Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Kevin Magnussen og BMW klar til 12 benhårde timer på Sebring

Den danske BMW fabrikskører Kevin Magnussen vil kæmpe med om trofæerne, når en af kalenderens største udfordringer, 12-timersløbet på Sebring International Raceway, løber af stablen den kommende weekend.

Det er lige så frygtet, som det er elsket: 12-timersløbet på Sebring International Raceway anses for at være et af verdens hårdeste og samtidig mest prestigefyldte sportsvognsløb. Den amerikanske klassiker afvikles nemlig på resterne af en amerikansk luftbase fra Anden Verdenskrig, og banens kombination af asfalt, cement og beton sætter både kørere og biler på den helt store prøve.

Den kommende weekend afholdes årets udgave af 12-timersløbet – anden afdeling af det amerikanske IMSA WeatherTech SportsCar Championship – og på startlisten er blandt andre BMW M Team WRT, som har sat Kevin Magnussen bag rattet i den ene af fabriksholdets to GTP-biler.

Danskeren skal dele sin BMW M Hybrid V8 #25 med teamkammeraterne Philipp Eng (Østrig) og Marco Wittmann (Tyskland), mens søsterbilen, BMW M Hybrid V8 #24, køres af Sheldon van der Linde (Sydafrika), Dries Vanthoor (Belgien) og Robin Frijns (Holland).

”Der er ingen tvivl om, at Sebring er et af årets højdepunkter. Det er et ikonisk sted med en fantastisk atmosfære og masser af dedikerede fans, og banen er som altid en kæmpe udfordring. Man har kun gjort det mest nødvendige for at vedligeholde belægningen gennem årene, og det gør netop Sebring til et sted, der både udfordrer kørere og biler. Banen viser simpelthen ingen nåde, og der er stort set ingen afkørselsarealer, så laver du den mindste fejl, er der høj sandsynlighed for, at du ender løbet i en mur”, forklarer Kevin Magnussen.

BMW M Team WRT kommer til Sebring fra en stærk sæsonåbner på Daytona International Speedway i januar, hvor fabriksholdet sikrede sig en podieplads. Det giver optimisme hos Magnussen, som samtidig håber at få revanche efter sidste års udgave af Sebring-løbet, hvor danskeren var med i toppen af GTP-feltet, inden han blev påkørt i pitlane og måtte køre i garagen.

”Vores søsterbil tog tredjepladsen i sæsonpremieren på Daytona, og sidste år kørte vi med om topplaceringerne på Sebring, inden vi blev sendt ud af kampen. Hvis vi kan bære den gode fart videre og køre et solidt ræs uden fejltagelser og uheld, har vi gode chancer for at kæmpe med om topresultaterne”, tilføjer Magnussen.

BMW kørerne skal i kamp mod ni andre biler i GTP-klassen, hvor de møder konkurrence fra Porsche, Aston Martin, Cadillac og Acura. Det samlede felt, som tæller 55 biler, inkluderer også klasserne LMP2, GTD PRO og GTD.

12-timersløbet på Sebring blev afholdt for første gang i 1952, og to gange er BMW løbet med den samlede sejr. Det skete første gang i 1972 med en BMW 3.0 CSL, mens en BMW V12 LMR med blandt andre danske Tom Kristensen bag rattet tog sejren i 1999.

Årets udgave af 12-timersløbet på Sebring International Raceway flages grønt lørdag den 21. marts klokken 10:10 lokal tid – det er klokken 15:10 i Danmark – og kan følges på Viaplay.

#

Emner

Kategorier


Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.

BMW Danmark A/S

BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.

Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.

Kontakt

Relateret materiale