Nyhed -
Surrealismens kraft – ikoniske værker under hammeren hos Bruun Rasmussen
Når Surrealismen går under hammeren hos Bruun Rasmussen den 18. og 24. juni, er det ikke bare en rejse tilbage i kunsthistorien, det er en aktuel kommentar til en verden i forandring.
Krig, klimakrise og kulturel uro har genoplivet interessen for en af kunsthistoriens mest rebelske bevægelser. Surrealismen, der blev født af krigens traumer i 1920’erne, har igen fået fodfæste som en modfortælling til samtidens kaos. Når Bruun Rasmussen slår dørene op for årets store sommerauktion den 18. juni og en efterfølgende onlineauktion den 24. juni, er det med et stærkt felt af danske surrealistiske værker fra 1930’erne og 40’erne. Værkerne spænder fra pionerer som Wilhelm Freddie og Rita Kernn-Larsen til senere kunstnere, der har videreført arven fra en af det 20. århundredes mest banebrydende bevægelser.
Der er en tydelig samt stigende interesse for kunst, der går under overfladen, som ses ved at samlere og museer efterspørger værker, der rummer en idé. Surrealismen leverer netop det, og den gør det med kant. Der er her tale om mere end farver og former, men om kunst med vilje. Samtidig giver Surrealismens univers os mulighed for at se på både fortid og samtid med nye øjne.
Fra det ubevidste til auktionspodiet
Surrealismen blev formelt grundlagt med det franske manifest i 1924 af forfatteren André Breton. Kunstnere skulle ikke blot gengive virkeligheden, men i stedet frigøre det ubevidste gennem drømme, fantasier og psykiske tilstande. Resultatet blev billeder befolket af fragmenterede kroppe, udefinerbare landskaber, erotiske og groteske figurer og symboltunge objekter. Med sit oprør mod logik og rationalitet blev Surrealismen en reaktion på krigens rædsler og et forsøg på at sætte mennesket fri.
Denne revolutionerende tilgang fandt også vej til Danmark. Allerede i 1929-30 skabte Wilhelm Freddie sit banebrydende værk Frihed, Lighed og Broderskab, og i 1934 stiftedes kunstnergruppen Linien, som blev en vigtig platform for danske surrealister. Navne som Vilhelm Bjerke-Petersen, Sonja Ferlov Mancoba, Richard Mortensen, Ejler Bille og Henry Heerup satte et markant aftryk i både dansk og international kunsthistorie.
Sommerens auktioner hos Bruun Rasmussen byder på værker fra både de kendte frontløbere og kunstnere, der siden har videreført Surrealismens visuelle og psykologiske undersøgelser. Samtidig dykker auktionen ned i fortællingen om, hvordan Surrealismen trods massiv kritik samlede tusindvis af besøgende ved sin første danske udstilling. Den eksperimenterende og grænsesøgende tilgang lever videre i dag, hvor nutidens kunstnere igen stiller spørgsmål til virkelighed, kontrol og verdens orden.
Surrealisme som spejl af samtiden
I en nutid præget af klimakrise, krig og globale magtforskydninger er Surrealismens budskaber om indre frihed og samfundskritik mere aktuelle end nogensinde. Det er netop denne dualitet mellem det æstetiske og det eksistentielle, der gør Surrealismen til en kraftfuld kategori på kunstmarkedet i dag. Der er en længsel efter det drømmende, det symbolske og det uforudsigelige, der er elementer, som giver os nye måder at forstå både historien og vores samtid.
Liveauktion: 18. juni | Onlineauktion: 24. juni
Auktionerne rummer værker, der både afspejler Surrealismens historiske opbrud i sin samtid og dens fortsatte relevans. For samlere og kunstinteresserede er dette en sjælden mulighed for at dykke ned i en bevægelse, der har sat varige spor i både dansk og international kunst.
Se de mange ikoniske værker på eftersyn hos Bruun Rasmussen i Lyngby. Alle er velkomne!