Pressemeddelelse -
Sjældent maleri af Karen Blixen kommer på auktion
Den verdensberømte forfatter Karen Blixen er kendt for sine fængslende litterære værker og sit eventyrlige liv som baronesse på en kaffefarm i Kenya. Mindre kendt er det, at billedkunsten gennem hele hendes liv udgjorde en rød tråd i hendes kunstneriske virke. Nu sættes et af Blixens sjældne malerier til salg på Bruun Rasmussens auktion den 9. marts med en vurdering på 100.000-150.000 kr.
Det drejer sig om et stemningsfuldt motiv med blomster i en kande – et sanseligt værk, hvor de farverige blomsters bløde, organiske former spejler sig i bordets hårde, blanke overflade.
”Det er et meget smukt maleri, der vidner om Blixens livslange glæde ved blomster og det at arrangere dem i vaser,” fortæller Julie Arendse Voss, afdelingsleder for klassisk kunst hos Bruun Rasmussen.
Det udbudte maleri blev til på Rungstedlund nord for København omkring 1920. På dette tidspunkt opholdt Blixen sig i Danmark på grund af sygdom, selvom hun ellers boede i Kenya. Værket stammer således fra en periode, der udgør et betydningsfuldt mellemrum i Blixens liv mellem Afrika og Danmark.
En personlig gave
Maleriet har indtil i dag været i familien Ahlefeldt-Laurvigs eje og menes oprindeligt at være givet som gave til komtesse Christine Ahlefeldt-Laurvig, der som ung var en del af kredsen omkring Blixen. I 1938 blev hun gift med kunstneren Erik Clemmesen, der illustrerede flere af Blixens tekster.
Ifølge Julie Arendse Voss er det yderst sjældent, at man finder Blixens værker i privat eje, og at de kommer til salg på auktionsmarkedet.
”Størstedelen af Karen Blixens malerier befinder sig i dag på Rungstedlund, der var hendes danske hjem, og som i dag huser Karen Blixen Museet,” fortæller Julie Arendse Voss.
Maleriet som ambition og som frirum
Selvom Karen Blixen først og fremmest huskes som forfatter, spillede malerkunsten en afgørende rolle i hendes liv, og oprindeligt var det faktisk billedkunsten, der var planen i Blixens liv. Som 17-årig begyndte hun at modtage tegneundervisning og studerede i årene 1903–06 på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. I 1910 rejste hun til Paris for at modtage maleundervisning, hvilket vidner om hendes stærke ambitioner inden for billedkunsten.
I 1912 blev Blixen forlovet med sin grandfætter, den svenske adelsmand Bror von Blixen-Finecke, og parret rejste til Kenya, hvor de etablerede en kaffefarm ved foden af Ngong Hills sydvest for Nairobi. Blixen opholdt sig i Afrika fra 1914 til 1931, og i disse år blev maleriet et vigtigt frirum. Hun holdt af at skildre naturen og menneskene omkring farmen og beskrev i sine breve, hvordan maleriet gav hende livsglæde og fordybelse.
Bag om Karen Blixen (1885-1962)
Karen Blixen var verdensdame per excellence. Efter skilsmissen fra Bror von Blixen-Finecke og kaffefarmens konkurs forlod hun Afrika i 1931 – stærkt påvirket af sorgen over kæresten Denys Finch Hattons død i et tragisk flystyrt. Hjemme i Danmark indledte hun for alvor det forfatterskab, der skulle gøre hende til en af Danmarks mest anerkendte danske kulturpersonligheder nogensinde. Under pseudonymet Isak Dinesen skrev hun sine bøger, der på den ene side tager afsæt i klassiske genrer som magisk realisme og udfolder maleriske kulisser som i den klassiske kunst, men på den anden side er båret af et udpræget moderne livssyn.
Karen Blixen kan ikke sættes på formel. Hun udtrykte sig gennem forskellige kunstarter og udfoldede sit virke på tværs af kontinenter.
Auktionens lille perle af et maleri står som et smukt billede på den kunstneriske nerve og det æstetiske blik, der gennemsyrede hele Blixens liv og virke.
”Der er ingen tvivl om, at Karen Blixen besad et betydeligt malerisk talent og havde forudsætningerne for at udvikle sig til en markant skikkelse inden for billedkunsten,” siger Julie Arendse Voss.
Maleriet af Karen Blixen kommer på Bruun Rasmussen Liveauktion den 9. marts med en vurdering på 100.000-150.000 kr. LÆS MERE.
Det kan opleves på Bruun Rasmussens eftersyn fra den 5. marts i Lyngby, Nørgaardsvej 3.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.