Pressemeddelelse -

Udsolgt på 72 timer: Danskerne er mere Bold end Løverne

Det har givet de to unge iværksættere blod på tanden at være med i Løvens Hule. Siden programmet blev deres kaffe-energidrik revet væk, og ivrige investorer har stået i kø for at være med

Det var med sommerfugle og ikke mindst rigeligt med Bold Drinks i maven, at Lasse Søkilde og Adrian Valentin gik ind i Løvens Hule for at pitche det produkt, de havde arbejdet på siden 2015 - en iskaffe med samme energi som en energidrik. Løverne tog gladeligt en slurk, roste præsentationen samt produktet og omtalte det som “Buch på dåse”. Derfor var stemningen mildest talt trist, da de to unge iværksættere måtte gå slukøret derfra uden en investering til deres Bold Drinks.

“Det er klart, at vi var alt andet end begejstrede, da vi måtte gå fra programmet uden at få det, vi kom efter. Lad mig bare sige det sådan: Vi fik nogle gin og tonics den aften, da vi var nødt til at sunde os og snakke om, hvad der var gået galt,” fortæller 21-årige Lasse Søkilde.

Siden programmet blev vist har det til gengæld taget fart for Bold, der måtte melde udsolgt efter blot 72 timer og har fået tilbud fra 27 interesserede investorer: “Det er fuldstændig vanvittigt. Vi har lavet det her produkt, fordi jeg havde en passion for kaffe som barista, og vi mente, at vi kunne gøre det meget bedre end det, der var på markedet allerede. Og selvom Buch og de andre mente, at der ikke var plads til os med mærker som Starbucks og Redbull, så er danskerne tydeligvis uenige, for vi har måttet køre land og rige rundt efter dåserne og trække på vores venner for at kunne følge med efterspørgslen,” fortæller 21-årige Adrian Valentin. “Ja, danskerne er åbenbart lidt mere bold (modige og dristige, red.) end løverne,” supplerer Lasse Søkilde med et glimt i øjet og tilføjer: “Hele vores formål med overhovedet at lave denne drik er, at vi vil hjælpe danskerne med at nå deres drømme og få succes. Det kræver energi, og den kan vi give dem. Men at vi skulle få så stor succes med vores produkt efter programmet, ja det havde vi næsten ikke selv turdet drømme om.”

En togtur blev vendepunktet
De to iværksættere kender hinanden fra Handelsskolen i Roskilde, hvor de i 2015 havnede i samme klasse og fulgtes ad hjem i toget på den første dag.

“Vi har nærmest været sammen lige siden. For allerede den dag besluttede vi os for, at vi skulle lave noget sammen,” fortæller Lasse Søkilde og understreger, at de ikke ville være nået dertil, hvor de er i dag, uden hinanden: “Altså, hvad ville Nik være uden Jay?” griner han. Adrian Valentin tilføjer: “Lasse er tydeligvis en ørn til at pitche, og jeg har jo interesse for kaffe. Vi startede faktisk hjemme i mit køkken med at finde frem til den rigtige blanding, som vi har kunnet præsentere jer for. Og vi kan afsløre allerede nu, at vi har været i køkkenet igen og snart kan tilbyde to helt nye varianter.”

Bestillingerne strømmer fortsat ind og nye forsyninger bliver leveret i uge 12.

Om Bold
Bold Drinks er et alternativ til iskaffen men med samme energiniveau som en energidrik og er både en hjælp og et statement til den ambitiøse iværksætter eller konsulent, der har brug for at være frisk til en præsentation, en deadline, at præstere på arbejdet og vise, at man tager det seriøst.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • energidrik
  • løvens hule
  • bold
  • iværksætter
  • kaffe
  • iskaffe
  • iværksætteri

Kontakt