Pressemeddelelse —
Herregårdshistorie fra Broholm under hammeren
Et papirklip af H.C. Andersen, en guldring båret ved dåben af 14 Sehested-børn og en ordenskæde fra Danmarks sidste statsminister før parlamentarismens indførelse. Den 17. november kommer historiske genstande fra Broholm Herregård på Liveauktion hos Bruun Rasmussen.
Siden 1700-tallet har Sehested-slægten haft hjemme på Broholm Herregård på Sydfyn. Her har sølv, kunsthåndværk og personlige ejendele fulgt familien gennem generationer. Den 17. november kommer historisk inventar fra Broholm under hammeren hos Bruun Rasmussen. Genstandene giver et indblik i livet på herregården og historien bag en af Danmarks ældste adelsslægter, fra et papirklip af H.C. Andersen til personlige ejendele med forbindelse til markante skikkelser i dansk historie.
Uradel med århundreders historie
Sehested-slægten hører til den danske uradel, de adelsslægter, der kan føres tilbage til middelalderen, længe før kongerne begyndte at udnævne nye adelsslægter. Familien kan spores tilbage til 1300-tallet og har sat sit præg på dansk historie med fremtrædende statsmænd og kulturpersonligheder. På Broholm Herregård er historien ikke blot skrevet i arkiverne, men også bevaret i de genstande, der har fulgt familien gennem generationer.
H.C. Andersen og livet på Broholm
Et af auktionens højdepunkter er et papirklip fra omkring 1845, som H.C. Andersen klippede til Ida Sehested, datter af Broholms daværende ejer, Frederik Sehested, og hans hustru Charlotte. Motivet med to fugle under et kors og et hjerte med to pile er symboler på troskab og kærlighed og vidner om forbindelsen mellem den berømte digter og familien på Broholm. H.C. Andersen var gæst på herregården flere gange i årene 1836-1845, og besøgene satte også spor i hans forfatterskab. De forbindes blandt andet med romanen Kun en Spillemand fra 1837 og skildringen af karakteren Den gamle Baronesse i De to Baronesser fra 1848. Papirklippet er vurderet til 8.000-10.000 kr.
En guldring med plads til 14 livshistorier
En lille guldring fortæller en mere personlig historie om familielivet på Broholm Herregård, idet Frederik og Charlotte Sehesteds i alt 14 børn alle bar ringen ved deres dåb. Børnene blev født mellem 1842 og 1862, og blandt dem var flere markante skikkelser i dansk historie, heriblandt statsminister Hannibal Sehested, landbrugsminister Knud Sehested og forfatteren Thyra Sehested. Ringen fra omkring 1841er vurderet til 8.000-10.000 kr.
Statsministerens ordenskæde på auktion
Den tidligere og sidste statsminister før parlamentarismen, Hannibal Sehested, sætter også sit præg på auktionen med en ordenskæde som Storkorsridder af Dannebrog, en udnævnelse han modtog af Christian IX i 1901. Kæden, der er vurderet til 15.000-20.000 kr., giver en sjælden mulighed for at erhverve et stykke dansk politisk historie. Sehested var desuden kendt for sit opdræt af hunderacen broholmer, der har navn efter herregården.
Det historiske inventar fra Broholm Herregård udbydes henholdsvis på Bruun Rasmussens Liveauktion den 17. november og Onlineauktion den 23. november.
Til nyhedsbrevet
Historiske skatte fra Broholm Herregård på auktion
Et papirklip af H.C. Andersen, en guldring båret ved dåben af 14 Sehested-børn og en ordenskæde fra Danmarks sidste statsminister før parlamentarismens indførelse. Den 17. november kommer historiske genstande fra Broholm Herregård på Sydfyn under hammeren hos Bruun Rasmussen.
Siden 1700-tallet har Sehested-slægten haft hjemme på Broholm Herregaard, og blandt de genstande, der nu udbydes på auktion, gemmer sig både personlige familiehistorier og forbindelser til markante skikkelser i dansk historie. Et af højdepunkterne er et papirklip fra omkring 1845, som H.C. Andersen skabte til Ida Sehested, datter af herregårdens daværende ejer. Digteren besøgte Broholm flere gange i årene 1836-1845, og opholdene satte også spor i hans forfatterskab.
En lille guldring fra omkring 1841 fortæller en særlig familiehistorie. Frederik og Charlotte Sehesteds 14 børn bar alle ringen ved deres dåb. Blandt dem var Ida Sehested og hendes bror Hannibal Sehested, der blev Danmarks sidste statsminister før parlamentarismens indførelse. Han er også repræsenteret på auktionen med sin ordenskæde til Storkorsridder af Dannebrog, som han modtog af Christian IX i 1901. Hannibal Sehested var desuden kendt for sit opdræt af broholmeren, hunderacen, der har navn efter herregården.
Genstandene giver et sjældent indblik i Sehested-slægtens historie og i de personlige ejendele, der er blevet bevaret gennem generationer. Det historiske inventar fra Broholm Herregård kommer på Bruun Rasmussens Liveauktion den 17. november og Onlineauktion den 23. november.
Relaterede links
Emner
Regions
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.