Pressemeddelelse —
Bring indgår ny netværksaftale med Danmarks største dagligvarekoncern Salling Group
Pakkeleverandøren Bring har indgået samarbejde med Salling Group, Danmarks største dagligvarekoncern og hjemsted for danskernes foretrukne dagligvarebutikker, herunder Føtex, Bilka og Netto. Samarbejdet betyder, at Bring nu udvider sit netværk med pakkebokse og shops ved Salling Groups butikker over hele landet.
- Samarbejdet med Salling Groups populære dagligvarekæder giver os attraktive placeringer over hele Danmark og gør det nemt for forbrugerne at hente og sende pakker, når de alligevel handler ind. Med gode parkeringsforhold og let adgang bliver det enkelt at tage pakkerne med som en naturlig del af hverdagen, siger Jonas Carlsson, chef for Brings udleveringsnetværk
Salling Group har mere end 700 butikker i Danmark og har hver uge millioner af kundebesøg på tværs af Føtex, Bilka og Netto.
De første føtex forretninger får pakkebokse allerede inden sommeren. Samtidig etablerer Bring nye pakkeshops i butikker på tværs af Salling Groups kæder. Efter sommer fortsætter udrulningen, så endnu flere butikker kan tilbyde både ind- og udlevering via Brings pakkebokse og pakkeshops.
- Vi ønsker at støtte vores kunder i, at hverdagen kan klares så nemt som muligt – og det gælder også, når de skal hente eller sende pakker. Ved at tilbyde håndtering af pakker for Bring kan vi kombinere indkøbsturen med pakkeposten og dermed spare kunderne både tid og ekstra ture. Det gør hverdagen lidt mere enkel og fleksibel, og det er præcis den type løsninger, vi gerne vil tilbyde i Salling Group, siger Simon Kudsk, Operations Director i Føtex.
Samarbejdet er en del af Brings satsning på at styrke ind- og udleveringsnetværket i Danmark og imødekomme den stigende efterspørgsel efter fleksible leveringsløsninger. Bring har allerede omkring 1.100 pakkeshops og mere end 180 pakkebokse i Danmark.
Emner
Kategorier
Regions
Bring Danmark løser hverdagslogistikken for både privatpersoner og virksomheder i hele Norden. Vi håndterer pakker, bud, lager og gods – og fra 1. juni 2026 leveres alle Brings pakker med varebiler op til 4,25 ton 100 % elektrisk i hele Danmark.