Pressemeddelelse -
Interiør fra Tyrrestrup Gods under hammeren
Efter at det historiske Tyrrestrup Gods nær Horsens tidligere i år blev sat til salg, åbnes der nu et nyt kapitel i herregårdens historie. Den 15. december kommer en række møbler, kunst og antikviteter, der har været en del af herregårdens indretning, nemlig på auktion.
Nu kommer en unik mulighed for at erhverve sig et stykke af dansk herregårdshistorie, når indboet fra Tyrrestrup Gods sættes på auktion hos Bruun Rasmussen. Tyrrestrup Gods, der ligger nordøst for Horsens, har gennem generationer været en del af det jyske kulturlandskab. Tidligere i år satte arvingerne imidlertid det 270 hektar store herregårdsanlæg til salg, og nu er det blevet indboets tur til at skifte hænder.
”Vi ser frem til at præsentere den unikke samling fra Tyrrestrup Gods, der vidner om et hjem levet med tradition for klassisk herregårdindretning. Samlingen rummer fine eksempler på skiftende stilperioder fra forskellige århundreder, men står samlet som en velkomponeret helhed, hvor jagt står som omdrejningspunktet for hjemmets identitet og som en naturlig forbindelse til det omkringliggende landskab,”fortæller specialist hos Bruun Rasmussen, Maria Bornø.
Auktionen byder på over 150 numre, der alle har været en del af herregårdens indretning. På auktionen finder man alt fra en skuldermonteret kronhjort til et Nature Mort-maleri af Theodor Julius Kiellerup, eller et stort tysk skab af nøddetræ fra cirka 1850.
Om Tyrrestrup Gods
Tyrrestrup Gods blev første gang nævnt i 1438, hvor adelsmanden Anders Hop ejede gården. Omkring år 1500 overgik stedet til slægten Galt, som ejede det i mere end hundrede år.
Under den nuværende hovedbygning findes stadig rester af Peder Ebbesen Galts renæssancegård fra 1540. Kældermurene i sydfløjen består af tilhugne granitkvadre, hvor der endnu findes spor af skydehuller, hvilket kunne vidne om datidens urolige tider i årene omkring Reformationen og Grevens Fejde.
Den nuværende hovedbygning blev opført i 1720–21 af Christian Carl Müller og står som et fornemt eksempel på tidlig 1700-tals herregårdsarkitektur i bindingsværk. I 1810 gennemgik interiøret en omfattende renovering med høje paneler og smukke trægulve, som stadig står bevaret i dag.
Auktionen med genstande fra Tyrrestrup Gods finder sted online den 15. december på Bruun Rasmussens hjemmeside og omfatter et bredt udvalg af møbler, kunst og antikviteter.
Gå på opdagelse i samlingen HER.
Emner
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.