Gå til indhold
Smaragd- og diamantring af 18 kt. guld "Panthère" prydet med to dråbeformede facetslebne smaragder og talrige brillantslebne diamanter på i alt ca. 4.50 ct. Fleksibel. Signeret. Ca. str. 55. Vurdering: 150.000 kr.
Smaragd- og diamantring af 18 kt. guld "Panthère" prydet med to dråbeformede facetslebne smaragder og talrige brillantslebne diamanter på i alt ca. 4.50 ct. Fleksibel. Signeret. Ca. str. 55. Vurdering: 150.000 kr.

Pressemeddelelse -

Cartiers panter-ring på auktion

Internationale juvelerer, dansk design og klassiske art deco-smykker. Der er noget for enhver smag på Bruun Rasmussens kommende internationale auktion i Bredgade torsdag den 3. marts. Eftersynet åbner på torsdag den 25. februar.

"Det er første gang i Bruun Rasmussens historie, at vi udbyder Cartiers legendariske ”Panthère” ring, der er besat med talrige brillantslebne diamanter og to smaragder, der illuderer panterens intense blik. Et tidløst ikon, der symboliserer vildskab og elegance på en og samme tid” udtaler Katrin Mikkelsen Sørensen, Head of International Sales for Jewellery & Watches hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Cartier blev grundlagt i Paris i 1847 og har lige siden frembragt nogle af verdens mest eksklusive smykker og armbåndsure. Panteren blev anvendt for første gang som dekorativt element i et armbåndsur i 1914 og har lige siden været husets ikoniske kendetegn og metafor for det feminine udtryk, som er så karakteristisk for Cartier.

Er du til smykker fra de internationale mærker, udbyder vi også en smuk blomsterring fra Chanel ved navn ”Camélia”, der er besat med både sorte og hvide diamanter og et par klassiske diamant-ørestikker fra Bvlgari. Går du efter ubetinget luksus, udbyder vi et par ekstremt eksklusive diamantørestikker på henholdsvis ca. 3.01 og 3.02 ct, der er et helt perfekte par med en lighed, man kun sjældent ser. Med en vurdering på 350.000 kr. er disse ørestikker auktionens mest kostbare smykke.

Dansk sølv under hammeren

De danske smykkedesignere er rigt repræsenteret på den kommende auktion med klassiske smykker i sterlingsølv – fra Erik Magnussens detaljerige skønvirke-smykkesæt fra ca. 1909, der er udformet som insekter, til Nanna & Jørgen Ditzels stilrene ”Vertebrae” halskæde og Astrid Fogs enkle armbånd, der begge er designet for Georg Jensen efter 1945. De er alle karakterfulde smykker, der holder til hver en tid.

Særligt Erik Magnussen hørte ved århundredets begyndelse til én af dansk sølvkunsts pionerer. Han udførte en række fantasifulde smykker med motiver fra insektverdenen, der var inspireret af bl.a. den franske multikunstner og designer René Lalique (1860-1945). Lalique betragtes i dag som en af Frankrigs førende art nouveau smykkedesignere, der bl.a. udførte eksklusive smykker for Cartier.

Art deco-smykker i charleston-stil

De dekorative smykker fra art deco-tiden i 1920-30’erne er ekstremt eftertragtede lige nu. De taler til modebevidste kvinder, der gerne vil signalere en personlig stil med sans for detaljen. På den kommende auktion er der et flot udvalg af disse smykker heriblandt en festlig art deco-halskæde med et perle- og diamantbesat vedhæng i form af en kvast i allerbedste charleston-stil. Auktionen byder også på en eksotisk art deco-jade- og diamantbroche, en organisk art deco-diamantring og et elegant art deco-diamantarmbånd.

Art deco er en stilretning inden for smykker, kunstindustri og arkitektur fra perioden 1910-40. Den kulminerede i Europa med den store kunstindustriudstilling i Paris i 1925, Exposition internationale des arts décoratifs et industriels modernes. Stilen er kendetegnet ved kubiske og geometriske former, men er samtidig inspireret af dekorative elementer fra Ægypten, Indien og Fjernøsten, som kommer tydeligt til udtryk i auktionens fine udbud af art deco-smykker.

Eftersyn: 25.-29. februar i Bredgade 33 i København

Smykkeauktion: torsdag den 3. marts kl. 15

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.