Pressemeddelelse —
BMW iX3 i finalen om Årets Bil i Europa 2027
BMW iX3 er blandt de syv finalister i konkurrencen om den prestigefyldte titel som Årets Bil i Europa 2027. For første gang i prisens mangeårige historie består finalefeltet udelukkende af fuldelektriske modeller.
BMW iX3 har sikret sig en plads i finalen om den europæiske titel Car of the Year 2027. Her skal den dyste mod Cupra Raval, Hyundai Ioniq 3, Kia EV2, Renault Twingo, Volkswagen ID.Polo og Volvo EX60.
Finalefeltet er udvalgt efter den indledende test, som fandt sted i Tversted i Nordjylland – den såkaldte Tannistest.
Den nye BMW iX3 er den første serieproducerede model baseret på Neue Klasse og markerer begyndelsen på en ny generation af BMW modeller med ny teknologi, nyt design og en ny digital brugeroplevelse.
Stærk international anerkendelse af BMW’s nye generation
”Vi er naturligvis meget stolte over, at BMW iX3 nu også er blandt finalisterne til Årets Bil i Europa 2027. At bilen først har sikret sig en plads i den danske finale og nu også er blandt de syv biler i det europæiske finalefelt, er en stor anerkendelse af BMW iX3 og vores nye generation af BMW modeller,” siger Mette Bøgeskov Lolholm, Corporate Communications Manager hos BMW Danmark.
Historisk elektrisk finalefelt
Årets europæiske finale skriver samtidig historie. For første gang i kåringens mangeårige historie er alle syv finalister fuldelektriske.
Finalisterne skal blandt andet vurderes på teknologi, præstationer, udstyr og assistentsystemer samt værdi for pengene.
Den 25. og 26. november samles juryen på Balocco-banen i Italien for at teste de syv finalister. Jurymedlemmerne kan herefter afgive deres endelige stemmer frem til den 31. december.
Vinderen kåres i Bruxelles
Vinderen af Årets Bil i Europa 2027 offentliggøres den 8. januar 2027 i forbindelse med Brussels Motor Show.
#
Emner
Kategorier
Regions
Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.
BMW Danmark A/S
BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.
Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.