Gå til indhold
Astrid Kruse Jensen: "Hypernatural #37", 2007. Vurdering: 20.000-25.000 kr.
Astrid Kruse Jensen: "Hypernatural #37", 2007. Vurdering: 20.000-25.000 kr.

Pressemeddelelse -

​”New Nordic”-fotokunst under hammeren

”New Nordic”-bølgen rammer auktionssalen hos Bruun Rasmussen i Bredgade i form af fotografier af en række af tidens mest internationalt anerkendte nordiske kunstnere, blandt andre Astrid Kruse Jensen og Ebbe Stub Wittrup. Eftersynet åbner på torsdag og selve auktionen afholdes onsdag den 9. marts.

Nordisk fotokunst med internationalt format

Fotokunsten buldrer frem på kunstscenen verden over – fra Paris Photo i Frankrig, Shanghai Photo i Kina til den netop overståede Art Herning, kunstmessen for Danmarks førende gallerier, der i år havde særligt fokus på fotokunst.

”På årets første internationale auktion i Bredgade har vi også sat fokus på fotokunsten. Denne gang præsenterer vi kunstfotografier af nogle af Nordens mest internationalt anerkendte samtidskunstnere – faktisk er der tale om det største samlede udbud af moderne nordisk fotokunst på vores auktioner til dato” udtaler Christine Almlund, leder af afdelingen for fotokunst hos Bruun Rasmussen.

Auktionen tæller værker af bl.a. Per Bak Jensen, Olafur Eliasson, Pertti Kekarainen, Adam Jeppesen, Astrid Kruse Jensen og Ebbe Stub Wittrup – alle kunstnere, der på hver deres måde har høstet stor international anerkendelse. Kunstnerne i denne nye nordiske fotogeneration er kendetegnet ved en stor bevidsthed om fotografiets muligheder for at præge værkets tematik såvel som udtryk – med alle det fotografiske medies indbyggede muligheder og begrænsninger.

Det fotografiske grænseland

Helt konkret leger værkerne på forskellig vis i mellemrummet mellem vores opfattelsesevne og den kunstneriske fremstilling. Billederne bevæger sig i et grænseland, som rører ved vores umiddelbare antagelser om tematikker, der er særligt relevante både i en fotografisk kontekst såvel som i vores moderne hverdag, fx. det objektive/subjektive blik (Per Bak Jensen), virkelighed og fantasi (Ebbe Stub Wittrup, Astrid Kruse Jensen), fakta og fiktion (Adam Jeppesen), natur og kultur (Olafur Eliasson), bevægelse og stilstand (Stub Wittrup, Jacob Gils) osv.

Disse kunstnere kræver noget af beskueren, idet de skubber til vores stereotype antagelser – de udfordrer, skaber forundring, indsigt og nysgerrighed. Og hver især skaber de i deres fotografi væsentlige, unikke nye fortællinger, stemninger eller poetiske udtryk. Den særlige fotografiske æstetik giver værkerne en særegen, moderne kvalitet, der gør dem til kunstværker i deres helt egen ret, og som i den grad fortjener et langt liv på væggen.

Eftersyn og auktion

Der er eftersyn over alle fotografierne i vores afdeling i Bredgade 33 fra torsdag den 25. februar til og med mandag den 29. ferbuar. Auktionen over fotografier foregår onsdag den 9. marts i Bredgade 33.

Pressefoto

Astrid Kruse Jensen: "Hypernatural #37", 2007. Ed. 8/10. C-print, signeret, nummereret og dateret på bagsiden. Indrammet. Lysmål 95 x 120 cm. Vurdering: 20.000-25.000 kr.

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum