Pressemeddelelse -
Vidste du, at de første LEGO-klodser var lavet af træ? Nu kan du eje de allerførste af slagsen
Nu kan du blive ejer af noget af det allerførste LEGO-legetøj, når en række tidlige og sjældne genstande fra det verdensomspændende legetøjsbrand kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 16. februar.
Du husker dem sikkert fra din barndom – de farvede plastklodser, der kunne bygges i utallige kombinationer, mens fantasien tog over og verden udenfor forsvandt. Eller måske ligger de netop nu spredt ud over stuegulvet eller børneværelset. Men vidste du, at eventyret begyndte med legetøj fremstillet af træ?
Det historiske legetøj, som nu kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen, stammer fra LEGO’s tidligste år og tæller blandt andet byggeklodssæt, små dukkevogne, legetøjsdyr på hjul samt lokomotiver, lastbiler, kranbiler, traktorer og sågar et lille strygejernssæt med ”ledning” af snor – altsammen i træ.
”Det er en utrolig fin LEGO-samling, som giver et spændende indblik i, hvordan denne verdensberømte virksomhed startede som en lille dansk trælegetøjsfabrik med fokus på kvalitet og visionen om, at børn skulle lege godt. Samtidig taler trælegetøjet sjovt nok også ind i nutidens tendenser, hvor mange søger tilbage til det traditionelle, klassiske håndværk,” fortæller Ralph Lexner, afdelingsleder hos Bruun Rasmussen.
Blandt auktionens højdepunkter finder man en rødmalet brandbil med stige og brandslange af snor vurderet til 15.000 kr., et bowlingspil bestående af fem kegler og to kugler vurderet til 10.000 kr. samt et orange DSB-togsæt bestående af lokomotiv, passagervogne og godsvogn vurderet til 10.000-15.000 kr.
”Det er nogle meget charmerende genstande, der henvender sig både til LEGO-entusiaster og samlere, men de er også udtryk for samtidens boligindretning og design. Jeg udelukker ikke, at noget af det måske ender på et børneværelse – men i så fald ville jeg nok gemme det til særlige lejligheder,” siger Ralph Lexner med et smil.
LEGO blev grundlagt i 1932 som et lille legetøjsværksted i Billund, og navnet udsprang af ordene Leg og Godt. Først i 1958 blev den karakteristiske LEGO-klods i plast introduceret. I dag hører LEGO til blandt de største og mest kendte legetøjsproducenter i verden.
De forskellige legetøjsgenstande- og sæt fra LEGO er vurderet fra mellem 2.000 kr. op til 15.000 kr. Auktionen afholdes online den 16. februar, og man kan allerede byde med HER.
Emner
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.