Gå til indhold
Auktionsrekord: Patek Philippe solgt for 650.000 kr.

Pressemeddelelse -

Auktionsrekord: Patek Philippe solgt for 650.000 kr.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner har slået endnu en rekord – denne gang på den internationale auktion over herrearmbåndsure, hvor der blev slået dansk auktionsrekord i mere end en forstand.

I de syv år, hvor jeg har været ansat som urekspert hos Bruun Rasmussen, har jeg aldrig nogensinde før oplevet, at alle de udbudte herrearmbåndsure er blevet solgt på en enkelt auktion. Det gjorde de denne gang! Og så var vi ovenikøbet så heldige at slå en uovertruffen auktionsrekord, da vi solgte et udsøgt Patek Philippe herrearmbåndsur for 650.000 kr. (845.000 kr. inkl. salær). Jeg forstår godt, hvorfor solen er fremme i dag! udtaler Kristian Haagen, ekspert i herrearmbåndsure hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Med auktionens flotte hammerslag er den hidtidige rekord fra 2013 på et Vacheron Constantin til 590.000 kr. slået. Der var i alt udbudt 28 herrearmbåndsure på auktionen, som alle fik nye ejermænd. Der var generelt en stor bydelyst med mange flotte hammerslag. Det er i særdeleshed det klassiske design, der vinder indpas lige nu, eksempelvis Patek Philippe Golden Ellipse, som opnår højere og højere hammerslag, hver gang vi har dem på auktion. Vi oplever naturligvis også stigende auktionsresultater på de ældre Rolex-ure.

TOP 3

1) Patek Philippe: Herrearmbåndsur af 18 kt. rødguld. Ref. 5970R. Mekanisk værk med manuelt optræk, evighedkalender, månefase og kronograf. Ca. 2005. Hammerslag: 650.000 kr.

2) Rolex: Rolex herrearmbåndsur af stål. Model Cosmograph Daytona, ref. 6240 "non-Oyster". Mekanisk værk med manuelt optræk. Ca. 1965. Hammerslag: 220.000 kr.

3) Rolex: Herrearmbåndsur af stål. Model Oyster Chronograph, ref. 4048. Mekanisk kronografværk med manuelt optræk. Ca. 1945. Hammerslag: 125.000 kr.

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Når det gælder specialviden, markedsindsigt samt vurdering af kunst, antikviteter, design og samlerobjekter tilbyder Bruun Rasmussen ekspertise fra kompetente og erfarne medarbejdere.

  • Auktionsrekord: Patek Philippe solgt for 650.000 kr.
    Auktionsrekord: Patek Philippe solgt for 650.000 kr.
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .pdf