Pressemeddelelse —
Jan Grarups nødsender-ur under hammeren
Et armbåndsur med indbygget nødsender, som har tilhørt og fulgt den danske krigsfotograf Jan Grarup, kommer på auktion hos Bruun Rasmussen med en vurdering på 40.000-50.000 kr.
Jan Grarup er kendt for sit arbejde som krigsfotograf, hvor han gennem årtier har dokumenteret krige, katastrofer og humanitære kriser i nogle af verdens mest konfliktfyldte områder. På mange af disse rejser har Breitling Emergency-uret været en fast følgesvend.
"Breitling Emergency-modellen blev skabt til mennesker, der arbejder under ekstreme forhold. Udover at være kendt som en virkelig attraktiv og teknologisk nyskabende urmodel har netop dette eksemplar fulgt en af Danmarks mest berømte krigsfotografer over hele verden, hvilket gør det helt unikt," fortæller Vilhelm Bramsen, leder af armbåndsure hos Bruun Rasmussen.
Med uret følger også en personlig hilsen og et fotografi fra Jan Grarup, hvor han lykønsker den nye ejer med ordene: ”Tillykke med uret – pas på det. Det har fulgt mig verden rundt”.
Verdens første ur med nødsender
Breitling Emergency blev verdenskendt som det første armbåndsur med integreret nødsender. Uret blev lanceret i 1995 og udviklet til piloter, eventyrere og professionelle, der arbejdede i afsidesliggende eller risikofyldte områder, hvor muligheden for at sende et nødsignal kunne være afgørende. Uret er fremstillet i titanium, som på lanceringstidspunktet primært blev anvendt i professionelt udstyr inden for luftfart og rumfart.
Modellen har siden opnået kultstatus blandt urentusiaster og samlere – ikke mindst på grund af dens usædvanlige kombination af avanceret teknologi, funktionalitet og design.
Eksemplaret, som kommer på auktion, er et Breitling Emergency "Yellow" i titanium, ref. E56121.1, fra 2000'erne. Modellen er udstyret med Breitlings quartz-kaliber B56 med kronograf, evighedskalender, alarm, dual tidszone, datovisning samt den karakteristiske indbyggede nødsender. Derudover følger en Breitling Emergency-æske, radiofrekvens tester, skruetrækker og servicebevis.
Breitling Emergency fra Jan Grarup er vurderet til 40.000-50.000 kr. og sælges på Bruun Rasmussens Liveauktion den 15. juni. Man kan allerede lægge et bud HER.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.