Pressemeddelelse -
Bygma Talentlegat hylder unge handelsstuderende for tredje år i træk – og forberedelserne til 2026 er nu skudt i gang
Erhvervsuddannelserne er i fokus, når unge handelstalenter anerkendes.
For tredje år i træk bliver unge handelsstuderende sat i centrum, når Bygma Talentlegat igen uddeles til elever på EUD Business og EUX Business med speciale i handel. Formålet er at skabe større synlighed om erhvervsuddannelsen inden for handel og samtidig fremhæve de elever, der udviser et særligt engagement, faglig udvikling og forståelse for det gode købmandskab.
I Danmark ser vi ind i en fremtid med mangel på faglærte samtidig med, at ungdomsårgangene bliver mindre. Det stiller nye krav til, hvordan vi tiltrækker og fastholder unge på erhvervsuddannelserne. Netop derfor er Bygma Talentlegat blevet indført: for at sætte fokus på handelsuddannelsen som en attraktiv uddannelse, som åbner døren til spændende karriereveje.
Et stærkt samarbejde mellem erhvervsskoler og erhvervsliv
Bygma Talentlegat er et godt eksempel på, hvordan virksomheder og erhvervsskoler kan gå sammen om at skabe opmærksomhed om handelsuddannelsen. Når uddannelsesinstitutioner, undervisere og erhvervslivet arbejder i samme retning, bliver det nemmere at vise de unge, hvilke muligheder der venter dem - og hvorfor det betaler sig at vælge en erhvervsuddannelse med et klart karriereperspektiv.
Arbejdet med det kommende års talentlegat er allerede sat i gang. I løbet de kommende måneder intensiveres dialogen med erhvervsskolerne, som indstiller de studerende. Målet er at sikre et stærkt felt af dygtige og motiverede handelsstuderende, der kan blive aktuelle kandidater til Bygma Talentlegat 2026.
Anerkendelse af studerende, der går forrest
Hver legatmodtager får 12.000 kr. som støtte til deres videre uddannelses- og karrierevej. Legatet tildeles handelsstuderende, der allerede har markeret sig som rollemodeller, ansvarlige holdspillere og unge mennesker med stærke faglige ambitioner.
“Vi oplever år efter år, at de unge på handelsuddannelserne er nysgerrige, engagerede og viser stor ansvarsfølelse. Derfor er det en fornøjelse, at vi for tredje år i træk kan anerkende deres indsats og ambitioner,” siger HR-direktør i Bygma Gruppen, Anette Sondrup.
Hun fremhæver, at danske virksomheder i stigende grad efterspørger unge, der både har økonomisk forståelse, kommercielle evner og stærke samarbejdskompetencer – præcis de kvaliteter, handelsuddannelsen udvikler hos de studerende.
Erhvervsskolerne indstiller – de unge viser vejen
Talentlegatet uddeles i samarbejde med landets erhvervsskoler, som indstiller studerende ud fra følgende kriterier:
• faglig fremgang,
• forståelse for købmandskab og økonomi,
• interesse for en karriere i handelsbranchen,
• evne til at være rollemodel og holdspiller
Kun studerende, der er indstillet af deres undervisere, kan komme i betragtning.
En særlig dag venter i København
Den 26. februar samles årets udvalgte studerende i København, hvor legaterne overrækkes ved en ceremoni, der hylder både faglighed, engagement og erhvervsuddannelsernes betydning for fremtidens Danmark.
FAKTA
- Deltagende skoler: Aalborg Handelsskole, Aarhus Business College, IBC, Roskilde Handelsskole, Tietgenskolen Odense, ZBC
- Uddeles: 26. februar 2026 i København
- Modtagere: Elever på EUD Business og EUX Business med speciale i handel
- Legatbeløb: 12.000 kr. pr. modtager
- Udvælgelse: Indstilling via erhvervsskolerne
- Formål: At anerkende unge handelstalenter og sætte fokus på erhvervsuddannelserne og de muligheder, de åbner
- Bygma Talentlegat uddeles for tredje år i træk
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 10 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.