Pressemeddelelse -
Fabelagtig skagenskunst under hammeren
Der er både måneskin og badende heste på Skagen Strand, når Bruun Rasmussen Kunstauktioner endnu en gang blænder op for lysende skagenskunst på deres Liveauktion i Lyngby den 16. september med højdepunkter af blandt andre P.S. Krøyer og Michael Ancher.
En række skønne skagensværker har fundet vej til Bruun Rasmussens kommende Liveauktion med ældre kunst. Her finder man bl.a. Krøyers stemningsfyldte værk ”Måneskin over Skagens Strand med optrukne både på stranden”, der er vurderet til 1-1,2 mio. kr. Det afspejler Krøyers store fascination af hav og strand belyst af månens lys, der skaber en stemning, han slet ikke kunne modstå, som han selv udtrykte det.
”Månelys over havet er et tilbagevendende motiv i Krøyers kunst. Han gentog det – især i hans senere år – igen og igen med større eller mindre variationer. Som friluftsmaler stod han parat på stranden for at fange månens lys over havet i det helt rette øjeblik,” fortæller Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder og specialist i ældre kunst hos Bruun Rasmussen.
P.S. Krøyer besøgte for første gang Skagen i sommeren 1882 og gennem hele sin kunstneriske karriere var han optaget af at skildre lyset i sin kunst.
”I nærværende maleri har Krøyer ikke medtaget selve lyskilden, månen, men har i stedet fokuseret på dens glimtende spejling i vandoverfladen, og fremhævet lyset med lysende hvide pastose penselstrøg i kontrast til havets dybblå farve og de mørke sortbrune både på stranden.
Det er et meget stemningsfuldt maleri, som vi glæder os meget til at præsentere på vores kommende auktion,” fortsætter Julie Arendse Voss.
Det udbudte værk har tidligere tilhørt Frederikke Treschow, som Krøyer samme år malede et portræt af, og som senere blev gift med skagensmaleren Lauritz Tuxen, P.S. Krøyers gode ven og kollega.
Badende heste og vitalismens udfoldelse
Et andet af højdepunkterne på auktionen er Michael Anchers værk ”Hestene rides i bad” vurderet til 600.000-800.000 kr. Ligesom P.S. Krøyer var Michael Ancher også grebet af lyset, naturen og den lokale befolkning i Skagen. Hans indlevende skildringer af fiskernes barske liv viser et dybt engagement i stedet og dets beboere.
Det udbudte maleri fra 1900 skildrer to unge mænd, der nøgne og uden sadel rider på heste i vandkanten på Skagen strand, og afspejler vitalismens indtog i dansk kunst omkring århundredeskiftet.
”Med vitalismen kom et øget fokus på det frie og sunde liv, menneskekroppens fysiske skønhed og styrke samt naturens liv- og helsebringende egenskaber, hvilket nærværende maleri er et glimrende eksempel på: to unge mænd med sunde, nøgne kroppe i samspil med naturen i form af havet og de prægtige usadlede heste. Billedets farveholdning med de næsten hvide lysrefleksioner i det stille grønblå vand, der kun oppiskes om hestenes ben, giver billedet en vitalitet i sig selv, og livet i solskinnet ved stranden står for mange som indbegrebet af skagenskunst,” fortæller Julie Arendse Voss.
Motivet af to unge mænd, der rider i vandkanten på Skagen strand, kendes i yderligere to udgaver, hvoraf et af disse hænger i Anchers hus på Markvej i Skagen.
På Bruun Rasmussens Liveauktion med ældre kunst den 16. september kl. 19 kan man udover ”Måneskin over Skagens Strand med optrukne både på stranden” af P.S. Krøyer og ”Hestene rides i bad” af Michael Ancher finde en række andre fantastiske skagensværker af Anna Ancher, Laurits Tuxen, Carl Locher m.fl.
Gå til Liveauktionen med ældre kunst HER.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.