Pressemeddelelse -
Bygma ansætter ny indkøbsdirektør med stærk brancheerfaring
Bygma ansætter ny indkøbsdirektør med stærk brancheerfaring
Casper Fabricius tiltræder 1. maj som indkøbsdirektør i Bygma A/S og skal styrke indkøb, leverandørsamarbejde og eksekvering af Bygmas strategi.
Bygma har ansat Casper Fabricius som ny indkøbsdirektør. Han tiltræder stillingen den 1. maj 2026 og får ansvaret for den danske indkøbsfunktion.
Casper Fabricius kommer fra en stilling som CPO i NCC Building Nordics og har siden 2014 haft en række centrale roller i virksomheden – herunder som indkøbschef og områdechef. Han har desuden en baggrund fra detailhandlen, hvor han blandt andet har arbejdet i COOP.
Skal styrke indkøb og leverandørrelationer
I Bygma får Casper Fabricius til opgave at videreudvikle indkøbsfunktionen i tæt samarbejde med organisationen. Fokus bliver blandt andet at styrke leverandørsamarbejdet, sikre et skarpt kommercielt fokus og understøtte forretningen på tværs af kæden.
Samtidig får han en central rolle i arbejdet med at drive og eksekvere Bygmas nye strategi. I det arbejde får han en tæt sparringspartner i nuværende indkøbsdirektør Preben Nielsen, der ligeledes tiltræder 1. maj som ny koncern-indkøbsdirektør i Bygma.
Bygmas administrerende direktør Michael Madsen siger:
- Vi er meget glade for at byde Casper velkommen til Bygma. Han kommer med en stærk kombination af erfaring fra byggebranchen samt dokumenterede resultater med at udvikle indkøbsfunktioner. Med Casper får vi en indkøbsdirektør, der kan være med til at styrke vores forretning og understøtte vores strategiske ambitioner.
Stærkt match med Bygmas værdier
For Casper Fabricius var det især kombinationen af opgaverne og virksomhedens værdigrundlag, der gjorde stillingen attraktiv:
- Det lød næsten for godt til at være sandt. Rollen i Bygma matcher på mange måder det, jeg har arbejdet med tidligere, og samtidig deler virksomheden nogle værdier, som jeg kan se mig selv i, siger han.
Han peger samtidig på, at indkøb får en stadig vigtigere rolle i byggebranchen – ikke mindst i takt med øget fokus på bæredygtighed, dokumentation og digitalisering.
Vil tæt på forretningen fra start
I sin første tid i Bygma vil Casper Fabricius prioritere at lære organisationen at kende og skabe et solidt fundament for det videre arbejde.
- Det er vigtigt for mig at komme ud i forretningerne, forstå behovene og lære organisationen at kende – både i front og back-office. Det er der, vi finder de rigtige muligheder for at udvikle forretningen, siger han.
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 11,6 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.