Pressemeddelelse -
Nordeuropas største udstilling af BMW Art Cars åbner i Danmark
Elleve ikoniske BMW Art Cars og tilhørende maquetter præsenteres på Classic Car House som et led i BMW Art Car World Tour.
Fra 27. marts til 21. juni 2026 danner Classic Car House (CCH) i Lyngby, nord for København, rammen om en enestående udstilling af den legendariske BMW Art Car Collection — med ti BMW Art Cars og en ellevte, der tilslutter sig udstillingen medio maj.
Aldrig før er så mange BMW Art Cars blevet vist samlet på dansk jord. Tidligere har enkelte modeller været udstillet ved udvalgte BMW forhandlerarrangementer i landet, men denne udstilling markerer første gang, at dele af samlingen præsenteres i en samlet, kurateret form i Danmark. Publikum får dermed en sjælden mulighed for at opleve disse kulturelle ikoner side om side.
For første gang nogensinde omfatter udstillingen også de originale maquetter - én meter lange miniaturemodeller, som kunstnerne skabte som eksperimentelle testmodeller, inden arbejdet begyndte på de fuldskala Art Cars. Disse sjældent viste objekter giver et unikt indblik i de kunstneriske arbejdsprocesser og viser, hvordan de ikoniske bilers visuelle udtryk blev formet fra idé til “rolling sculpture”.
I alt præsenterer udstillingen på Classic Car House 11 BMW Art Cars og 11 tilhørende maquetter og viser fem årtiers kunstnerisk udfoldelse i krydsfeltet mellem kunst, design, teknologi og motorsport.
“Bilen er en vigtig del af vores kulturarv - det samme er kunsten, og vi er stolte over at kunne præsentere en så unik særudstilling. BMW Art Cars viser på en fascinerende måde, hvordan kunst og teknologi kan forenes, når ikoniske BMW modeller bliver lærred for nogle af verdens mest markante kunstnere”, siger Niels Folmann, CEO i Classic Car House.
“Det er i sandhed et perfekt match, at Classic Car House er vært for BMW Art Car World Tour! Aldrig før er så mange BMW Art Cars blevet vist samlet noget sted i Nordeuropa. Og det er takket være Classic Car House's imponerende arbejde, at biler forstås for det, de i deres kerne virkelig er: En fejring af menneskelige bedrifter - af design, banebrydende teknologi og ingeniørkunst. Med BMW Art Cars, der udfolder deres historie over et halvt århundrede, kommer også kulturen i spil. Sammen fejrer vi nogle af de mest ikoniske biler, der eksisterer, og inviterer besøgende til at fordybe sig i den skønhed, som anerkendte kunstnere fra hele verden har tilført individuel mobilitet”, udtaler Thomas Girst, Global Head of Cultural Engagement BMW Group.
Siden starten i 1975 har BMW Art Car‑initiativet inviteret førende kunstnere til at genfortolke bilen som kunstnerisk medie. Fra maleri og skulptur til fotografi og konceptkunst afspejler hver Art Car sin tidsånd og udfordrer samtidig både kreative og tekniske grænser.
BMW Art Cars @ Classic Car House
Udstilling: 27. marts – 21. juni 2026
Sted: Classic Car House, Kongevejen 79–85, 2800 Kgs. Lyngby
Udstillingen omfatter: 11 originale BMW Art Cars, 11 originale maquetter
Udstillede biler:
- 1976 I Frank Stella – BMW 3.0 CSL
- 1977 I Roy Lichtenstein – BMW 320i
- 1979 I Andy Warhol – BMW M1 (ankommer medio maj)
- 1989 I Michael Jagamara Nelson - BMW M3
- 1990 I César Manrique – BMW 730i
- 1991 I A.R. Penck – BMW Z1
- 1991 I Esther Mahlangu – BMW 525i
- 1992 I Sandro Chia – BMW M3 GTR
- 1995 I David Hockney – BMW 850 CSi
- 1999 I Jenny Holzer – BMW V12 LMR
- 2010 I Jeff Koons – BMW M3 GT2
Om Classic Car House
Classic Car House åbnede i august 2023 og er i dag Nordeuropas største destination for entusiaster af klassiske biler. Med seks kerneområder - bilmuseum, bilhandel, bilhotel, værksted, restaurant samt møde‑ og selskabslokaler - råder Classic Car House over 25.000 m² på det tidligere Landbrugsmuseum samt Virumgaards matrikler.
Classic Car House tiltrækker årligt mere end 50.000 besøgende fra både ind- og udland.
BMW Art Car World Tour
BMW Art Car Collection, skabt på initiativ af den franske racerkører og kunsthandler Hervé Poulain og BMW’s motorsportschef Jochen Neerpasch, er blevet et ikonisk element i BMW’s kulturelle engagement. I anledning af 50‑året for BMW Art Cars præsenterer BMW Art Car World Tour et ambitiøst globalt udstillingsprogram på tværs af fem kontinenter. Turnéen fremhæver BMW’s lange tradition for at forbinde kunst, teknologi, motorsport og design i et unikt, rullende museum af “rolling sculptures”.
BMW Group Cultural Engagement
Kultur er viden, fordybelse og kunst. Som global virksomhed tager BMW Group sit kulturelle ansvar alvorligt og har i mere end et halvt århundrede engageret sig i hundredvis af kulturelle initiativer verden over — inden for samtidskunst, musik, film og design. Kreativ frihed er et centralt princip og en forudsætning for både kunstneriske gennembrud og teknologisk innovation.
Pressekontakt
Ilya Baryshev
BMW Group Corporate and Governmental Affairs
BMW Art Car World Tour
E‑mail: Ilya.Baryshev@bmwgroup.com
Thomas Ørum
PR & Marketingchef
Classic Car House
E-mail: tho@classiccarhouse.dk
Mette Bøgeskov Lolholm
Corporate Communications Manager
BMW Danmark
E-mail: Mette.Lolholm@bmw.dk
Related links
Kategorier
Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.
BMW Danmark A/S
BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.
Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.