Pressemeddelelse -

Lolland-Falster virksomhed vinder stor Femern-ordre

Virksomhed fra Nykøbing F. skal renovere nyt bygherrecenter i Rødby. Femern-projektet kaster nu yderligere arbejdspladser af sig på Lolland-Falster. Håndværksvirksomheden IDEBYG i Nykøbing F. har netop indgået kontrakt med Femern A/S om renovering af det tidligere Danhotel i Rødby, som Femern A/S har overtaget med henblik på at omdanne bygningen til bygherrecenter.

"Vi er selvfølgelig både glade og stolte over at blive valgt til opgaven, og at det har ladet sig gøre at samle et hold af underleverandører, der er 100% lokale", siger Johnny A. Hansen, direktør i IDEBYG.

Lynhurtig opgavestart

Kontrakten faldt på plads i fredags, og arbejdet på den 2.600 etagekvadratmeter og fem etager høje bygning skal stå færdigt senest i foråret 2021. Så der er ingen tid at spilde.

"Vi går i gang i dag", siger Johnny A. Hansen, der har allieret sig med et hold af underleverandører, der består 100% af lokale virksomheder. IDEBYG udfører selv tømrer-, snedker-, murer- og betonarbejde, mens der er indgået aftale med en række andre lokale virksomheder om bl.a. smedeopgaver og installationsarbejder.

Et mønstereksempel

IDEBYG er en del af det lokale virksomhedsnetværk FB Suppliers, som er dannet netop med formålet om at øge lokale virksomheders mulighed for at få opgaver på Femern-projektet.

"Det er et pletskud, IDEBYG her har begået. For at vinde en opgave som denne, skal man kunne levere både på pris og kvalitet, og det har de tydeligvis gjort. Og at de så ovenikøbet kan trække lokale kolleger med ind i opgaven er forbilledligt", lyder det fra Mikkel Wesselhoff, direktør i erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster.

Opgaven på det nye bygherrecenter vil holde et mandskab på 30-60 håndværkere i gang, vurderer Johnny A. Hansen.

Femern-projektet stiller krav til leverandørerne om at uddanne lærlinge, og IDEBYG vil løbende have minimum otte lærlinge tilknyttet opgaven i Rødby indenfor de forskellige fag.

"Vi prioriterer selv uddannelse af lokale unge meget højt, da vi ser en særlig opgave i at skabe gode lokale uddannelses- og jobmuligheder. Vi har løbende 12 lærlinge under uddannelse og lægger vægt på fulde uddannelsesaftaler, hvor den unge er hos os igennem hele uddannelsesforløbet, fordi vi mener, det giver de bedste vilkår for den unges udvikling", siger Johnny A. Hansen.

Virksomheden løser jævnligt større opgaver, også for det offentlige, men opgaven i Rødby er noget særligt.

Flere lokale ordrer

"Normalt går der jo nogen tid, fra man underskriver kontrakten, til arbejdet skal sættes i gang. Her går vi i gang ugen efter med et ret intensivt program", siger Johnny A. Hansen. Han fortæller, at det er en særlig følelse at blive en aktiv del af Femern-projektet, og han håber mange andre lokale virksomheder vil blive en del af byggeprocessen.

"Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke lader sig forskrække af, at det er så et stort projekt. Man siger at elefant skal spises i små bidder, og sådan er det jo også med Femern-projektet. Man skal forholde sig til de enkelte opgaver, som bliver udbudt. Og så skal man byde på dem", siger Johnny A. Hansen.

Related links

Emner

  • Erhverv

Regions

  • Sjælland

Business Lolland-Falster skaber vækst i erhvervslivet på Lolland-Falster og styrker virksomheder via rådgivning, sparring og netværk. Vores kendskab til det lokale erhvervsliv og nøgleaktører er "one-of-a-kind". 

Femern Bælt-byggeriet medfører et uhørt niveau af aktivitet og muligheder til landsdelen. I den forbindelse har vi en ambition om at brande landsdelen, som Danmarks nye vækstområde.

Kontakt

Mikkel Wesselhoff

Pressekontakt CEO, Business Lolland-Falster 4038 2436