Gå til indhold
Ole Lynggaard: "Kvist" halskæde. Vurdering: 30.000-40.000 kr.
Ole Lynggaard: "Kvist" halskæde. Vurdering: 30.000-40.000 kr.

Pressemeddelelse -

​Den største Lynggaard-auktion!

Bruun Rasmussen sætter spot på Ole Lynggaard Copenhagen på onsdag, hvor 172 eksklusive smykker fra det hæderkronede danske smykkefirma kommer på auktion. Det er den største Lynggaard-auktion nogensinde hos Bruun Rasmussen.

”Det er første gang vi udbyder så stort et udvalg af Ole Lynggaard-smykker på en gang. De mange smykker repræsenterer nærmest alle juvelerens kollektioner og kaster dermed lys over den store alsidighed, som de tilknyttede formgivere og guldsmede har arbejdet med. Samtidig giver auktionen et enestående indblik i historien bag et af Danmarks allerstørste brands inden for eksklusive smykker” udtaler Julie Gram, leder af Bruun Rasmussens afdeling for smykker, tasker, beklædning og armbåndsure.

Fra smukke kviste til cool slanger

Til højdepunkterne hører den smukke diamant- og guldhalskæde med aftageligt vedhæng fra serien ”Kvist”, hvis naturreferencer ikke lader sig skjule, idet halskædens former smyger sig som små grene om halsen og ned ad brystet. Fra en af de nyere smykkekollektioner kommer øreringene ”Snake” af rhodineret guld, brillantslebne diamanter og en dråbesleben grøn turmalin, der om noget kan opgradere ethvert outfit til fest. Charlotte Lynggaard er kvinden bag et andet par øreringe, nemlig ”Gipsy” af hvidguld, sølv, månesten, onyx og talrige brillantslebne diamanter, som Kronprinsesse Mary har båret ved adskillige lejligheder.

Familiepassion for eksklusive smykker

For mere end 50 år siden grundlagde guldsmeden Ole Lynggaard sit smykkefirma, der i dag er Kongelig Hofleverandør. Gennem årene har virksomheden udviklet sig til at være et familieforetagende. Datteren Charlotte Lynggaard har været med de sidste 25 år som smykkedesigner, og sønnen Søren Lynggaard er administrerende direktør. Ole Lynggaard er blevet synonym med enestående dansk håndværk og formgivning og har formået via solid markedsføring og brug af bl.a. supermodellen Helena Christensen som kampagneikon også at blive et internationalt anerkendt brand. Det overordnede mål bag alt, hvad virksomheden foretager sig, er ”at få hver eneste kunde til at føle sig smuk og unik”.

Netauktion: onsdag den 16. marts kl. 20

Pressefoto

Ole Lynggaard: "Kvist" halskæde samt vedhæng af 18 kt. guld og hvidguld hver prydet med talrige brillantslebne diamanter. L. 11 og 40 cm. Vurdering: 30.000-40.000 kr.

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.