Pressemeddelelse —
HC Andersen hyldede Elisabeth Jerichau Baumanns karnevalsmaleri. Nu er det på auktion
H.C. Andersen kaldte maleriet et ”Pragt-Stykke” - et farverigt karnevalsmaleri fra 1852 af Elisabeth Jerichau Baumann kommer på Liveauktion hos Bruun Rasmussen den 17. november. Som en af de få kvindelige kunstnere i 1800-tallets guldalder brød hun med tidens normer og skabte sig en selvstændig international kunstnerkarriere.
På årets sidste Liveauktion sætter Bruun Rasmussen fokus på dansk guldalderkunst fra 1800 til 1864. Blandt værkerne er Elisabeth Jerichau Baumanns Motiv fra det romerske karneval fra 1852, som er vurderet til 2.000.000–2.500.000 kr.Med sin polsk-tyske baggrund og internationale orientering skilte Elisabeth Jerichau Baumann sig ud fra det danske kunstmiljø i guldalderen, hvor nationalromantiske idealer og nationale motiver stod stærkt. Som kvinde måtte hun desuden kæmpe for sin plads i et kunstliv, hvor mændene dominerede, og hvor kvinder havde begrænset adgang til uddannelse og kunstnerisk anerkendelse. Ved at insistere på en selvstændig kunstnerkarriere udfordrede hun yderligere samtidens forventninger til kvindens rolle. I udlandet fandt hun til gengæld et publikum, og især i London opnåede hun stor succes med sine udstillinger og salg af værker
Karneval i Rom
Det romerske karneval var en stor folkefest op til fasten, der i 1800-tallet tiltrak kunstnere og rejsende fra hele Europa. I sit maleri skildrer Elisabeth Jerichau Baumann unge livlige kvinder, der med blikket rettet mod beskueren, kaster blomsterbuketter fra en balkon. Hendes høje kunstneriske niveau kommer til udtryk i den måde, hun med farver, stoflighed og en sikker komposition indfanger karnevallets livsglæde og flirtende spil.
H.C. Andersen var begejstret
Maleriet begejstrede H.C. Andersen, der kaldte det et ”Pragt-Stykke, en blomstrende Georgine”. Andersen og Jerichau Baumann havde et nært venskab gennem flere årtier, og han var en af hendes trofaste støtter. I et brev fra 1851 til skuespilleren August Nielsen forudsagde han, at værket ville trække publikum til udstillingen: ”Det er et meget pragtfuldt Arbeide, der vist paa Udstillingen vil drage Mængden til sig”. Han fremhævede også de afbildede kvinder som ”bekjendte kjøbenhavnske Skjønheder”, heriblandt Frøken Tutein og Frøken Borregaard.
En kunstner, der skabte sin egen vej
I 1852 rejste Jerichau Baumann til London med sin mand, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau. Med anbefalinger fra den danske enkedronning og H.C. Andersen fik hun adgang til engelske kulturkredse, hvor hun mødte blandt andre Charles Dickens og jarlen Francis Egerton. På Bridgewater Gallery udstillede hun Motiv fra det romerske karneval. En begejstret anmeldelse i The Morning Post banede vejen til Buckingham Palace, hvor dronning Victoria købte hendes maleri Den norske enke til Osborne House på Isle of Wight.
Liveauktion hos Bruun Rasmussen er den 17. november.
Relaterede links
Emner
Regions
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.