Gå til indhold
Jakob Schjørring bliver chef for det sociale område i Bikubenfonden

Pressemeddelelse -

Jakob Schjørring bliver chef for det sociale område i Bikubenfonden

Tidligere programchef i Bikubenfonden Jakob Schjørring skal fremover lede fondens arbejde med at skabe systemforandringer for unge, der har været anbragt, er hjemløse eller står uden for job og uddannelse.

Jakob blev ansat som seniorrådgiver i Bikubenfonden i 2020 og har bl.a. haft ansvaret for at udvikle og drive fondens innovationsprogrammer samt været udviklingspartner på en række af fondens centrale samarbejder med kommuner og NGO’er.

Han har en baggrund som BA i sociologi og kandidat fra IT-Universitetets designlinje og har bl.a. arbejdet 10 år i den tværministerielle innovationsenhed MindLab, hvor han sluttede som kontaktchef. Desuden har han arbejdet med innovationsprocesser og konceptudvikling i Interventionsenheden i Rockwool Fonden, inden han kom til Bikubenfonden.

- Jakob har spillet en afgørende rolle i udviklingen af Bikubenfondens strategi på socialområdet. Han har stået bag udviklingen af den måde, vi i dag arbejder med systemforandring på, og han har drevet nogle stærke samarbejder mellem civilsamfund og kommuner, hvor unge er med helt inde i maskinrummet. Jeg ser i den grad frem til at fortsætte samarbejdet med Jakob i hans nye rolle som chef for socialområdet, siger udviklingsdirektør Sine Egede Eskesen.

- Mine knap 20 års erfaring med samfundsinnovation har lært mig, at selv de mest innovationsparate organisationer har svært ved at identificere og realisere reelt nye bud på, hvordan vi tackler samfundets komplekse udfordringer. Bikubenfondens fokus på at skabe de bedste betingelser for nyskabelse har derfor været et perfekt match for mig. Og når jeg ser de initiativer, som vores samarbejdspartnere rent faktisk lykkes med at udvikle, synes jeg, at vi som fond er kommet langt med at muliggøre nyskabelse. Jeg glæder mig til at skulle stå i spidsen for at Bikubenfonden fortsat kan bidrage til at gøre en forskel for unge på kanten, siger Jakob Schjørring.

Jakob overtager ansvaret for socialområdet fra udviklingsdirektør Sine Egede Eskesen, der fremover vil fokusere på udvikling af fondens filantropiske strategier, metoder og kompetencer på tværs af social- og kunstområdet.

Emner

Kategorier


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden

Lygten 39
2400 København MV
Danmark