Gå til indhold
Signe Simonsen foran elbilen BMW iX3 - Foto: Nicolai Vesthammer
Signe Simonsen foran elbilen BMW iX3 - Foto: Nicolai Vesthammer

Blogindlæg -

Verdens mest bæredygtige events kræver verdens mest bæredygtige bilmærke

I 2019 udviklede Signe Simonsen ”Race for Oceans”, i 2020 vandt hun Verdensmålsprisen for sit personlige engagement i særligt Verdensmål 14: Livet i havet, og i 2021 er hun officielt blevet ambassadør for BMW. Et partnerskab, der bygger på et fundament af fælles værdier og visioner.

Som tidligere elitesvømmer har Signe Simonsen en helt særlig kærlighed til havet. For hende renser havet krop og sind, hvad end man kigger mod horisonten, går langs kanten eller svømmer i det. Men den stigende plastikforurening i havet gør skade på både dyr og miljø, og det er en udfordring i hele verden, erfarede Signe allerede i 2012, da hun satte sig et personligt mål om at blive den første danske kvinde til at gennemføre syv maraton på syv kontinenter. En bedrift udover det sædvanlige, men denne bedrift skulle blot blive startskuddet på en rejse af langt større skala.

Signe har et usædvanligt drive, der både afspejles i elitesportskarrieren, i maratonløbene og i hendes uddannelsesvalg som reserveofficer og udsendt til Irak. Det var derfor heller ikke overraskende for dem, som kender Signe, at hun ville gøre sit for at sætte fokus på den stigende plastikforurening i havene efter ved selvsyn at have set konsekvenserne. I sommeren 2019 lød startskuddet på hendes bidrag - eventen Race for Oceans. En stafet, der skulle inkludere alle mennesker, uanset forudsætninger, da formålet vedrører os alle, og gennem sport, strandrensning og videndeling på unik vis skabe handling og engagement.

Allerede i september året efter blev hun anerkendt med Verdensmålsprisen for sit store personlige engagement, men som Signe ofte minder folk om, så ville hun ikke kunne gennemføre Race for Oceans uden opbakning fra stærke frivillige kræfter og partnere.

Et bæredygtigt partnerskab
Hvad der startede ud som en 10-dages event i 2019, er i dag en almennyttig forening. Signes ambition er, at Race for Oceans Foundation gennem events engagerer alle med en passion for havet til at handle. For at Race for Oceans overhovedet kan lade sig gøre, kræver det de rigtige partnere. Det var derfor heller ikke et tilfælde, at Signe tog kontakt til BMW. Efter grundig research fandt hun nemlig frem til, at BMW er verdens mest bæredygtige bilmærke. En vigtig indsigt, når nu ambitionen er at være så bæredygtig som mulig.

”Jeg rakte ud til BMW Danmark egentligt uden helt at tro på, at mit stadig meget nye initiativ ville fange deres interesse. De er jo et stort, internationalt brand. Men min tvivl blev straks gjort til skamme, for BMW var meget interesseret i at høre mere om, hvordan de kunne støtte op om initiativet”, forklarer Signe.

Hvad Signe ikke var klar over på det tidspunkt er, at BMW på nordisk plan har lagt en ambitiøs og usædvanlig ambassadørstrategi. En strategi, der går ud på, at virksomheden ønsker at arbejde sammen med og støtte op om mennesker, der på deres egen måde arbejder for miljømæssig og social bæredygtighed, ligesom virksomheden selv gør det. Og BMW investerer helst i langsigtede partnerskaber, så det spiller ingen rolle for BMW Danmark, at Signes initiativ stadig er nyt. Det vigtigste er, at de kan bidrage aktivt og kan spejle sig i hendes vision.

Signe har på kort tid fået opbygget et koncept, som tiltrækker forskellige mennesker og virksomheder. Når hun får henvendelser fra virksomheder, der ønsker at tage del i Race for Oceans' aktiviteter, eller hvis hun selv rækker ud til virksomheder, som det var tilfældet med BMW, er der flere vigtige parametre, hun vurderer samarbejdet ud fra. For det er ikke blot virksomhedens bæredygtige ambitioner og visioner, hun er interesseret i, det handler også om at kunne mærke virksomheden.

”Vi ønsker ikke at arbejde sammen med brands eller virksomheder, der enten ikke engagerer sig eller er ude efter at købe aflad. Jeg vidste jo godt, at det sidste ikke var tilfældet med BMW, idet de er verdens mest bæredygtige bilmærke, men jeg havde jo ikke forudsætninger for at vurdere, om de virkeligt ville engagere sig, før vi begyndte dialogen. Men jeg mærker virkelig BMW Danmark. De tager del i initiativet og er altid imødekommende, hjælpende og nærværende. Det er tydeligt at mærke, at de investerer i vores relation, og at der er synergier mellem vores visioner”, siger Signe.

Fra hav til bil
Når Signe er på farten med Race for Oceans fungerer bilen både som kontor, lager og til tider også seng. Derfor er en stor bil værdsat, ja faktisk nødvendig. Signe forklarer, ”når man skal køre flere timer i træk og kunne køre på stranden hele året rundt, er både komfort og firehjulstræk nødvendigt”. Ofte er store biler dog forbundet med stor udledning af CO2 og altså en belastning for miljøet. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet med BMW’s store modeller, hvor flere af de legendariske SUV-modeller nu også fås som ren elbil og som plug-in-hybrid, og hvor bilerne helt overordnet bliver produceret under hensyntagen til miljøet. Siden 2006 har BMW Group på sine internationale produktionsfaciliteter blandt andet reduceret energiforbruget per bil med 37% og affald med hele 80%. Og siden 2008 har cirka 95% af en BMW kunne genanvendes.

Men udviklingen stopper ikke der, for BMW er kontinuerligt på udkig efter nye og bæredygtige tiltag. I den kommende elbil - BMW iX - er størstedelen af sæderne, dør- og gulvpaneler samt midterkonsollen lavet af genanvendt plastik. Gulvbelægningen og måtterne bliver produceret af genanvendte fiskenet fra havet. Processen til fremstilling af genanvendt plast udleder omkring 80% mindre CO2 end konventionelle fremstillingsprocesser. Materialet er af mindst lige så høj kvalitet som almindeligt nylon, men er langt mere bæredygtigt både pga. produktionen og ikke mindst fordi, materialerne er genanvendt og kan genanvendes igen og igen.

Om Signe Simonsen og Race for Oceans Foundation
Signe Simonsen er initiativtager til den almennyttige forening Race for Oceans Foundation. Hun er oprindeligt uddannet reserveofficer i Forsvaret og var udstationeret i Irak i 2006, hvor hun tog del i en række genopbygningsprojekter og fik også mulighed for at rejse til kysterne i både Thailand og Ægypten. Her stiftede hun for første gang bekendtskab med den stigende problematik omkring havplast i forbindelse med dykning i havene.

Fra 2012-2016 gennemførte Signe, som den første danske kvinde, syv maraton på syv kontinenter og blev en del af den meget eksklusive klub, The 7 Continent Marathon Club, der i dag består af blot 95 kvinder og 281 mænd i verden (data fra maj 2020). Undervejs i dette projekt blev det kun tydeligere for Signe, at havplast var blevet en stadig større udfordring i havene omkring os. Derfor startede Signe i 2019 Race for Oceans. Et koncept, hun byggede op for ingen midler.

Hendes vision er, at Race for Oceans Stafetten skal blive en af de mest bæredygtige events, der skaber handling og engagement for havene, og bygger på stærke partnerskaber med virksomheder, som arbejder for Verdensmålene.

Aktiviteterne under Race for Oceans engagerer virksomheder, borgere, politikere og NGO’er i en fælles kamp for at stoppe tilgangen af plastik i havene, få fjernet den allerede eksisterende havplast, og tænke i genanvendelse af den opsamlede havplast, så den kan give ny værdi i nye produkter og ikke gå op i røg.

Signe og Race for Oceans Foundation omfavner derfor – udover Verdensmål 14 – også Verdensmål 17: Partnerskaber for Handling.

Læs mere om Race for Oceans her.

Om BMW
Grundlaget for BMW Groups succes har altid været ansvarsbevidsthed og langsigtede løsninger. Virksomheden har på et tidligt tidspunkt sat kursen og konsekvent gjort bæredygtighed og effektiv ressourcestyring centralt for sin strategiske retning. Dette gælder lige fra forsyningskæden til produktionen til brugsfasen for alle produkter. Miljømæssig og social bæredygtighed i hele værdikæden er en integreret del af koncernens strategi.

BMW Group er igen i 2020 kåret som verdens mest bæredygtige bilproducent af Dow Jones Sustainability Indices World and Europe.

Også på de danske værksteder er der taget et aktivt valg om at reducere miljøpåvirkningen. Samtlige BMW værksteder i Danmark er ISO 14001-certificerede. Dette betyder, at der bliver taget effektivt ansvar for alle miljømæssige forhold, herunder kontrol af affald samt renovering og genbrug af udslidte dele.

Læs mere om miljø og genanvendelse her.

#

Related links

Emner

Tags

Pressekontakt

Mette Bøgeskov Lolholm

Mette Bøgeskov Lolholm

Pressekontakt Corporate Communications Manager BMW og MINI +45 22 139 229

Relateret materiale

Relaterede nyheder

Ren køreglæde

BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.

BMW Group har et globalt salgsnetværk, der dækker 140 lande. I Danmark udføres salg og service af otte autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.

Grundlaget for BMW Groups succes har altid været ansvarsbevidsthed og langsigtede løsninger. Derfor er miljømæssig og social bæredygtighed i hele værdikæden en integreret del af koncernens strategi.

BMW Group er i 2020 kåret som verdens mest bæredygtige bilmærke af Dow Jones Sustainability Indices World and Europe.

BMW Danmark er i 2021 – for 10. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.