Gå til indhold
Sjælden Cartier "Panthère"-broche. Vurdering: 450.000-500.000 kr.
Sjælden Cartier "Panthère"-broche. Vurdering: 450.000-500.000 kr.

Pressemeddelelse -

Cartiers sjældne panter-broche

Drømmer du om elegante smykker fra Cartier, Bulgari, Tiffany, Georg Jensen eller Ole Lynggaard, bør du kigge ind forbi efterårets internationale auktion. Et af højdepunkterne er Cartiers imponerende ”Panthère”-broche, der er vurderet til 450.000-500.000 kr.

På den kommende smykkeauktion følger vi op på sommerens flotte resultat, hvor vi slog en verdensrekord, da vi solgte Cartiers panterarmring for 1,2 mio. kr. Denne gang udbyder vi en sjælden diamantbesat panterbroche i samme kaliber. Den er meget livagtig i sit udtryk med øjne af smaragder, sorte pletter af onyx og en krop fuld af diamanter. Brochen er vurderet til 450.000-500.000 kr., men har en nypris på 1,2 mio. kr.” udtaler Katrin Mikkelsen Sørensen fra Bruun Rasmussens smykkeafdeling.

Cartier blev grundlagt i Paris i 1847 og har lige siden frembragt nogle af verdens mest eksklusive smykker og armbåndsure. Panteren blev anvendt for første gang som dekorativt element i et armbåndsur i 1914 og har lige siden været husets ikoniske kendetegn og symbol på det feminine, kraftfulde og elegante udtryk, som er så karakteristisk for Cartier.

Den legendariske panterbroche findes kun i ganske få eksemplarer og har flere raffinerede detaljer. Ud over de mange smukt forarbejdede ædelsten på i alt ca. 4.014 ct. kan panterens hoved og forpoter også bevæge sig.

International auktion

Mange af verdens største juvelerer er repræsenteret på efterårets smykkeauktion i København, bl.a. Cartier, Bulgari og Tiffany, samt danske juvelerer som Georg Jensen, Ole Lynggaard, og Arje Griegst. Auktionen byder også på historiske vintagesmykker fra art deco og belle époque-perioderne.

Kig ind forbi eftersynet hos os i Bredgade 33, København, fra den 13.-17. september. Selve auktionen afholdes den 20. september kl. 15.

Se hele smykkeauktionen

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.