Gå til indhold
L. A. Ring: "Vinterlandskab" (1915). Vurdering: 75.000-125.000 kr.
L. A. Ring: "Vinterlandskab" (1915). Vurdering: 75.000-125.000 kr.

Pressemeddelelse -

Rundt om L.A. Ring

I lighed med den aktuelle udstilling ”L.A. Ring. Mellem lys og mørke” på Ordrupgaard markerer vi i Bruun Rasmussen Kunstauktioner den danske maler L.A. Ring på årets første internationale auktion i Bredgade, der åbner torsdag den 23. februar. Med 15 værker kommer også vi vidt omkring hans virke – fra sjællandske snelandskaber og almuestuer til skildringer af arbejdsliv og italienske himmelstrøg.

Auktionens udbud vidner om, at L.A. Ring var en af sin tids mest konsekvente malere, der nøgternt skildrede den synlige virkelighed, men hans værker indeholder ofte også et andet lag af mere sjælelig karakter. Det særegne ved ham er, at han formåede at bygge bro mellem de to umiddelbart modsatrettede kunstretninger – realisme og symbolisme. Tag fx værket ”Vinterlandskab” fra 1915, hvor den virkelighedsnære skildring af snedriver, nøgne sorte træer og Roskilde Fjord er indhyllet i en urovækkende tomhed og stilhed”, udtaler Julie Arendse Voss, leder af Bruun Rasmussens afdeling for ældre kunst.

Fem år tidligere malede han værket ”Den store Snedrive. Solskin”. Her bevæger vi os tættere på landsbymiljøet, nærmere betegnet Baldersbrønde, hvor kunstneren på det tidspunkt boede. Vi bliver også inviteret med inden for hos to guldsmede i færd med at udføre et århundrede gammelt håndværk. Dette værk står nærmest som en kommentar til tidens industrialisering og modernitet. Som så mange kunstnere i 1800-tallet vendte L.A. Ring blikket mod Italien, hvor han bl.a. opholdt sig fra 1893-95. Med på auktionen har vi et af hans friluftsmalerier fra Terracina nær Siena med kvinder og børn, der henter vand fra en kilde.

Kunstneren L.A. Ring (1854-1933)

I 1854 bliver Laurits Andersen født i den sydsjællandske landsby Ring – moren er af husmandsslægt og faren tømrer. Han er således født og opvokset i et traditionelt landligt håndværkermiljø, og gennem hele livet bevarer han et både personligt og kunstnerisk stærkt tilhørsforhold til landbefolkningen, som han gennem sine malerier skildrer sandfærdigt, usentimentalt og med dyb solidaritet.

Laurits Andersen bliver efter endt læretid som malersvend optaget på Kunstakademiet i København i 1875, men møder modgang og forlader akademiet i 1877. Et par år senere i 1880 tager han navneforandring efter sin fødeby til L.A. Ring. Herefter tager karrieren så småt fart. I 1882 får Ring, efter tidligere at være blevet afvist, for første gang antaget et maleri på Charlottenborg. I 1884 er han tilbage på Kunstakademiet, men stopper få måneder efter og gør aldrig sine studier færdige. I 1886 modtager han for en kort periode undervisning af P.S. Krøyer på De frie Studieskoler.

Melankoli og moderne tanker

Svære sindsstemninger som depression, rastløshed og melankoli præger Ring i mere eller mindre grad gennem hele livet. Han kæmper med kærligheden, kunsten, pengene og meningen med livet – og manglen på samme. Han læser meget og er stærkt optaget af tidens tendenser i de intellektuelle kredse omkring Brandes-brødrene, Henrik Pontoppidan, I.P. Jacobsen m.fl. Det er tiden for det moderne gennembrud. Gennem sit venskab med juristen Alexander Wilde får han en større kundekreds og begynder lige så stille at tjene penge på sin kunst, men venskabet bliver alvorligt udfordret af Rings forelskelse i Wildes hustru, Johanne. Henrik Pontoppidan skriver bl.a. om dette uforløste forhold i sin novelle ”Nattevagten”, hvorfor Ring afbryder venskabet med forfatteren.

Italien, kærligheden og familielivet

Efter salg af flere værker og med et stipendium i ryggen har Ring i 1893 råd til sin første italiensrejse, hvor han i Siena blandt andre mødes med Vilhelm og Ida Hammershøi. I 1896 bliver han gift med Sigrid Kähler, datter af keramikeren Herman Kähler, og de slår sig i først omgang ned i Karrebæksminde. Kærligheden og familielivet lægger en dæmper på Rings depressive og melankolske sindsstemninger, og hovedværket “I havedøren. Kunstnerens hustru” fra 1897 viser en ny side af Rings kunstneriske virke. Parret bosætter sig i 1898 ved Frederiksværk og i 1902 i Baldersbrønde ved Hedehusene. Sammen får de tre børn: Ghita (1899), Anders (1900) og Ole (1902). Ring får nu en meget central rolle i samtidens kunst, og hans værker bliver udstillet mange steder i både ind- og udland. I 1923 dør Sigrid af kræft – kun 49 år. L.A. Ring dør 10 år senere i 1933.

Eftersyn & auktion

Eftersynet i Bredgade 33 er åbent fra den 23.-27. februar og selve auktionen over L.A. Rings værker afholdes tirsdag den 28. februar kl. 16.

Under eftersynet, fredag den 24. februar kl. 15, holder vores kunsteksperter Julie Arendse Voss og Birte Stokholm en Gallery Talk om L.A. Ring på første sal i Bredgade 33.

Se hele udvalget af L.A. Rings værker

Læs mere om den internationale auktion

Emner


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.

Kontakt

Julie Arendse Voss

Julie Arendse Voss

Afdelingsleder Ældre kunst +45 8818 1123

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum