Gå til indhold
I denne astronomiske sjældenhed er 18 af Tycho Brahes banebrydende instrumenter gengivet som træsnit.
I denne astronomiske sjældenhed er 18 af Tycho Brahes banebrydende instrumenter gengivet som træsnit.

Pressemeddelelse -

Bog med Tycho Brahes banebrydende opfindelser kommer under hammeren

Tycho Brahe betragtes i dag som grundlæggeren af den moderne observerende astronomi. Bruun Rasmussen sætter hans uopdrivelige værk Icones instrumentorum fra 1596 på auktion til en vurdering på 300.000-500.000 kr. I denne astronomiske sjældenhed er 18 af Tycho Brahes banebrydende instrumenter gengivet som træsnit.

Et eksemplar af Tycho Brahes ekstremt sjældne bogtryk Icones instrumentorum fra 1596 er så godt som uopdriveligt og har ikke været udbudt på auktion i en menneskealder. Det er netop nu dukket op hos Bruun Rasmussen og kommer på Traditionel Auktion i Bredgade den 8. juni kl. 16. Værket består af 18 helsides træsnit af Tycho Brahes instrumenter. Blot tre andre eksemplarer foruden dette er kendt og befinder sig på henholdsvis Østrigs Nationalbibliotek, Wroclaw Universitetsbibliotek og Kungliga biblioteket i Stockholm.

At få muligheden for at arbejde med noget så sjældent er i sig selv magisk. Ingen ved om eller hvornår, et eksemplar nogensinde bliver udbudt på auktion igen, så det er med at nyde det hele. Jeg håber naturligvis på, at vi når et flot hammerslag, og at de 18 træsnit ender i den helt rigtige samling,siger Lærke Bøgh, vurderingsekspert og leder i afdelingen for bøger hos Bruun Rasmussen.

Reformerede astronomien: Systematiske observationer nat efter nat

Tycho Brahe var adelsmand, astronom og verdensberømt dansker, der som naturvidenskabsmand blev en hovedskikkelse inden for den eksakte videnskabs frembrud. Hans mest betydningsfulde indsats var, at han indså, at fremskridt i astronomien forudsatte systematiske observationer nat efter nat, og at det krævede instrumenter med den størst mulige nøjagtighed. Hans iagttagelser og instrumenter betød en reformation af den astronomiske videnskab, idet man nu kunne foretage langt mere nøjagtige målinger end hidtil.

Tycho Brahe blev definerende for den moderne astronomi. Hans syn på videnskaben var drevet af hans passion for nøjagtige observationer, og han var besat af at udvikle og forbedre de her instrumenter, som han opnåede banebrydende resultater med. Samlet set har han brugt en kæmpestor del af sit liv på at holde øje med stjernernes bevægelser – nat efter nat – år efter år – observerede han himlen og stjernerne,” siger Lærke Bøgh.

Instrumenterne blev skabt af Tycho Brahe og hans medarbejdere fra 1570'erne til hans død i 1601 – mange af dem i hans tid på øen Hven mellem 1576 og 1597. I dag er Tycho Brahes instrumenter alle gået til. Efter hans død blev instrumenterne opbevaret i en kælder, hvor de blev ødelagt under urolighederne i Prag i 1619.

Tycho Brahes banebrydende instrumenter i træsnit

Auktionens sjældne værk indebærer 18 træsnit af Tycho Brahes banebrydende instrumenter. Det udkom som et slags tillæg til et andet af hans ekstremt vigtige værker fra samme år, nemlig værket Epistolarum astronomicarum (Astronomiske Breve). Bogen er Tycho Brahes egen videnskabelige korrespondance med astronomer i Europa og har også i dag en helt central plads i den astronomiske faglitteratur.

Tycho Brahes træskærere havde allerede arbejdet på at fremstille en komplet samling afbildninger af hans instrumenter et godt stykke tid, og han havde da også offentliggjort flere af de færdige billeder, dels som selvstændige tryk, der var blevet udsendt til hans venner, dels som illustrationer i hans bøger.

Om bogtrykket skriver historiker Lauritz Nielsen i bogen Tycho Brahes Bogtrykkeri fra 1946: ”Hans [Brahes] Plan var at udgive et større Værk med Billeder af Bygningsanlæggene paa Hveen og alle Instrumenterne, ledsaget af udførlige Beskrivelser. Da han endnu ikke var nået saa vidt, at denne Plan kunde realiseres, og da der i den astronomiske Brevsamling var optaget en Beskrivelse af hans Observationer og Instrumenter, af hvilke kun de første var gengivet i Billeder, sammenstillede han som et Supplement hertil 18 Instrument-billeder i et lille Kvart-Hefte, som han forsynede med Titelblad.

Tycho Brahes værk Icones instrumentorum (...) fra 1596 er indbundet med værket Epistolarum astronomicarum og vurderet til 300.000-500.000 kr. Læs mere om værket i kataloget HER og på Bruun Rasmussens hjemmeside HER.

Værket kan opleves på Bruun Rasmussens eftersyn fra den 1.-7. juni, med undtagelse af pinsedagene, og kommer under hammeren den 8. juni kl. 16 i Bredgade 33, København. Find kalender for eftersynet og auktionerne HER.

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første Netauktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de Traditionelle Auktioner, de daglige Netauktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum