Gå til indhold
Prinsesse Thyra fik sit safirdiadem i gave af sine forældre, Kong Frederik VIII og Dronning Lovisa af Danmark. Nu kommer det på auktion hos Bruun Rasmussen med en vurdering på 600.000-800.000 kr.
Prinsesse Thyra fik sit safirdiadem i gave af sine forældre, Kong Frederik VIII og Dronning Lovisa af Danmark. Nu kommer det på auktion hos Bruun Rasmussen med en vurdering på 600.000-800.000 kr.

Pressemeddelelse -

Prinsesse Thyras diadem og andre kongelige smykker på auktion

Nu har du mulighed for at føle dig som en kongelig, når Prinsesse Thyra af Danmarks safirdiadem kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen den 1. december i Bredgade. Det overdådige smykke er vurderet til 600.000-800.000 kr. og udbydes i selskab med en række andre smykker, der har været båret af prinsesser, dronninger og en kejserinde igennem tiden i det danske kongehus.

Når auktionshuset Bruun Rasmussen svinger hammeren over smykker i Bredgade den 1. december, gælder det ikke hvilke som helst smykker, men yderst prominente smykker, der har været ejet af medlemmer af det danske kongehus. Højdepunktet er Prinsesse Thyra af Danmarks safirdiadem der er vurderet til 600.000-800.000 kr. Auktionens andre kongelige smykker tæller blandt andet Dronning Alexandrine af Danmarks art deco smaragd- og diamantarmbånd og Dronning Louise af Danmarks sørgemedaljoner.

Båret af prinsesser og dronninger

Historien om det udbudte safirdiadem skal findes tilbage i 1800-tallet hos Prinsesse Thyra (1880-1945), der fik det gave af sine forældre, Kong Frederik VIII og Dronning Lovisa af Danmark. Dette skete med stor sandsynlighed ved hendes 18-års fødselsdag i 1898, hvor hun antagelig har debuteret i selskabslivet.

Dette overdådige stykke smykkekunst er efterfølgende nedarvet i den danske kongeslægt. Prinsesse Thyra testamenterede diademet til sin niece, Arveprinsesse Caroline-Mathilde af Danmark, der var gift med Arveprins Knud af Danmark. De gav det videre til deres datter, Prinsesse Elisabeth af Danmark, og indtil i dag har det tilhørt efterkommere af Kong Frederik VIII og Dronning Lovisa af Danmark. Det er formodentlig udført hos juvelérfirmaet E. Wolff & Co. i London og forhandlet af A. Michelsen i København.

”Prinsesse Thyras safirdiadem er unikt og velbevaret. Og det er sjældent, at smykker af den karakter udbydes til salg på auktion direkte fra den danske kongeslægt. Jeg har altid personligt interesseret mig for kongelig historie og kongelige kunstgenstande. Derfor er det lige nu en helt enestående tid for mig – at have mulighed for at gå i dybden med historien om både Prinsesse Thyra og hendes safirdiadem samt præsentere det på auktion. Prinsessen fortjener også et andet eftermæle, og det får hun nu,” fortæller Martin Hans Borg, der er chefspecialist for kongelige samlerobjekter hos Bruun Rasmussen.

En ukonventionel prinsesse

Prinsesse Thyra af Danmark var det sjette barn i en række på otte og blev født den 14. marts 1880 i Brockdorffs Palæ på Amalienborg Slot. Hun forblev ugift hele sit liv og havde i mange år bolig hos sine forældre. Hun fik en streng opdragelse, idet Kronprinsesse Lovisa efter signede kunne være en fordringsfuld mor. I Det Kongelige Teaters kongelige loger skulle børnene vise konversationens kunst med hinanden, og publikum kunne på afstand notere sig børnenes mange, lange samtaler. De var nok blevet overraskede, hvis de havde hørt ordvekslingerne, da børnene var belært i at tælle til 100 forfra og bagfra, så de ikke skulle sidde passive.

Prinsesse Thyra af Danmark havde en central placering i det danske og de europæiske kongehuse. Som datter af Kong Frederik VIII af Danmark var hun barnebarn af ”Europas svigerforældre”, Christian IX og Dronning Louise af Danmark. Hun blev også lillesøster til den senere Kong Christian X af Danmark og Kong Haakon VII af Norge. I den store familie var f.eks. hendes onkel og tante, Kong Edward VII og Dronning Alexandra af Storbritannien. Hendes fætter var derfor også den senere Kong George V af Storbritannien.

Kærlighedsaffære med livkirurg

Da Prinsesse Thyra af Danmark var 21 år gammel, havde hun en kærlighedsaffære med Kong Christian IX af Danmarks livkirurg, den tolv år ældre Niels C. Ilsøe. Dette førte til hans øjeblikkelige afskedigelse, og han flyttede til Vestjylland som praktiserende læge. Det siges, at Niels C. Ilsøe resten af sit liv havde et fotografi af Prinsesse Thyra stående på sit natbord – at de begge forblev ugifte resten af deres liv, vidner om, at det ikke blot var et vilkårligt dagdrømmeri.

Prinsesse Thyra har fået en noget uvenlig dom i den officielle historieskrivning. Den bygger på, at hun ikke spillede en særlig synlig rolle i det officielle liv, men det var en selvvalgt tilbagetrukket rolle. Taler man med de mange efterkommere efter Kong Frederik VIII and Dronning Lovisa af Danmark, er beskrivelsen en helt anden. Som en af dem har fortalt til Martin Hans Borg:

”Tante Thyra er oftest blevet uretfærdigt og forkert skildret, og de fleste af de få, som har skrevet om hende, har slet ikke kendt hende. Jeg husker hende som gæstfri og hendes store, fornemme hjem som et muntert og populært mødested for hendes søskende og resten af familien. Ikke mindst de yngre generationer blev forkælede. Hun var så rar og sørgede altid for det, vi manglede. Hun var belæst, talte flere sprog, havde en munter humor, kunne være ligefrem, men havde samtidig en hel naturlig kongelig værdighed.”

Kongelige klenodier – fra sørgemedaljoner til diamantarmbånd

Udover diademet byder auktionen også på en række andre smykker med kongeligt ophav. Man kan blandt andet byde med på sørgemedaljoner, som man bar om halsen med en lille hårlok fra den savnede. Den ene sørgemedaljon tilhørte Dronning Louise af Danmark og indeholder en hårlok fra den afdøde Storfyrst Nikolaj Alexandrovich af Rusland, der aldrig nåede at blive gift med dronningens datter Prinsesse Dagmar. Dronning Louise af Danmark ejede desuden sørgemedaljoner fra sine forældre, Landgrevinde Charlotte og Landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel, samt Prins Friedrich af Nassau.

Derudover kommer andre smykker med kongelig proveniens under hammeren, som bl.a. tæller et meget smukt art deco smaragd- og diamantarmbånd, der har tilhørt Dronning Alexandrine af Danmark, et granatvedhæng i guld, der har været ejet af Kong Frederik VIIs mor, Prinsesse Charlotte Frederik af Danmark, og et markasit- og sølvvedhæng med proveniens til Kejserinde Dagmar.

De kongelige smykker kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen i Bredgade den 1. december kl. 16. Se alle udbudte smykker på smykkeauktionen HER.

Smykkerne kan opleves på Bruun Rasmussens eftersyn fra den 24.- 28. november. Se alle datoer for eftersyn og auktioner HER.

Bonhams' globale netværk
Bruun Rasmussen har nu været en del af Bonhams i mere end et halvt år. Auktionshuset samarbejder tæt med kunsteksperter fra internationale auktionshuse, deler viden og erfaringer og markedsfører kunstgenstandene fra auktionerne, de steder i verden det giver bedst mening til fordel for kunderne. I auktionshuset ser man frem til den fortsatte rejse sammen med Bonhams’ globale netværk. Samarbejdet betyder også, at Bonhams' internationale kunder kan byde med på Bruun Rasmussens aktuelle Traditionelle Auktion via bonhams.com.

Emner

Kategorier


”Første, anden, tredje. Solgt til fruen på første række“. Gennem 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svinget auktionshammeren over kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter i hjertet af København. Det var Arne Bruun Rasmussen, der i 1948 grundlagde auktionshuset i Bredgade 33, og indtil 2022 var familien Bruun Rasmussen ejere af virksomheden. I dag er virksomheden ejet af det britiske Bonhams – et af verdens ældste og førende auktionshuse.

Som en del af Bonhams hviler Bruun Rasmussen på et globalt netværk til gavn for både kunsten og kunderne, der har fået adgang til langt flere auktioner og markedets bedste hammerslag. Målet er til stadighed atmanifestere Bruun Rasmussen som et eftertragtet auktionshus med den højeste sagkundskab inden for vurdering og salg. Bonhams og Bruun Rasmussen deler kerneværdierne viden, troværdighed, engagement og fornyelse, og det gamle københavnske auktionshus bliver således ført videre i den velkendte ånd under Bonhams vinger.

Med den administrerende direktør Jakob Dupont i spidsen er der gennem årene gennemført en omfattende digitalisering, der har gjort auktionshuset til en markant spiller på det internationale marked. Med en solid erfaring og en indgående viden suppleret med den mest professionelle rådgivning og vurderingsservice er virksomheden bindeled mellem sælgere og interesserede købere fra hele verden. Hvert år sælges 70.000 unikke kunstgenstande på de tre typer auktioner – Traditionel Auktion og de to onlinebaserede Netauktion og Direkte Auktion.

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum