Pressemeddelelse -
Bygma-salgstrainee fra Aars nomineret til prestigefyldt fagprøvepris
Josefine Meyer Christensen, tidligere salgstrainee og nu nyansat i Bygma Aars, er blandt de nominerede til FUT Fagprøveprisen 2025 – en pris, der hylder branchens mest talentfulde elever for deres faglige styrke, kreative løsninger og evne til at skabe værdi i praksis.
Kreativ markedsføring med målbar effekt
I sit fagprøveprojekt satte Josefine fokus på at optimere Bygma Aars’ tilstedeværelse på Facebook med målet om at øge interaktioner og skabe mersalg.
Hun undersøgte kundernes ønsker og adfærd, lavede analyser af opslagene og arbejdede målrettet med at finde ud af, hvad der skaber mest interesse og engagement. På den måde formåede hun at omsætte sin viden fra skolebænken til konkrete resultater, der gør en forskel i butikken.
Resultaterne taler for sig selv: Det gennemsnitlige antal interaktioner på opslag blev næsten fordoblet, og projektet har givet værdifulde indsigter i, hvordan Bygma Aars bedst kan kommunikere med sine kunder fremover.
Engagement og faglighed ud over det sædvanlige
Hos Bygma Aars er direktør Rune Poulsen både stolt og imponeret over Josefines indsats:
- Josefine har på kort tid markeret sig som en utrolig værdifuld del af vores team. Hun møder hver opgave med engagement og gåpåmod og tænker altid i nye løsninger. Allerede fra starten af sin elevtid har hun været både målrettet og ambitiøs, og det har hun bevist på mange måder – blandt andet ved at gribe muligheden for et praktikophold i Island, hvor hun fik nye perspektiver og værdifuld erfaring med sig hjem, fortæller Rune Poulsen og fortsætter:
- Hendes projekt om Bygma Aars’ tilstedeværelse på sociale medier har ikke bare skabt synlige resultater – det har også vist, hvordan unge kræfter kan være med til at udvikle vores forretning. Det er derfor helt naturligt for os, at Josefine nu er blevet fastansat hos Bygma Aars, og vi glæder os til at følge hendes videre karriere.
En fagprøve med perspektiv
Josefine reflekterede kritisk over resultaterne og pegede blandt andet på vigtigheden af at lade kundernes input præge fremtidens markedsføring – en indsigt, som også andre afdelinger i Bygma kan få glæde af.
- Det har været utrolig spændende at arbejde med et projekt, der både udfordrer mig fagligt og samtidig gør en forskel for butikken. Jeg er meget stolt af nomineringen og glad for, at min indsats bliver anerkendt, siger Josefine Meyer Christensen.
Med sin faglige modenhed, stærke forretningsforståelse og evne til at skabe konkrete resultater er Josefine en særdeles værdig kandidat til FUT Fagprøveprisen – og et eksempel på, hvordan fremtidens handelsfolk kan skabe værdi i byggebranchen.
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 10 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.