Gå til indhold
Bikubenfonden afslutter sit engagement i kunstbutikken SKITSE

Pressemeddelelse -

Bikubenfonden afslutter sit engagement i kunstbutikken SKITSE

Bikubenfonden har besluttet at afvikle sit engagement i kunstbutikken SKITSE. Det betyder, at den fysiske butik i Ryesgade i København lukker. SKITSEs brand og samarbejder overdrages til billedkunstner Emilie Kjær, der har været leder af SKITSE siden åbningen i 2019.

Formålet med kunstbutikken SKITSE har været at udvide markedet for aktuelle billedkunstnere, så deres indtjening kunne styrkes. Samtidig har Bikubenfonden med initiativet ønsket at formidle kunsten til nye målgrupper ved at synliggøre kunstnernes arbejde.

SKITSE blev åbnet, fordi Emilie Kjær og Bikubenfonden i fællesskab var nysgerrige på at undersøge og teste ambitionen om, hvorvidt kunstnerens ”skitser” kunne blive et efterspurgt produkt. Men efter fem års udvikling og drift, må fonden konstatere, at det ikke har været muligt at forløse de kommercielle potentialer, som den oprindelige idé om SKITSE bygger på, og det er årsagen til, at Bikubenfonden afslutter sit engagement ved udgangen af juni, 2024.

For Bikubenfonden er det fortsat en stærk ambition at bidrage til nyskabelse af muligheder for professionelle kunstnere og kunstinstitutioner.

Søren Kaare Andersen, adm. direktør i Bikubenfonden, udtaler:

”Vi mener, det er afgørende, at der både er plads og ressourcer til at teste nye idéer. Det er ofte modet og nysgerrigheden til at afprøve nye veje og give os selv lov til at fejle og lære, der for alvor rykker os som mennesker og samfund.

En vigtig læring er, at et enkelt tiltag meget sjældent flytter et helt marked. Det underbygger vores tese om, at en samlet tilgang i vores portefølje er nødvendig, når vi vil skabe samfundsforandringer gennem forskellige indsatser og partnerskaber.

Samtidig har vi oplevet et stort engagement fra kunstnernes side, og SKITSE har været med til at skabe gode rammer for at se muligheder for udvikling af kunstnernes egne praksis.

Det er en vigtig erkendelse, at der er et stort potentiale i at undersøge nye forretningsmodeller, herunder for at fremme den indsigt, kunstnere har om, hvordan kunstnerisk proces og metode kan bidrage i vores samfund.”

I løbet af SKITSEs levetid har mere end 150 billedkunstnere været engageret i indsatsen, og mange af de involverede har styrket deres arbejde med at sælge kunst.

“Samarbejdet med Bikubenfonden har skabt gode muligheder for at være modig og eksperimentere med SKITSE. I Danmark har vi en god tradition for stærke kunstnerfællesskaber, og det har været givende at facilitere gode rammer, der også har gjort det muligt at udvikle nye tiltag i tæt samarbejde med billedkunstnere i Danmark - såsom art booking og art drive,” siger Emilie Kjær, billedkunstner og leder af SKITSE.

Emilie Kjær vil i den kommende tid afsøge de fremtidige muligheder for SKITSE og ArtBooking.nu.

Bikubenfonden ønsker fortsat at understøtte idéer, der skaber nye forretningsmodeller for kunstnere og dermed styrker deres økonomiske grundlag, og opfordrer kunstfeltets aktører til at gå i dialog om det potentiale eller andre gode udviklingsideer.

Det kan man fx gøre gennem dialog:koncept:udvikling, som Bikubenfonden lancerede i 2022 med henblik på at samarbejde med institutioner og organisationer for at skabe nye muligheder, teste ideer og skabe positiv forandring for kunstnere, kunstinstitutioner, mennesker og samfund.

Bikubenfonden bakker også fortsat op om billedkunstens og billedkunstneres udvikling gennem fx Art Hub Copenhagen.

Mere information
Jeppe Bo Rasmussen, tlf.: 24401897, jbr@bikubenfonden.dk
Chef for public affairs og kommunikation, kunstområdet, Bikubenfonden

Emner

Kategorier


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden
Lygten 39
2400 København MV
Danmark