Gå til indhold
Værket ”Untitled (Medusa)” er det største grafiske værk, Keith Haring nogensinde har lavet. Det kommer på auktion hos Bruun Rasmussen og er vurderet til 750.000-800.000 kr.
Værket ”Untitled (Medusa)” er det største grafiske værk, Keith Haring nogensinde har lavet. Det kommer på auktion hos Bruun Rasmussen og er vurderet til 750.000-800.000 kr.

Pressemeddelelse -

Gadekunstner, pioner og aktivist – Keith Harings største grafiske værk kommer på auktion

Den amerikanske popkunstner Keith Haring revolutionerede i 1980’erne New Yorks graffiti- og kunstscene med sine ikoniske motiver. Den 11. juni kommer et grandiost værk af Keith Haring på auktion hos Bruun Rasmussen vurderet til 750.000-800.000 kr.

Keith Haring er en af de mest indflydelsesrige billedkunstnere i slutningen af det 20. århundrede og en vægtig del af New Yorks avantgarde i 1980'erne. Det karakteristiske værk, som nu kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen, er det største grafiske værk, Haring nogensinde har lavet.

Værket ”Untitled (Medusa)” fra 1986 er udført i Harings ikoniske og lineære stil. Motivet er en hydra-lignende figur, hvor mange halse forgrener sig og bliver til individuelle kroppe.

”Keith Harings værker er indbegrebet af New Yorks kunstscene i 1980’erne, men dette værk er udført af kunstneren i København og derfor en – for mange ukendt – dansk flig af den legendariske kunstners liv og værk,” fortæller afdelingsleder for moderne kunst hos Bruun Rasmussen, Niels Boe-Hauggaard.

Det største tryk nogensinde

Historien bag Medusa-værket skal findes i København hos trykkeriet BORCH Editions. Den anerkendte danske kobbertrykker Niels Borch Jensen mødte Keith Haring i sommeren 1985, da Haring besøgte København i forbindelse med udstillingen ’Homo Decorens’ på Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk.

"Jeg havde installeret min første store presse tidligere på dagen, og vi besluttede at mødes i mit studie dagen efter for at lave det største print, vi kunne. Jeg forberedte pladerne, og da han ankom, begyndte han straks at arbejde, siddende på gulvet, uden foreløbige skitser eller tegninger. Han begyndte med figurens skuldre og byggede motivet derfra. Det tog ham kun et par timer at færdiggøre alle tre plader," fortæller Niels Borch Jensen.

Det var Niels Borch Jensens første store trykprojekt, og det største tryk Keith Haring nogensinde lavede med en højde på over en meter og en bredde på næsten 2,5 meter udført i akvatinte på Hahnemühle-papir.

Kunstnerisk pioner og engageret aktivist

Keith Haring (1958-1990) var en pioner inden for gadekunstbevægelsen i 1980'erne og blev en central figur inden for amerikansk pop- og gadekunst. Hans dynamiske og karakteristiske stil stammer fra New Yorks graffitimiljø, hvor han tog sit udgangspunkt.

Ved hjælp af let aflæselige billeder udforskede Haring komplekse temaer inden for bl.a. seksualitet, køn, religion og politik for at opmuntre til dialog om emner, der ofte ikke diskuteres bredt. Motiverne involverede ofte enkle figurer, symboler og linjer i klare farver.

Harings arbejde var forankret i forestillingen om, at "kunst er for alle", og hans gadekunst bidrog til at gøre kunsten mere tilgængelig og synlig for almindelige mennesker – fra hans tidlige tegninger i New Yorks metrostationer til hans berømte offentlige vægmalerier. Gennem sin karriere udstillede Haring på gallerier og museer verden over og arbejdede sammen med en lang række forskelligartede kunstnere som Madonna, Grace Jones, William Burroughs, Yoko Ono og Andy Warhol.

Keith Haring var ikke mindst kendt for sit aktivistiske arbejde, og hans engagement i samfundsspørgsmål var dybt forankret i hans kunstneriske praksis. Han var bl.a. engageret i kampen mod HIV/AIDS samt atomnedrustnings- og anti-apartheidbevægelserne.

Keith Haring døde som kun 31-årig af AIDS.

Værket ”Untitled (Medusa)” fra 1986 er signeret af kunstneren, udført i 24 nummererede eksemplarer og måler 128,2 x 238,7 vm. Det er vurderet til 750.000-800.000 kr. og kommer under hammeren på Bruun Rasmussens Liveauktion den 11. juni på Nørgaardvej 3 i Lyngby.

Fotos: Niels Borch Jensen og Keith Haring, 1986. Fotokreditering: BORCH Editions.

Emner

Kategorier


“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

  • Keith Haring- "Untitled (Medusa)". Sign. K. Haring 86, 14:24. Akvatinte på Hahnemühle Bütten 300g. Bladstørrelse 128,2 x 238,7..jpeg
    Keith Haring- "Untitled (Medusa)". Sign. K. Haring 86, 14:24. Akvatinte på Hahnemühle Bütten 300g. Bladstørrelse 128,2 x 238,7..jpeg
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5223 x 2793, 1,69 MB
  • Keith Haring, 1986. Photo courtesy of BORCH Editions..jpeg
    Keith Haring, 1986. Photo courtesy of BORCH Editions..jpeg
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5678 x 4342, 3,18 MB
  • Niels Borch Jensen and Keith Haring, 1986. Photo courtesy of BORCH Editions.jpeg
    Niels Borch Jensen and Keith Haring, 1986. Photo courtesy of BORCH Editions.jpeg
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4316 x 5646, 5,37 MB
  • Niels Borch Jensen and Keith Haring, 1986. Photo courtesy of BORCH Editions.png
    Niels Borch Jensen and Keith Haring, 1986. Photo courtesy of BORCH Editions.png
    Licens:
    Brug i medier (kun for følgere)
    Filformat:
    .png
    Størrelse:
    2406 x 1470, 4,02 MB