Gå til indhold
Sjælden armring med tand fra en mammut, vurderet til 20.000-30.000 kr., kommer på auktion hos Bruun Rasmussen.
Sjælden armring med tand fra en mammut, vurderet til 20.000-30.000 kr., kommer på auktion hos Bruun Rasmussen.

Pressemeddelelse -

Et levn fra forhistorien: Mammutarmring til salg

Et af verdens mest berømte forhistoriske dyr er i centrum, når en sjælden armring med mammuttand designet hos Georg Jensen kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen.

Selvom det er tusindvis af år siden, at mammutterne strejfede rundt på jorden, får man nu mulighed for at komme helt tæt på et stykke af den forhistoriske gigant, når Bruun Rasmussen den 11. december sætter en armring med indlagt mammuttand til salg. Smykket er designet af den danske designer Anne Ammitzbøl for Georg Jensen og er vurderet til 20.000-30.000 kr.

”Mammutterne forsvandt fra jorden for flere tusinde år siden, men materialet fra deres imponerende stødtænder og kindtænder finder stadig vej til smykkekunsten i dag,” fortæller Daniel Foldschack, der er leder af smykkeafdelingen hos Bruun Rasmussen.

Fra forhistoriens arv til unik smykkekunst

Den udbudte armring, en såkaldt ”Aura 33”, er udført i sølv og prydet af et centralt, slebet stykke mammuttand, der giver smykket sit karakteristiske udtryk

”Mammuttand er et af de mest fascinerende materialer, vi ser i smykker, ikke mindst på grund af dets naturhistoriske betydning. Armringen er et fantastisk vidnesbyrd om et liv, der engang har eksisteret på jorden, og en unik kombination af moderne dansk smykkekunst og forhistorisk arv,” fortæller Daniel Foldschack.

Mammutterne uddøde naturligt og bliver i dag gravet op af permafrossen jord. Tænderne bruges blandt andet til eksklusive smykker, kunsthåndværk og knive. Ifølge Daniel Foldschack indgår materialet typisk i specialbestillinger hos smykkehusene og er derfor ikke noget, man normalt finder på hylderne.

”Det er ganske unikt at eje et smykke med mammuttand, og antallet af eksemplarer lavet hos Georg Jensen er meget begrænset. Farverne i en mammuttand varierer alt efter, hvor længe og med hvilke mineraler, den har ligget i jorden. Derfor får hvert stykke sit helt eget, særlige udtryk,” fortæller han.

Armringen med mammuttand fra Georg Jensen er vurderet til 20.000-30.000 kr. og kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 11. december.

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Kontakt

  • Anne Ammitzbøll- Åben "Aura" armring af sterling sølv prydet med poleret mammuttand. Dessin A.33B. Georg Jensen efter 1945..tif
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .tiff
    Størrelse:
    5095 x 2546, 5,5 MB