Gå til indhold
Jesper Bruun Rasmussen sælger Paul Fischers maleri for 1,1 mio. kr.
Jesper Bruun Rasmussen sælger Paul Fischers maleri for 1,1 mio. kr.

Pressemeddelelse -

Millionhammerslag hos Bruun Rasmussen

Sommerens internationale auktion er skudt i gang med et imponerende millionhammerslag på et livligt vinterbillede fra København af Paul Fischer omkring år 1900. Auktionen bød på flere overraskelser og prominente museumskøb.

"Der var virkelig rift om Paul Fischers charmerende skildring af Amagertorv i København en vinterdag omkring år 1900, der fik et flot hammerslag på 1,1 mio. kr. mod en vurdering på 600.000-800.000 kr. Blandt auktionens andre overraskelser var en fin lille tegning af C.W. Eckersberg, der gengiver kunstnerens bolig på Charlottenborg. Den blev solgt for 400.000 kr. mod en vurdering på 60.000 kr." udtaler Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen.

Københavnermaleren Paul Fischer

Ingen har skildret de københavnske gader, bygninger og folkeliv i årene omkring år 1900 så eminent som Paul Fischer. Hans stemningsfulde malerier vidner om en tid, hvor byen var sluppet af med sine omkransende volde og udviklede sig til at blive en moderne storby med nye transportmidler, menneskemylder og heftig byggeaktivitet. I det solgte maleri er motivet hentet fra Amagertorv, hvor cigargrosserer W.Ø. Larsen ses i døråbningen til sin forretning længst til højre i billedet. Ifølge den tidligere ejer af maleriet, skulle det i sin tid være blevet bestilt af grossereren direkte hos kunstneren selv.

Guldaldertegninger i høj kurs

Dagens auktion over ældre kunst viste med al tydelighed, at guldaldertegningerne fortsat er i høj kurs. Blandt højdespringerne var to små tegninger af guldalderens absolut største navne, C.W.Eckersberg og Christen Købke, der blev solgt for henholdsvis 400.000 kr. og 200.000 kr.

Prominente museumskøb

Flere danske og udenlandske kunstmuseer var på indkøb på auktionen. Skagens Museum erhvervede et solbeskinnet maleri fra Ravello i Italien af Marie Krøyer fra 1890 og et portræt af en ung skagenspige ved navn Maren Sofie Olsen af skagensmaleren Michael Ancher. Nationalmuseet i Stockholm blev den nye ejer af C.W. Eckersbergs maleri af "Oedipus og Antigone" fra 1812.

Se museumskøbene her

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

  • Christen Købke
    Christen Købke
    Licens:
    Creative Commons navngivelse, ingen bearbejdelse
    Filformat:
    .tiff
    Størrelse:
    1200 x 911, 6,01 MB
    Download
  • C.W. Eckersberg
    C.W. Eckersberg
    Licens:
    Creative Commons navngivelse, ingen bearbejdelse
    Filformat:
    .tiff
    Størrelse:
    945 x 1200, 6,22 MB
    Download
  • Paul Fischer
    Paul Fischer
    Licens:
    Creative Commons navngivelse, ingen bearbejdelse
    Filformat:
    .tiff
    Størrelse:
    1200 x 797, 5,33 MB
    Download