Gå til indhold
Forårets store "Fashion Auction"

Pressemeddelelse -

Forårets store "Fashion Auction"

Bruun Rasmussen Kunstauktioner lancerer her til eftermiddag forårets store “Fashion Auction”. Det er anden gang i husets historie, at vi sætter spot på international mode med et rigt udvalg af tasker, tøj og accessories fra nogle af de mest kendte internationale brands.

Hermès, Chanel, Louis Vuitton og Bottega Veneta – det er blot få af de navne, vi netop nu kan præsentere på vores “Fashion” net-auktion 1618. I alt udbyder vi 80 katalognumre af høj kvalitet på temaauktionen, og med de fornuftige vurderinger har du for alvor mulighed for at gøre et godt køb.

Rundt om Hermès

Som auktionens ultimative højdepunkt er en ”Kelly 28”-taske af lyst læder og kanvas fra det legendariske brand Hermès. De står også bag nogle af auktionens lækre silketørklæder for ikke at tale om en fin forgyldt vintage armring fra omkring 1980 med blå, røde og grønne emaljedekorationer.

Klassikeren over dem alle

Chanel har siden grundlæggelsen i 1919 været en markant del af modebilledet, og nogle af brandets mest kendte ikoner er de sorte quiltede tasker med kæderem. De findes i to eksemplarer på auktionen, og med en af dem sat sammen med den sorte aftenkjole fra samme brand vil man være klædt på til enhver festlig lejlighed.

Rejs med stil!

Hører du til dem, der holder af Louis Vuittons lige så klassiske design, er du kommet til rette sted. Med på auktionen er 22 katalognumre, der rummer brandets velkendte tasker, sko og punge. Det hører til sjældenhederne at se en så stor model af deres eftertragtede kuffert, som tilfældet er med den udbudte vintagemodel fra 1980.

Lækkerier for de kuldskære

Med på auktionen er også to pelse af grå mink fra Kløve og Lønberg, der er kendt for deres udsøgte kvalitet og pelse, der skiller sig ud fra mere traditionelle modeller. Den ene er med hætte og en længde til hoften, og den anden er en kort model med stor krave, men begge vil de uden tvivl udgøre prikken over i’et til en aften i byen.

Er du til lidt mere ramasjang?

Indrømmet! Her hos Bruun Rasmussen er vi vilde med det klassiske design fra de store brands. Men vi er også fuld af forståelse for, at man indimellem kan trænge til lidt mere kulør på tilværelsen. Derfor er vi glade for at kunne præsentere de skønne lange støvler af gult strudseskind fra engelske Céline. Sammen med den græsgrønne håndtaske fra italienske Bottega Veneta, der siden grundlæggelsen i 1966 har stået som indbegrebet af enestående håndværk og de seneste år har fundet vej til alverdens modeblade.

Auktion og eftersyn

Auktionen afsluttes onsdag den 4. maj fra kl. 21. Du er velkommen til at komme forbi vores afdeling på Sundkrogsgade 30 i København eller Søren Frichs Vej 34 D i Aarhus for at prøve eller se nærmere på alle de lækre sager. Hvor en genstand befinder sig, fremgår af dens beskrivelse her på bruun-rasmussen.dk.

SE HELE FASHION AUKTIONEN FRA TORSDAG DEN 21. APRIL KL. 14:30

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.