Pressemeddelelse -
Bygma bliver en del af Virksomhedsberedskabet: Styrker den nationale robusthed gennem samarbejde og samfundsansvar
Bygma bliver en del af Virksomhedsberedskabet: Styrker den nationale robusthed gennem samarbejde og samfundsansvar
Den største danskejede leverandør til byggeriet tager et vigtigt skridt i arbejdet med sikkerhed, samfundsansvar og rettidig omhu. Som nyt medlem af Virksomhedsberedskabet bidrager Bygma aktivt til en samlet, national indsats for et mere robust Danmark – hvor erhvervslivet og det offentlige beredskab løfter i flok, styrker trygheden og står klar til at handle, når kriser rammer.
Med medlemskabet forpligter Bygma sig til at stille kompetencer, ressourcer og kapacitet til rådighed, som kan supplere det offentlige beredskab. Som en landsdækkende kæde har Bygma i dag et stærkt, landsdækkende netværk med 64 forretninger og et veludbygget logistik- og distributionssetup. Det giver mulighed for hurtig mobilisering og effektiv støtte, når der opstår kritiske behov – uanset hvor i landet krisen rammer.
Erfaringen viser, at man aldrig på forhånd kender det præcise behov; det står først klart, når krisen opstår. Derfor glæder Bygma sig til en tæt dialog om, hvordan virksomheden bedst kan bidrage.
”Et ansvar de bredeste skuldre skal bære”
Bygmas administrerende direktør, Michael Madsen, understreger, at Bygmas engagement tager udgangspunkt i både erfaring og værdier:
- I Bygma har vi altid engageret os i det samfund, vi er en del af. Vi ved ikke på forhånd, hvad næste krise kræver – men vi ved, at vi er klar til at bidrage. Tidligere har vi blandt andet holdt ekstraordinært åbent og haft nødtelefonnumre til rådighed for at hjælpe der, hvor behovet opstod. Vi har et landsdækkende logistiknetværk, som hurtigt kan aktiveres i en samlet indsats. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, og derfor går vi ind i Virksomhedsberedskabet med fuldt engagement og stor respekt for det nationale samarbejde. For os handler det om rettidig omhu, handlekraft og om at styrke forbindelsen mellem erhvervslivet og det offentlige beredskab.
Samarbejde, tryghed og national handlekraft
Virksomhedsberedskabet arbejder for at skabe en stærkere koordinering mellem virksomheder og offentlige myndigheder, så Danmark står bedre rustet mod alt fra naturkatastrofer til større driftsforstyrrelser i kritisk infrastruktur.
Grundlægger og udviklingschef for Virksomhedsberedskabet, Kim Holst, glæder sig over Bygmas deltagelse:
- Bygmas bidrag er et kæmpe aktiv for vores samlede kriseberedskab. Med deres værdifulde kompetencer inden for logistik og materialeforsyning, samt et solidt landsdækkende netværk af filialer, øger de vores operationelle evne og handlekraft. Deres engagement i Virksomhedsberedskabet er med til at styrke samfundets robusthed og sikrer, at vi som land er bedre rustet til hurtigt at agere ved større kriser.
Et stærkt netværk – en stærkere fremtid
Som nyt medlem bidrager Bygma til:
- Forbedret national kriseforberedelse
- Øget sikkerhed og robusthed i forsynings- og værdikæder
- Samarbejde og koordination mellem virksomheder og offentlige myndigheder
- Effektiv udnyttelse af landsdækkende logistik- og distributionskapacitet
- Et bredere netværk, der kan mobiliseres hurtigt ved behov
Bygma ser frem til en åben, fleksibel og løbende dialog om, hvordan virksomheden bedst kan understøtte det nationale beredskab – både med erfaringerne fra tidligere krisesituationer og med den styrke, som Bygmas logistik, netværk og medarbejdere tilsammen repræsenterer.
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 10 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.