Pressemeddelelse -
Sjælden middelaldermønt kan indbringe op mod 100.000 kroner på auktion
Et enestående mønteksemplar fra den danske kong Oluf Hungers regeringstid (1086–1095) – en periode præget dramatiske begivenheder og national krise – kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen. Mønten hører til blandt dansk numismatiks største sjældenheder og er vurderet til 90.000–100.000 kroner.
Eksemplaret, som kommer på auktion, er præget af møntmesteren Haldan og fremstår som et sjældent vidnesbyrd fra en tid, hvor Danmark var ramt af omfattende hungersnød.
”Mønter fra Oluf Hungers tid hører til blandt de absolut mest sjældne inden for dansk mønthistorie,” fortæller Christian Grundtvig, der er afdelingsleder for mønter og medaljer hos Bruun Rasmussen.
Oluf Hunger fik sit tilnavn netop på grund af de langvarige sultår, der plagede landet under hans styre. Ifølge krønikeskriveren Saxo Grammaticus blev hungersnøden opfattet som en guddommelig straf, efter at kongen havde deltaget i det oprør, der førte til drabet på hans bror, Knud den Hellige.
Den udbudte mønt er rig på symbolik: Forsiden viser et kronet portræt af kong Oluf med korsscepter, mens bagsiden er dekoreret med et kors omgivet af kløverblade – et motiv, der afspejler samtidens religiøse verdensbillede.
Med en vurdering på 90.000–100.000 kroner forventes mønten at tiltrække betydelig opmærksomhed blandt både numismatikere og historisk interesserede. Auktionen giver dermed en sjælden mulighed for at erhverve et stykke dansk middelalderhistorie i sin mest håndgribelige form.
Mønten fra Oluf Hungers tid sælges på Bruun Rasmussens Onlineauktion søndag den 26. april. Man kan allerede lægge et bud HER.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.