Gå til indhold
Det danske auktionshus Bruun Rasmussen byder på kunst og antikviteter, der fortæller historier om den russiske og danske kulturs tætte forbindelser.
Det danske auktionshus Bruun Rasmussen byder på kunst og antikviteter, der fortæller historier om den russiske og danske kulturs tætte forbindelser.

Pressemeddelelse -

Fortællinger om royale russisk-danske forbindelser på auktion

Det danske auktionshus Bruun Rasmussen byder på kunst og antikviteter, der fortæller historier om den russiske og danske kulturs tætte forbindelser. Auktionen den 2. december kl. 15 rejser gennem historier fra miniatureportrætter af den russiske zarfamilie, over moderne kunst fra efterkrigstiden og til unikke antikviteter fra Fabergé.

På dette års sidste russiske auktion hos Bruun Rasmussen omfavnes et bredt spektrum af den russiske kulturhistorie, hvor Rusland og Danmarks veje krydser. Auktionen byder på miniatureportrætter af den russiske zarfamilie, moderne værker fra efterkrigstiden og kunsthåndværk fra Fabergés ikoniske værkmestre.

”Igen i år sætter vi fokus på de særlige historier, som auktionens kunstobjekter bærer på. De fortæller ikke blot noget om Ruslands egen historie, men ligeledes om den fælles historie, som Rusland og Danmark deler gennem de tætte royale forbindelser tilbage fra den danskfødte Kejserinde Dagmar af Rusland. Der er derfor ikke kun mulighed for at finde smukke værker, men også at erhverve sig små brudstykker fra zartiden,” siger Martin Hans Borg, der er chefekspert i russisk kunst og kunsthåndværk hos Bruun Rasmussen.

Mageløse miniatureportrætter af zarfamilien

På auktionen er den russiske zarfamilie flot repræsenteret. Den danskfødte miniaturemaler Johannes Zehngraf tiltrak Europas fyrstehuse som kunder og blev den øverste miniatureportrætmaler for Fabergé i Skt. Petersborg. Hans portrætter er kendt for at have et ofte forsigtigt farvevalg og en fotografisk realisme. Det er dette miniatureportræt af Zar Alexej Nikolajevitj af Rusland, vurderet til 30.000-40.000 kr., er et perfekt eksempel på. Han var den eneste søn af Zar Nikolaj II og Zaritsa Alexandra Feodorovna af Rusland og blev henrettet som ung sammen med sin familie under den russiske revolution (kat. nr. 386).

Auktionens værker trækker famililietråde mellem hinanden, som inkluderer Alexej Nikolajevitjs tante Storfyrstinde Olga Alexandrovna af Rusland. Hun var det yngste barn af Zar Aleksander III af Rusland og Kejserinde Dagmar, som var datter af Kong Christian IX af Danmark. Efter den russiske revolution flyttede Storfyrstinde Olga Alexandrovna til Danmark og senere Canada, hvor hun boede indtil sin død. Til trods for Storfyrstindens status foretrak hun et mere simpelt liv og dedikerede meget tid til at male, blandt andet værket ”Vinterdag i Rusland med folkeliv ved en kirke”, der er vurderet til 30.000-40.000 kr. (kat. nr. 382).

Et andet unikt miniatureportræt er af den berømte svenskfødte russiske miniatureportrætmaler Ivan Andreevich Winberg. Han var professor på Kunstakademiet i Skt. Petersborg og malede for russiske kejsere med speciale inden for ovale akvareller og elfenbensplaketter. Dette miniatureportræt er vurderet til 15.000-20.000 kr. og forestiller Zar Nikolaj I af Rusland, som var zar af Rusland og konge af Polen. Han er særligt kendt for sine kampe mod revolutioner i Europa, hvoraf han fik tilnavnet ”Europas Politimand” (kat. nr. 385).

Fra en sovende skønhed til krigens forsvarer

Det er ikke kun kunstværker fra den russisk-danske kulturhistorie, der er på auktion denne gang. Også den moderne kunst er i fokus. Den russiske kunstner og kritiker Alexander Nikolaevich Benois har lavet et smukt scenedesign til prologen til den populære russiske komponist Piotr Ilich Tchaikovskys berømte ballet ”Den sovende skønhed”, som er vurderet til 100.000-150.000 kr. (kat. nr. 390).

Et andet moderne maleri i en nærmest impressionistisk stil med titlen ”Frost” er malet af den russiske billedkunstner fra efterkrigstiden, Igor Aleksandrovich Popov. Maleriet er en udsigt over Moskva Park og adskiller sig fra hans kendte landskabsmalerier med fokus på høj præcision. Det er vurderet til 40.000-50.000 kr. og er fra en kunstsamling af en tidligere europæisk general, som var tilknyttet den russiske ambassade i Moskva i 1970-1989 (kat. nr. 393).

I auktionens mere alvorlige ende er den russiske billedhugger Mikhail Konstantinovich Anikushin, der står bag en bronzeskulptur, som er et udkast til den centrale del af ”Monument til de heroiske forsvarere af Leningrad”. Monumentet, der blev afsløret på 30-årsdagen for Sovjetunionens sejr i 2. Verdenskrig, ligger på Sejrstorvet i Skt. Petersborg til minde om byens forsvar, hvor kunstneren selv deltog. Værket er vurderet til 10.000-12.000 kr. og har indtil 1990 tilhørt den russiske maler Victor Josifovich Reichet, der var god ven af kunstneren (kat. nr. 392).

Eksklusivt kunsthåndværk af Fabergés mestre

Ingen russisk auktion uden antikviteter fra det ikoniske Fabergé-hus. Den russiske juveler Mikhail Perchin blev i 1886 den førende værkmester hos Fabergé, hvor han blandt andet ledede produktionen af de famøse Fabergé-æg. Han står bag auktionens parfumeflakon af tofarvet guld dekoreret med gennemsigtig hvid emalje, der er vurderet til 15.000-20.000 kr. (kat. nr. 394).

Den finske sølv- og guldsmed August Hollming blev i 1880’erne værkmester for Fabergé. På auktionen er der et kugleformet ur med hvid emaljeskive og arabertal ophængt i en broche. Den er af 14 kt. guld, lilla emalje og dekoreret med fabelfisk, diamanter samt en rubin. Uret vender på hovedet for beskueren, men korrekt for den person, som bærer det, og er vurderet til 50.000-60.000 kr. (kat. nr. 418).

Ligeledes arbejdede værkmesteren Feodor Rückert for Fabergé fra 1887. Han er blandt andet pioner for den neorussiske stil og kendt som ”Emaljens mester” på grund af sin særlige teknik med cloisonné-emalje. På auktionen er hele to skrin med den mesterlige emalje. Det ene er vurderet til 50.000-60.000 kr. og er af forgyldt sølv, dekoreret med stiliserede blomster og geometriske mønstre (kat. nr. 399). Det andet er af forgyldt sølv med en større facetslebet citrin samt 18 turmaliner og beryller med en vurdering på 80.000-100.000 kr. (kat. nr. 396).

Auktionen finder sted i Bredgade 33 i København torsdag den 2. december kl. 15. Eftersynet åbner i dag. Se kalenderen for eftersyn og auktioner HER.

Se hele auktionens udvalg og hent kataloget HER.

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første Netauktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de Traditionelle Auktioner, de daglige Netauktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum