Gå til indhold
Moos over minefyldt farvand

Pressemeddelelse -

Moos over minefyldt farvand

Den kompromisløse danske møbelsnedker Peder Moos står bag en række af møblerne på Bruun Rasmussens internationale designauktion – heriblandt en unikataburet, der var med på udstillingen ”Danish Art Treasures through the ages” i London i 1948.

I efteråret 1948 stævnede to af søværnets skibe ud fra Københavns Havn lastet med flere tusinde års dansk kulturhistorie og kursen mod den engelske hovedstad. Målet var en stort anlagt udstilling ved navn ”Danish Art Treasures through the ages” på Victoria and Albert Museum. Udstillingen var et forsøg på at udbrede kendskabet til dansk kultur, men også et udtryk for Danmarks diplomatiske interesser efter anden verdenskrig – vi ville gerne tilkendegive taknemmelighed over for England som repræsentant for de allierede styrker.

Dansk kulturarv – fra danefæ til H.C. Andersens redningsreb 

Arkitekt og professor Kaare Klint blev hyret som kurator til udstillingen, der forenede et stærkt hold af kræfter i form af ministerier, museer og private kunstsamlere. Overlæggeren blev sat højt, og de 685 genstande talte alt fra danefæ og modernistisk kunsthåndværk til kristen middelalderkunst og H.C. Andersens redningsreb. Åbningsdagen blev fejret med pomp og pragt – indgangen var flankeret af en kopi af Jellingstenen, Københavns Drengekor sang salmer og både det engelske og danske regentpar deltog. Udstillingen var en enorm publikumssucces, men fik også kritik med på vejen – for hvordan kunne man finde på at sende hele den danske kulturarv over det minefyldte farvand mellem Danmark og England?

Moos’ unikataburet i London 

En af de udstillede genstande var en smuk taburet af riopalisander formgivet og udført af den kompromisløse danske møbelsnedker Peder Moos.

"Unikamøblet har nu fundet vej til forårets auktion og står som vidnesbyrd om, at Moos var en møbelsnedker af Guds nåde. Som ingen anden formåede han at fremhæve træets levende karakter til fuldkommenhed” ” udtaler Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for design og kunsthåndværk i det 20. århundrede hos Bruun Rasmussen.

Set i lyset af sin samtid, hvor maskinerne for alvor rykkede ind på snedkerierne, må han betragtes som lidt af en anakronisme. Han fastholdt de gamle håndværkstraditioner og forblev tro mod høvlebænken og håndboremaskinen. Metoden var ekstremt tids- og omkostningskrævende, og derfor er det meste af hans produktion fremstillet på bestilling.

Taburetten blev første gang vist på Snedkerlaugets Udstilling i 1948, og det er sandsynligvis her, at en repræsentant for udstillingen i London i sidste øjeblik har spottet den og spurgt køberen ved navn fru Moesgaard om lov til at bringe den over Nordsøen. Den var en af de få privatejede genstande på Victoria and Albert Museum, og i det omfangsrige katalog fremgår den som ekstranummeret 629a.

På auktionen får den selskab af et ensemble af Moos’ andre enestående møbler – tre indskudsborde, en armstol og et sofabord.

Eftersyn: 25.-29. februar i Bredgade 33 i København

Auktion: 10. marts kl. 16 på samme adresse

Pressefoto

Peder Moos: Unik taburet af riopalisander med høje, åbne sider. Talrige indlægninger samt sæde med flettede sjener af buksbom. Sjener sammentappet med cirkulære palisander indlægninger. Sign. Moos 1948 samt monogram. Udført 1948 af snedkermester Peder Moos. Med etiket fra udstilling på V&A, London. H. 42./57. Vurdering: 400.000-600.000 kr.

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

  • Frederik og Jesper Bruun Rasmussen ser på Moos-taburet
    Frederik og Jesper Bruun Rasmussen ser på Moos-taburet
    Licens:
    Creative Commons navngivelse
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3695 x 3355, 1,3 MB
    Download
  • V&A-lable på taburetten af Peder Moos
    V&A-lable på taburetten af Peder Moos
    Licens:
    Creative Commons navngivelse
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    439 x 555, 84,9 KB
    Download