Pressemeddelelse -
Aarhuspigen på auktion
Den ikoniske bronzeskulptur ”Aarhuspigen” skal snart til at finde sit nye hjem, når skulpturen den 17. september kommer på auktion hos Bruun Rasmussen med en vurdering på 1-1,2 mio. kr.
Aarhuspigen – også kendt som "Staaende Kvindefigur" eller "Vaagnende Kvinde" – er udført i 1921 af den anerkendte danske billedhugger Kai Nielsen og regnes for et af kunstnerens væsentligste værker og et skulpturelt hovedværk i den tidlige danske modernisme.
”Vi er meget begejstrede for at kunne præsentere denne ikoniske bronzeskulptur på vores Liveauktion til september. Det er et umiddelbart og sanseligt møde, man har med Kai Nielsens skulpturer – og mødet med Aarhuspigen er ingen undtagelse,” fortæller Niels Boe-Hauggaard, der er afdelingsleder og specialist i moderne kunst hos Bruun Rasmussen.
Aarhuspigen er udført i flere eksemplarer og materialer. Den første version blev oprindeligt udført på bestilling til udsmykning af indgangen ved Aarhus Stadion. Her stod skulpturen side om side med værker af Johannes Bjerg, Jea René Gauguin, Einar Utzon-Frank og Svend Rathsack. Efter at stadionet i 1943 brød i brand, blev skulpturen genrejst i Rådhusparken ved Aarhus Rådhus, hvor den stadig findes.
Andre versioner af motivet kan opleves i samlingerne på KUNSTEN Museum for Moderne Kunst i Aalborg, Ny Carlsberg Glyptotek og Statens Museum for Kunst og en række andre placeringer i det offentlige rum.
”Versionen af Aarhuspigen, som vi præsenterer på auktionen den 17. september, har tilhørt den samme familie siden cirka 1930, har altid været placeret indendørs og fremstår derfor med oprindelig gylden patina,” uddyber Niels Boe-Hauggaard.
Kai Nielsen – fornyer i dansk skulptur
Den danske billedhugger Kai Nielsen (1882-1924) har et imponerede oeuvre bag sig. Han er bl.a. kendt for at stå bag skulpturer som ”Vandmoderen” på Ny Carlsberg Glyptotek, ”Ymerbrønden” på Torvet i Faaborg samt udformningen af Blågards Plads i København i samarbejde med arkitekten Ivar Bentsen. Kunstneren er netop nu aktuel med stort anlagte udstillinger på Ny Carlsberg Glyptotek i København og på Faaborg Museum.
I sine unge år tilbragte kunstneren meget tid på at studere og blive inspireret af særligt Auguste Rodins værker på Ny Carlsberg Glyptotek. I dag står flere af hans værker i Glyptotekets samling – inklusive ”Aarhuspigen” i en sortpatineret bronzeversion.
Til trods for sin alt for korte levetid formåede Kai Nielsen i løbet af sine 42 år at forny den danske skulptur og var i sin samtid en toneangivende billedhugger.
Kom til talk om Aarhuspigen
Torsdag den 12. september kl. 16 holder Bruun Rasmussen foredrag om Kai Nielsens ”Aarhuspigen” og de aktuelle udstillinger på Faaborg Museum og Glyptoteket v/ museumsinspektører Sofie Olesdatter Bastiansen og Anna Manly. Det sker på Nørgaardsvej 3 i Lyngby – begivenheden er gratis, og alle er velkomne.
Aarhuspigen er vurderet til 1-1,2 mio. kr. og kommer på Bruun Rasmussens Liveauktion den 17. september i Lyngby.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.