Gå til indhold
Den nye MINI Countryman

Pressemeddelelse -

Den nye MINI Countryman

Den nye MINI Countryman, som lanceres til februar, er den største og mest alsidige model i mærkets 57 års historie. Modellen byder på helt nye muligheder med meget mere plads, nye funktioner og en mere sportslig karakter.
I juni følger en plug-in-hybrid udgave med en samlet ydelse på 224 hestekræfter, et forbrug på 47,6 km/l og CO2-udledning på kun 49 g/km.


Motorudvalg ved lanceringen i februar

   ccm3   hk   Nm   km/l   CO2   Pris i kr.
MINI Cooper Countryman             1.499      136      220      18,2      126     366.000   
MINI Cooper S Countryman    1.998    192    280    16,1    141   459.900 
MINI Cooper D Countryman    1.995    150    330    23,3    113   379.000 
MINI Cooper SD Countryman    1.995    190    400    21,7    121   509.900 


Til sommer bliver MINI helt elektrisk

I juni måned udvides modelprogrammet med MINI Cooper S E Countryman ALL4. For første gang nogensinde tilbydes der en plug-in-hybrid i MINI programmet. Modellen kan køre op til 40 km alene på strøm med en topfart på 125 km/t. Elmotoren med 88 hk sender sine kræfter til baghjulene, mens den trecylindrede MINI TwinPower Turbo-benzinmotor med 136 hk driver forhjulene. Denne kombination sikrer en firehjulstrukket balance mellem køreglæde og effektivitet med en samlet ydelse på 224 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 385 Nm. Bilen kører op til 47,6 km/l og udleder kun 49 g CO2 per kilometer.

Meget mere plads og et atletisk udseende

Den nye MINI Countryman er 20 centimeter længere end forgængeren og cirka 3 centimeter bredere. Akselafstanden er forlænget med 7,5 centimeter. De ekstra dimensioner giver mulighed for fem sæder og mere aflægningsplads samt en bagagerumsvolumen på 450 liter, som kan øges til 1.390 liter med bagsæderne lagt ned. Dette giver helt op til 220 liter mere plads i forhold til forgængeren. Bagsæderne kan individuelt rykkes op til 13 centimeter frem og tilbage, og ryglænet kan vippes for endnu mere plads i bagagerummet.

Den nye MINI Countryman har en helt særlig karakter takket være sine kraftfulde proportioner. Dette understreges af de høje tagrælinger, korte udhæng, store hjulkasser samt den atletiske formgivning på bilen med overflader, der skaber både lys og skygge. Frihøjden er øget og det samme gælder siddepositionen i bilen.

Alle modeller fås med firehjulstrækket MINI ALL4 (standard på MINI Cooper S E Countryman) samt automatgear (standard på MINI Cooper SD Countryman og MINI Cooper S E Countryman ALL4).

I Danmark kommer den nye MINI Countryman som standard med "Salt"-pakken, som indbefatter klimaautomatik, lyspakke, opbevaringspakke, tågelygter og velourmåtter. Derudover er regnsensor, bluetooth og tagrælinger standard. 

Som noget helt nyt er det centralt placerede infodisplay udstyret med touchscreen.

MINI Connected - den personlige assistent

Fra oktober måned fås MINI Connected, som forbinder chauffør og bil med omverdenen via et simkort i bilen. Systemet integrerer MINI Countryman i brugerens digitale liv via flere kontaktpunkter, som for eksempel Apple iPhone og Apple Watch.

"Den personlige assistent" sikrer blandt andet stressfrie ankomsttider til bestemmelsesstedet ved at informere brugeren om det optimale afgangstidspunkt i forhold til kalenderaftalen og den aktuelle trafiksituation.

MINI med stærke rødder

Selv om MINI Countryman nu kommer i en ny fortolkning, er det stadig med en fast forankring i de britiske og traditionsrige rødder. En særlig variant af den klassiske Mini bar det samme navn tilbage i 1960'erne, nemlig Austin Seven Countryman. Ligesom den identisk konstruerede Morris Mini Traveller, havde Austin Seven Countryman en meget alsidig karakter, og versionen med træpaneler - populært kaldet "Woody" - opnåede kultstatus. En status, der stadig hænger ved den dag i dag. 

Da den nuværende MINI Countryman blev lanceret i 2010, var det den første MINI med fire døre, en længde på over fire meter, en stor bagklap, fem sæder og valgfrit firehjulstræk. Der er solgt mere end 540.000 biler på verdensplan.

MINI på de sociale medier

Samtidig med lanceringen af MINI Countryman er der premiere på en ny Instagram platform. Her kan MINI entusiaster blive opdateret dagligt med spændende nyheder: www.instagram.com/mini.news

MINI er aktiv på flere sociale medier, herunder:

Facebook: www.facebook.com/mini
YouTube: www.youtube.com/mini
Twitter: www.twitter.com/mini
Instagram: www.instagram.com/mini og www.instagram.com/mini.news

Emner

Kategorier


BMW Group

Med de tre mærker BMW, MINI og Rolls-Royce, er BMW Group verdens førende premium producent af biler og motorcykler, som også tilbyder finansielle ydelser og mobilitetsservice. BMW Group har 31 produktionsanlæg i 14 lande samt forhandlernetværk i 140 lande.

I regnskabsåret 2015 solgte BMW Group cirka 2.247.000 biler og 137.000 motorcykler på verdensplan. Omsætningen i 2015 var 92,18 mia. euro og overskuddet før skat var 9,22 mia. euro. Koncernen havde per 31. december 2015 en global arbejdsstyrke på 122.244 medarbejdere.

Grundlaget for BMW Groups succes har altid været ansvarsbevidsthed og langsigtede løsninger. Derfor er miljømæssig og social bæredygtighed i hele værdikæden, omfattende produktansvar og et klart fokus på ressourcebevarelse, en integreret del af koncernens strategi.

Kontakt

Mette Bøgeskov Lolholm

Mette Bøgeskov Lolholm

Pressekontakt Corporate Communications Manager BMW og MINI +45 22 139 229

Relateret materiale

Ren køreglæde

Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.

BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.

Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.

BMW Danmark er i 2023 – for 12. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.