Gå til indhold
BMW M2 CS
BMW M2 CS

Pressemeddelelse -

BMW M2 CS: Kompakt og ufiltreret køreglæde

BMW M-afdelingen viste de første glimt af designet på den nye BMW M2 CS ved det netop afholdte Concorso d'Eleganza Villa d'Este, og nu kan vi så løfte sløret for de faktiske specifikationer. Bilen vil blive produceret i et begrænset antal.

Den nye BMW M2 CS er klar ved startlinjen til at skrive næste kapitel i en succeshistorie, der begyndte med den ikoniske BMW 2002 turbo og fortsatte med BMW 1-serie M Coupé og den første BMW M2 – inklusive den første CS-variant, der blev afsløret i 2019. CS står for Competition Sport.

Imponerende ydelse
BMW M2 CS er udstyret med en opgraderet 3,0-liters sekscylindret rækkemotor, der leverer imponerende 530 hk, hvilket er 50 hk mere end standardudgaven af BMW M2. Denne kraftfulde motor matcher ydelsen fra både BMW M3 Competition Sedan M xDrive og BMW M4 Competition Coupé M xDrive, hvilket gør BMW M2 CS til en af de mest kraftfulde modeller i sin klasse. Den accelererer fra 0 til 100 km/t på blot 3,8 sekunder og fra 0 til 200 km/t på 11,7 sekunder, hvilket understreger dens sportslige karakter og evne til at levere en intens køreoplevelse. Den avancerede M TwinPower Turbo-teknologi sikrer, at motoren reagerer hurtigt og effektivt, hvilket giver føreren en følelse af kontrol og præcision.

Undervognen er sænket med 8 mm og er specielt tilpasset for at optimere køredynamikken. Bilen leveres med M Compound-bremser som standard, hvilket sikrer kraftfuld nedbremsning under alle forhold. BMW M2 CS er også udstyret med et M-specifikt kølesystem, der sikrer motorens optimale temperatur, selv under hårde kørselsforhold.

Intelligent letvægtsdesign
En af de mest markante forbedringer i BMW M2 CS er vægtreduktionen på cirka 30 kg sammenlignet med standardudgaven. Dette er blandt andet opnået gennem brugen af letvægtsmaterialer som kulfiberforstærket plast (CFRP) og M-letmetalfælge, hvilket gør BMW M2 CS til den letteste model i den nuværende M2-generation. Den reducerede vægt bidrager til en mere involverende køreoplevelse og forbedret acceleration, hvilket gør det muligt at udnytte bilens fulde potentiale - både på vejen og på banen.

Design og interiør
Udadtil prydes BMW M2 CS af en række kulfiberkomponenter og eksklusive detaljer, herunder en letvægts bagklap med integreret ”ducktail” og et M kulfibertag. Den sportslige og dynamiske æstetik understreges af en frontspoiler i mat sort og en sort BMW M nyregrill med optimerede luftindtag, der ikke kun ser godt ud, men også forbedrer bilens aerodynamik.

Interiøret oser ligeledes af sport med opvarmede M Carbon formstøbte sæder med Merino-læder, M sikkerhedsseler, paneler og midterkonsol i M kulfiber og et M Alcantara rat, der tilføjer et racing-inspireret præg.

BMW M2 CS fås i fire metallakeringer: Sapphire Black, BMW Individual Velvet Blue, M Brooklyn Grey og M Portimao Blue.

Avanceret teknologi og sikkerhed
BMW M2 CS er også udstyret med en række avancerede teknologier, der forbedrer både køreoplevelsen og sikkerheden. Den digitale instrumentering inkluderer M-specifikke displays, der giver føreren vigtig information om bilens ydeevne og tilstand.

For ekstra adrenalinfyldt kørsel giver M Drive Professional en palette af indstillingsmuligheder. Med M-indstillingen TRACK og M Traction Control med ti niveauer er der alle muligheder for at tilpasse kørslen til den aktuelle situation.

Eksklusiv og i et begrænset antal
BMW M2 CS er ikke bare en bil; det er en manifestation af BMW's passion for motorsport og innovation og et valg for de kunder, der søger det bedste inden for performance og design.

Modellen vil blive fremstillet i et begrænset antal fra og med august måned. Den danske startpris er 2.304.900 kr.

*

BMW M2 CS. 530 hk. Forbrug 10,0 km/l. CO2-udledning 226 g/km. Energiklasse E.

Emner

Kategorier


Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.

BMW Danmark A/S

BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.

Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.

BMW Danmark er i 2024 – for 13. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.

Kontakt