Pressemeddelelse —
Overset dansk kunstner overrasker alle med millionhammerslag på auktion
Fire værker af den danske kunstner Valdemar Schønheyder Møller tiltrak tirsdag aften markant opmærksomhed, da de kom under hammeren hos Bruun Rasmussen. Her blev tre af værkerne solgt for millionbeløb, hvilket sendte kunstnerens hidtil højeste auktionspriser til vejrs og sikrede en ny verdensrekord for Skønheyder Møller på auktion.
Aftenens dyreste værk ”Sollys gennem træerne” endte med et hammerslag på svimlende 1,4 mio. kr., mens to af de andre værker hver især blev solgt for 1,2 mio. kr. Udover at indbringe beløb langt over vurderingerne satte de tre dyreste værker også ny rekord for et enkelt værk af Valdemar Schønheyder Møller. Den tidligere rekord, som blev sat på auktion hos Bruun Rasmussen i 2021, lød på 480.000 kr. og er dermed mere end fordoblet af aftenens nye topresultat.
På trods af at Schønheyder Møller for mange er et relativt ukendt navn sammenlignet med periodens store skikkelser er han ifølge Bruun Rasmussen en kunstner, man bør holde stærkt øje med.
”Det er fantastisk at se, hvordan interessen for værker af Schønheyder Møller nærmest er eksploderet. At tre værker på samme aften opnår millionresultater er fuldstændig ekstraordinært,” fortæller Julie Arendse Voss, afdelingsleder for klassisk kunst hos Bruun Rasmussen.
”Efter min vurdering er Schønheyder Møller en af de mest originale danske kunstnere omkring år 1900. Det undrer mig, at han stadig er så relativt ukendt, for hans værker tåler sammenligni ng med det bedste, der blev skabt i hans samtid – både ud fra et dansk, men i høj grad også et internationalt perspektiv,” fortæller hun.
På trods af kunstnerens stigende popularitet blandt samlere, findes hans værker dog kun i et begrænset omfang, hvilket ifølge auktionshuset også kan være med til at drive interessen:
"Vi ved forbavsende lidt om ham – dels fordi han døde ung, dels fordi han tilbragte mange år i Frankrig, så hans produktion var forholdsvis beskeden. Til gengæld er kvaliteten af de værker, vi kender til, bemærkelsesværdig høj. Billederne rummer både en gådefuld symbolistisk stemning og en næsten naturvidenskabelig præcision, som gør dem overraskende moderne i dag,” fortæller Julie Arendse Voss.
Solens maler
Schønheyder Møller blev kendt for sin kompromisløse stræben efter at skildre lyset så præcist som muligt. Han skilte sig især ud med sin enestående gengivelse af lyset, sådan som det fremstår på øjets nethinde: en diset, flimrende konstellation af farvede pletter, der opstår, når man ser direkte ind i solen.
Efter sin død fik Schønheyder Møller det poetiske tilnavn “Le peintre du soleil” (solens maler) af den franske forfatter og kritiker Léon Bazalgette.
Tætte forbindelser til Hammershøi og skagensmalerne
Schønheyder Møller havde forbindelser til flere af periodens markante kunstnere, herunder Vilhelm Hammershøi og P.S. Krøyer, og knyttede også bånd til kunstnerkolonien på Skagen, hvor han i perioder opholdt sig.
Sideløbende med sit kunstneriske virke levede han et vanskeligt liv præget af bipolar lidelse. Breve fra Hammershøi-familien vidner om en stor bekymring i omgangskredsen. Han døde i 1905, blot 41 år gammel.
Læs mere om de fire værker, og se deres vurderinger samt hammerslagspriser HER.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.