
  • Over halvdelen af unge hjemløse under 23 år kommer fra et middelklassehjem, hvor hverken mor eller far har misbrug eller psykisk sygdom
  • Et ukendt antal unge lever som såkaldte 'sofasurfere', det vil sige uofficielt hjemløse som overnatter hos familie og venner uden at have eget hjem. KL estimerer antallet af sofasurfere til ca. 1875

(Kilder: SFI og KL)

For mere information: www.hjemtilalle.dk

Kontakt

Hjem til Alle Alliancen
Kommunikationsansvarlig Katja Døssing 
katja@hjemtilalle.dk
Tlf. +45 3052 2428 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Bikubenfonden,
Direktør Søren Kaare-Andersen
 
Kontakt: Iben Haugaard, ih@bikubenfonden.dk
Tlf. +45 3377 9381 / +45 2622 0926

SAND – De hjemløses landsorganisation,
Sekretariatschef Ask Svejstrup
Sofie Bay-Petersen, sofie@sandudvalg.dk
Tlf. +45 8993 7063 / +45 2247 0323

Københavns Kommune,
Socialborgmester Jesper Christensen
Casper Steen Pedersen, f29k@sof.kk.dk
Tlf. +45 2939 8901

Emner

Tags

Pressekontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Julie Salling Lind

Julie Salling Lind

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder Visuel kommunikation 31 76 83 77

Relateret materiale

Relaterede nyheder

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden
Otto Mønsteds Gade 5
1571 København V
Danmark